Brev:

Udvikling - bekymring eller ej?

Kære Helen,

Det er efterhånden længe siden jeg har skrevet til dig. De seneste uger har jeg tænkt, at jeg ville skrive til dig, men jeg har ikke noget egentligt spørgsmål, hvorfor jeg jo også synes, at det er lidt fjollet at skrive. Men, nu gør jeg det. Jeg har nemlig brug for at høre, hvad du mener om vores søns udvikling.

Bertram er nu 2 år og 9 mrd. Kort fortalt har han været passet hjemme til han var 1 år og 7 mrd. Herefter kom han i privat dagpleje hos noget familie, som har en lille dreng, der er lige gammel med Bertram. Da han var 2 år og 3 mrd. startede han i vuggestue. Indkøringen gik over al forventning, og den første 1,5 måned var han glad for at være der. Herefter gik det i hårknude. Der var kæmpe udskiftning, mange indkøringer af små, nye børn, personalet virkede trætte og opgivende, og alt i alt var han bare ikke glad for at være der. Hver morgen spurgte han: ”holde fridag, mor”, og han klamrede sig til mig som en abeunge, når jeg afleverede ham.

Jeg er selv uddannet pædagog og i gang med en at videreuddanne mig, og jeg har aldrig været begejstret for den pædagogik (eller mangel på samme) hans vuggestuepersonale lagde for dagen. Jeg var aldrig rigtig tryg ved at aflevere ham, og jeg syntes egentlig ikke, at de mødte det enkelte barn, der hvor det var.
For mig at se, handlede det meget om at få tilpasset børnene, så de passede ind i en kasse… en vuggestuekasse, som Bertram slet ikke var gearet til, da han startede, netop fordi han var blevet passet hjemme til han var 1,7 år, og derfra var blevet passet på deltid af vores familie.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er tilhænger af vuggestuer/”Udepasning” før barnet er i stand til at tilkendegive egne ønsker og behov, og havde det ikke været fordi at jeg skulle færdiggøre min uddannelse, så havde vi også ”sat tæring efter næring”, og han var blevet passet hjemme indtil nu, hvor han er begyndt i børnehave.

Men, jeg er studerende, og jeg har derfor kunne give Bertram korte dage i vuggestuen, og i stedet hive timer ud om aftenen. Så, de sidste måneder, fra april til midt juni, hvor han stoppede i vuggestuen, havde jeg ham hjemme 70% af tiden. Jeg kunne simpelthen ikke forsvare at sende ham afsted til de vuggestue- forhold, og han ville virkelig ikke være der.

Men, sagen er den, at Bertram udviklede tics i forbindelse med en sygdomsperiode, og i kølvandet på, at det sejlede i vuggestuen. Jeg gav ham 14 dages påskeferie, og derefter havde han 14 dage fra 9.00-11-30. Derpå havde han knap 2 mrd. nærmest uden tics, men efter pinse blussede de op i nye varianter – nu blinkede han ikke længere så meget med øjnene og rynker på næsen, men i stedet rørte han konstant næsen og håret og tørrede øjnene. Jeg blev ked af det! Nu var det lige forsvundet, og da jeg selv har haft tics i form af rømmen og blinken/rynken på næsen i nogle år, fra jeg var omkring 8-10, ved jeg om nogen, at det udløses pga. stress/pres hos børn.

Så, trods eksamens-læsning stoppede han 14 dage før tid i sin vuggestue, og vi holdt en lang sommerferie på 1 måned. En sommerferie, hvor vi INTET lavede andet end at ”dalrer”, og hvor vi lejede er sommerhus i en uge, og INGEN planer havde, andet end at komme til havet og kaste med sten og soppe. Hans tics vedblev selvom vi gik helt ned i gear.

For en måned siden begyndte han i sin nye børnehave (som vi flyttede ham til, i stedet for at lade ham forsætte i den mega store integrerede institution, som han gik i). Jeg tog en samtale med leder og den pædagog, som skulle køre ham ind, inden han startede dernede. Jeg fortalte dem lidt om ham, og at han havde tics. Vi blev enige om en indkøring på hans præmisser… også fordi det var sommerferie-periode, og fordi den pædagog, som skulle køre ham ind, gik på ferie ugen efter, og han dermed skulle lære nogle nye voksne at kende, som kom tilbage fra ferie. Så, vi valgte en indkøringsperiode på 3 uger, hvor han (efter 3 dage, hvor jeg var med hele tiden) blev afleveret kl. 9.15 og hentet 12.00. I sidste uge begyndte han så at sove der, og i går og i dag har han haft sine hidtil længste dage fra ...

... 9.15-14.30.

Hans nye lille, selvejede børnehave er intet mindre end FANTASTISK!! De børn, der går dernede er SÅ søde ved hinanden og personalet er ufattelig fagligt dygtige… det er omsorgsfulde, nærværende, empatiske, engagerede og varme voksne, som virkelig vil samværet med børnene. Det er voksne som ”viser børnene vejen, og som åbner verdenen for dem”, og som har en oprigtig interesse i dem.

