Svar: Vil ikke ammes, når hun er vågen
Kære Helle
Tak for dit brev :)
Du har helt ret, når du skriver, om din datters udvikling kan spille ind. Der sker rigtig meget med hende lige nu, både motorisk og mentalt og det kan sagtens være dette, som påvirker din amning.
Netop i 3 måneders alderen, så vil mange børn være meget mere bevidste. Hun følger rigtig godt med, hun kan se længere nu og fornemmer rummet hun er i på en anden måde. Når du sidder med hende, kan hun kikke sig omkring og hun vil ofte nyde at kikke på og pludre med far, som sidder på den anden side af bordet. Hendes opmærksomhed på verden omkring hende er lagt større og mere bevidst nu.
Det betyder også, at hun nu skelner mere og mere tydeligt mellem om hun er hjemme eller ude. Hun kan godt blive ked af det, hvis I er på besøg hos bedsteforældre eller andre steder og når I så kommer hjem, så falder hun til ro. Nogle børn reagerer også med stilhed, når de er ude og bliver så rigtigt kede af det, når de lader derhjemme i de trygge rammer.
Hun fornemmer også meget tydeligt, om hun er i favn hos dig, eller i favn hos en fremmed. Hun kan reagere med gråd, hvis bedsteforældre eller andre kikker for meget på hende eller pludrer med hende. Hun kan også blive rigtigt ked af det, hvis man lader hende gå fra arm til arm eller bedsteforældre eller andre forsøger at trøste, berolige, dikke-dikke - hun vil være i mors favn, som er det mest trygge sted i verden:)
Denne øgede opmærksomhed på verden og større bevidsthed om sig selv og andre gør nogle gange, at hun kan have svært ved at spise. Når du ammer hende, så har hun svært ved at koncentrere sig. Det kan være svært at die, fordi hun bliver optaget af andre ting - bliver forstyrret af andre ting. Hun lægger mærke til lyde, lys, snak i baggrunden, far kommer måske ind i lokalet, og pludselig er det sjovere at kikke efter ham end at skulle spise. I 3-4 måneders alderen kan mange børn derfor få lidt tendens til at slatspise og vil i en periode godt kunne søge brystet ekstra om natten.
Det er naturligvis vigtigt, at du ikke presser hende til brystet, og det vil være rigtig godt, hvis du kan forsøge med forskellige ammestillinger. Har du aldrig kunne ligge ned at amme? Det kan nemlig nogle gange hjælpe, hvis du om dagen kan gå i soveværelset, rulle gardinerne for så værelset er lidt mørkt og meget gerne lade et vindue stå på klem, så der er frisk kølig luft i rummet. Lægge dig med hende i dobbeltsengen og amme hende liggende. Det at du lægger dig tæt med hende i soveværelset vil nogle gange kunne hjælpe hende til at koble fra og måske vil hun med hud mod hud kontakten, så pludselig tage fat og die - og falde i søvn.
Nogle gange kan det også hjælpe at amme stående og imens du går lidt rundt, vugger hende i dine arme. Det ...
... kan give ro og gøre, at hun kan samle sig om brystet. Du skal dog være opmærksom på ikke at få dette gjort til en vane, fordi hun jo bliver fysisk tungere og du kan af gode grunde ikke holde til at bære hende rundt, når hun skal ammes. Det er en god idé, at hun ikke på sigt, tror at amning og bevægelse er forbundet - det kan blive svært at adskille hen af vejen. Men nogle gange kan det være en hjælp, til at komme igennem en svær periode.
Nogle gange hjælper det, hvis du kan sætte gang i din mælk før du lægger hende til, så mælken løber med det samme. Jo hurtigere mælken løber til hende, jo mindre vil hun ofte protestere (med mindre altså at den sprøjter så meget, at det irriterer hende:)), men ofte vil det, at hun kan smage af mælken er der, gøre at hun glemmer sin protest og tager fat og dier. Du kan derfor prøve at malke lidt ud før du lægger til, du kan også prøve at dryppe lidt mælk i mundevigene på hende med en 2 ml sprøjte. Du kan købe engangssprøjter på apoteket, og du kan bruge udmalket modermælk eller modermælkserstatning.
Er du begyndt at løbe eller dyrke sport efter fødslen? Nogle gange kan dette ændre smagen af din mælk og det kan gøre, at hun derfor afviser brystet… Hvis du er begyndt at træne, løbe eller lignende, så skal du måske sætte aktiviteten lidt ned…
Menstruation kan også ændrer smagen af din mælk på grund af hormonerne. Det burde dog ikke påvirke mælken i mere end få dage…
Er du begyndt at tage noget medicin, spise eller drikke noget, som du normalt ikke har gjort? Bruger du en anden parfume eller lignende? Det kan alt sammen spille ind på hendes lyst til brystet…
Og når alt dette er sagt, så er det også helt okay, at din datter spiser bedst, når hun sover. Det vigtigste er, at hun får sit behov for mælk dækket. Det kan være en god idé at du arbejder på, at lade mælk indgå som en fast del af hendes putteritual og hun må gerne falde i søvn med brystet. Hvis hun har sovet en længere lur, så vil hun naturligt have behov for mælk, når hun vågner og det er helt fint, at du her lægger hende til før hun vågner helt op, netop fordi det hjælper hende til at tage bedre fra. Ellers er det rigtig godt, hvis du får hende til at die hos dig i forbindelse med, at hun skal sove og du må ger gerne vugge hende til hun halvsover og derefter tilbyde hende brystet, netop for at hjælpe hende med at få sit behov tilstrækkeligt dækket.
Du skal ikke være bange for at hun så aldrig vil lære at spise imens hun er vågen. Det skal hun nok lære - skemad skal naturligt indtages i vågen tilstand og imens hun sidder op.. Så prøv ikke at bekymre dig for meget om det og gør så det, som du umiddelbart fornemmer virker bedst for jer lige nu:)
Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
6. juli 2026 | Amning | 1 mdr.
Kære Helen Jeg håber, du kan hjælpe mig med nogle bekymringer omkring min...
23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.
Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...
Viden om børn:
Babyalarm
Babyalarmer kan give et fingerpej om at det lille barn sover godt eller er ved at vågne, men babyalarmer kan ikke bruges som babysitter og når man bruger en babyalram skal man altid tjekke sit barn ved selv at se på det.
Der er stor forskel på kvaliteten af de alarmer, der er på markedet og priserne svinger fra få hundrede kroner til langt over 1000kr.
De trådløse og batterikrævende alarmer er de mest populære i Danmark, fordi danske børn ofte sover udenfor. Vælger...
Fødder
På grund af den trange plads i livmoderen, bliver mange børn født med indaddrejede fødder. Det kan være den ene fod eller begge. Små børn fødes også let hjulbenede. Det har ofte ingen betydning, og det retter sig efterhånden, som barnet bliver ældre. Nogle børn bliver født med klumpfod, også kaldet varusfod eller talipes equinovarus. Dette kræver speciel behandling.
Den sunde babyfod er bred og med en smal hæl. Barnet kan let sprede sine tæer. Alle børn er platfodet indtil...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder





