Svar: Mad, putning og afvænning af bryst - præmatur pige
Kære Ida
Tak for dit brev og velkommen til :) Tak for din fine beskrivelse af jeres lille pige og hele jeres forløb - og dejligt at høre, at I har fulgt med på sidelinjen og også har haft glæde af mine bøger, tak!
Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer - og først - jeg er ret sikker på, at du ikke behøver amme hende til hun er 3 år, og mon ikke hun slipper for vækstbehandling. I hvert fald følger hun sin kurve og lige nu rykker hun faktisk op, så det tyder jo på, at alt går i den rigtige retning:)
Dernæst - jeg synes bestemt ikke at du skal stoppe med at amme hende. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at hun har brug for den ekstra tryghed og nærhed, som brystet giver hende. Det at hun om dagen netop kan være så åben, udadvendt, suge til sig af sin indtryk, har overskud til at være udadvendt, opleve, deltage i hverdagen både fysisk og mentalt skyldes i høj grad, at I jo netop er der, når hun hjemme har brug for det. Man kan sige at hendes "mor-depot" bliver fyldt ekstra op, så hun har noget at tære af, når I ikke er sammen.
Samtidig så fylder amningen jo umiddelbart ikke en masse. Som jeg læser dit brev, så behøver hun faktisk ikke længere amning om dagen, men kan godt puttes i vuggestuen og kan også falde i søvn i sin barnevogn, uden at hun behøver brystet. Og som jeg læser det, så søger hun ikke nødvendigvis brystet igen og igen hele natten. Hun søger nærhed, trygheden. Det er vigtigt for hende, at hun kan mærke at du/I er der, men en beroligende hånd, kærtegn, beroligende ord er ofte nok. Hun behøver ikke brystet hele tiden…
Hun skal naturligvis ikke ammes hele natten og 4-5 amninger om natten er naturligvis for meget. Derfor skal du lige nu forøger at afkorte disse, så hun trøstes, men ikke får mælk. Og forsøge netop at berolige med kærtegn og nærhed i stedet.
Når hun vågner om natten og søger brystet, så skal du forsøge at trappe ud af dette ved at lirke brystet ud af munden på hende. Det er fint at hun ligger i din seng og du må gerne amme hende liggende, lade hende diet så kortvarigt som muligt og prøv så at trække brystet til dig. Du skal sandsynligvis gøre det flere gange og i begyndelsen bliver hun irriteret, men så giver du hende brystet igen, hun dier, falder til ro og du forsøger igen at trække brystet til dig.
Du skal gøre det mange gange før hun begynder at acceptere ikke at have brystet i munden og samtidig skal du så have hende hos dig, lægge dine hænder på hendes krop, vugge hende stille, beroligende, kærtegne hende osv. Så netop dine kærtegn og det at du er der, stille og roligt er det som tager over og brystet som undværes.
Det vil være en rigtig god idé, hvis I kan koble hendes seng til dobbeltsengen. Fjerne tremmerne fra den ene side, naturligvis sikre jer at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. På den måde kan hun lære at sove i egen seng, men med mor tæt på. Du kan stadig lægge hånden over på hende, hun kan mærke dig, mærke at hun ikke er alene og sove videre tæt ved, men stadig også lidt på afstand.
Jeg synes, at du om aftenen skal lægge dig og amme hende i dobbeltsengen, så hun forbinder det at skulle sove med noget trygt og dejligt. Lad hende falde i søvn i din seng og lad hende ligge der. Det du skal øve lige nu, er det du allerede forsøger - amme hende og så forsøge at fjerne brystet lige før hun sover helt. Det vil sige, at du skal prøve at nå dertil, hvor ...
... hun bliver ammet, slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover - og lad hende så lille og sørg for at hun ikke kan trille ned af sengen.
Sen aften, når du selv går i seng, så ammer du hende igen, meget gerne fra begge bryster, så hun der bliver fyldt ekstra godt op. Og herefter putter du hende så over i hendes egen seng, som er koblet til din seng. Læg dine hænder på hende, lad hende mærke, at du er der, kærtegn osv. og se om du kan få hende videre i søvnen netop med din nærhed og sengene koblet sammen.
Og når og hvis hun så vågner om natten, så forsøger du i første omgang om du kan få hende videre i søvnen ved at bruge samme kærtegn og hvis kun brystet dur, så tager du hende over til dig, ammer hende, men forsøger så at afkorte amningen mere og mere, så hun lærer at undvære mælken.
I skal ikke overveje flytning til eget værelse osv. endnu. Det kan vente til hun bliver omkring 15-16 måneder gammel - ro på :) Først skal hun lære at sove uden brystet, så med lidt mere afstand til mor og først derefter på eget værelse. Små skridt af gangen, så hun hele tiden er fuldstændig tryg.
Jeg vil anbefale jer at I giver hende en godnatgrød som aftenen, som en fast del af hendes putteritual. En aftenrutine kan se således ud:
Aften 18: Familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød ved middagsbordet, får børstet tænder efterfølgende.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og arbejder herefter på at hun lærer at sove videre uden mælk
I skal ikke være kede af at hun ofte kun spiser ½-¾ dl mos - det vigtigste er ikke mængden, men at hun spiser og forbinder det at spise med noget dejligt og rart. Prøv i stedet at fokusere på små hyppige måltider og giv hende så stor variation som muligt. Hun bør f.eks. have tilbudt alle slags grøntsager nu. Danske undersøgelser viser, at hvis børn har smagt alle grøntsager før de er 1 år, så er de bedre til at spise grøntsager i 2-3 års alderen… Så lige nu variation af fødevarer og lysten til at smage, spise og putte i munden, mere end mængden af mad.
Sørg for at hun stadig får forskellige typer af fedtstoffer i maden. Brug almindelig modermælkserstatning i maden, så hun får lidt ekstra energi den vej igennem. Giv hende kød og fisk, gerne af de lidt federe typer. Brug f.eks. avokado osv. så hun får naturligt fedt den vej igennem:)
I bør spise sammen - I kan enten starte med at "spise hende af" og så kan hun få lidt at gumle på imens I selv spiser, så hun stadig sidder med ved bordet. Eller I kan starte med lidt i hånden, selv gå igang med at spise og se om hun spejler sig i jer og derfor så bliver parat til at ville spise lidt.. I skal gøre det, som umiddelbart vil fungere bedst:)
Når I er hjemme i weekenden, og hun skal have lidt mellemmåltider, så prøv også at lade hende sidde lidt alene ved bordet, lad hende selv spise med hænderne og fingrene, gaffel osv. og styre sit indtag - imens I er der, lægger tøj sammen, tømmer opvasker osv. Så hun ikke er alene, men så hun får madro, der er ikke fokus på hvad hun spiser og hvordan, men hun styrer det lidt selv… så I prøver at veksle lidt mellem at hun selv spiser og at I hjælper hende:)
Jeg håber, I kan bruge disse tanker og råd lidt videre, fortsat held og lykke:)
Rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas på din babys sarte hud
Sådan undgår du unødig kemi på puslepladsen
Som forælder vil man altid gøre det bedste for sit barn – også når det kommer til pleje af den særligt sarte babyhud. Men det kan være forvirrende og svært at finde rundt i, hvad der er sundt for huden og sikkert at bruge. Ved at vælge produkter, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
29. august 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Morgenmad til 11 måneder gammel baby
Hej Min søn på snart 11 måneder har lige siden han begyndte at få mad, fået...
5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...
22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.
Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...
Viden om børn:
Overtøj til børn
Vindtæt og vandtæt overtøj, som flyverdragt, jakke og overtræksbukser er ideelt, når børn skal lege ude og det er køligt.
Luffer eller vanter sættes fast i ærmet med trykknap eller specielle spænder, som man køber netop til formålet. Snore, halstørklæder og bælter er for farligt. De kan medføre at barnet hænger fast, når det klatrer rundt og bevæger sig i leg, og det kan i værste tilfælde medføre, at barnet hænger fast og bliver kvalt. I stedet for halstørklæde kan man købe en...
Barselshvile
Førhen i tiden var kvinder som lige havde født indlagt på sygehuset i flere dagen inden de kom hjem. I dag kommer man hjem så snart man har lyst og føler sig parat til det og det sker også at man kommer hjem før man som mor egentlig føler sig helt parat ... Det er mere og mere almindeligt at gå hjem allerede få timer efter fødslen.
Når man går tidligt hjem, så vil det være rigtig godt at den nybagte far har mulighed for at tage nogle dage fri, så den lille nye familie kan lære...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.