Vi har en dreng i rivende udvikling, og som for første gang (siden sin dagplejetid) krammer de voksne og lader sig trøste, når han synes, at det er svært, at jeg går. I vuggestuen forsøgte han altid blot at vriste sig fri, og lå så alene på gulvet og var ked af det, når jeg gik… og han snakker… og snakker og snakker og snakker. Han synger og danser, og fortæller om de andre børn og voksne. Han fortæller om sin dag, og han vil ikke med hjem, når jeg kommer og henter ham. Hans tics er nærmest forsvundet trods det, at der alligevel sker mange nye ting for ham pt. Han er bare en GLAD dreng!

Her i weekenden kunne han tælle til ”1-2-5-9”. I mandags, da vi kom hjem fra børnehave, og han fik lidt yoghurt, sagde han pludselig glad ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10 trolden lå i hi”. Det er en helt anden dreng vi ser nu, end for blot få måneder siden. Han citerer det ene børne rim efter det andet, og han elsker at synge sange sammen med os.

Mit spørgsmål er nu:

Bertram er en følsom dreng. Han har altid været speciel – ikke forstået på nogen negativ måde. Han er bare ikke som børn er flest, og han kan ikke puttes ind i en kasse. Han er helt sin egen.
Hans sprog har først nu taget fart, og han taler stadig med en lidt speciel toneart. Jeg tilskriver det, at det er fordi, han gør sig meget umage for at sige ordene korrekt. Han er et barn, som ikke gør tingene, førend han kan dem 100%.

Han er specielt meget glad for biler og for at lege med biler, men han er også en dreng, som elsker at bruge sig selv fysisk. Han elsker at tegne og male, og han kan sidde og hygge og få læst højt, i op til en time. Han er god til at fordybe sig, god til at lege selv og han har en hukommelse som en elefant. Han er til gengæld ikke særligt god til at lege med andre. Han har aldrig været en ”del af fællesskabet” med de andre børn i vuggestuen. Han legede altid for sig selv. Omvendt er han interesseret i de andre børn, og han taler stadig om nogle af dem, ligesom han kommer hjem og fortæller en del om, specielt en dreng op hans egen alder, nede i børnehaven. Det er mest sådan noget: ”William leger med biler, Bertram også lege med biler, mor”.

Da vi for nyligt var sammen med hans fætter, som han har været i dagpleje sammen med, kunne han dog sagtens lege. De løb efter hinanden og legede fangeleg, de hoppede i trampolin og spillede bold med hinanden og de lå ved siden af hinanden og legede med biler. Det virkede som om, at han nød fætters selskab, og i flere dage efter talte han meget om sin fætter, og hvad de havde lavet.

Jeg spurgte for nyligt hans pædagog i børnehaven, om han legede lidt med de andre børn, og han svarede: ”Nej, ikke rigtigt, men det skal han jo heller ikke endnu… det kommer”, sagde han og smilede.
De virker ikke bekymrede omkring noget.

Inderst inde er jeg egentlig ikke bekymret. Bertram er en meget empatisk, kærlig og sød dreng. Han er både en bullerbasse, når det kommer til udendørsleg, men samtidig er han en forsigtig dreng, som tænker 2 gange, før han kaster sig ud i noget. Han har en ganske veludviklet form for ”humor”. Han er kvik, glad og kæk.

Alligevel ”stikker han ud” på det sproglige område. Han taler lidt spøjst – går meget op og ned i tonerne, og han har lidt svært ved det sociale – ved at forstå, hvad andre børn vil ham.
De to ting ”nager mig lidt”. Omvendt er det helt vildt, hvad der er sket med hans udvikling den seneste måned, så jeg tænker, at både det sociale og sproget indhentes, over de næste måneder?

Hvad tænker du, når du læser min beskrivelse af vores søn?

Jeg ser meget frem til dine tanker, og takker dig endnu engang for dine altid personlige og fyldestgørende tilbagemeldinger :)

Mange sommerhilsner,
Bertrams mor

Læs Helens svar »

Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud

Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

21. august 2025 | Udvikling | 3 år

Svær børnehavestart - 3 år

Kære Helen, Jeg skrev til dig for ikke så længe siden om vores dreng J på...

Læs hele brevet og Helens svar

5. august 2025 | Renlighed | 3 år

Toilettræning - men ingen afføring

Kære Helen. Vi søger lidt hjælp ang. vores tvillinger på 3 år som vi lige...

Læs hele brevet og Helens svar

22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.

Madvaner hos 3-årig dreng

Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...

Læs hele brevet og Helens svar

19. juli 2025 | Opdragelse | 2 år, 5 mdr.

Forberede barn på flytning

Kære Helen Jeg har brug for et godt råd til, hvordan vi forbereder vores...

Læs hele brevet og Helens svar

4. juli 2025 | Renlighed | 2 år, 5 mdr.

Hurtig pottetræning

Kære Helen Min datter er 2 år og 5 måneder, og det er nu på tide hun smider...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: