Svar: Trodsalder? Eller er jeg bare for blød

---

Kære trætte mor

Tak for dit brev - jeg vil gerne forklare lidt om, hvad der sker :)

Der er ingen tvivl om, at der lige nu sker en rigtig stor udvikling med jeres datter og at der derfor opstår konflikter i hverdagen, - det du oplever som trods. Hun er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed og forsøger at finde ud af, hvordan du reagerer på det hun gør og det hun siger.

Man kan ikke udvikle sin selvstændighed, sin egen vilje, sin egen personlighed, hvis man altid følger det mor siger - for at udvikle sig selv, så er hun nødt til at ville noget andet end dig. Og derfor siger hun nej, derfor virker det som om, at hun nogle gange modarbejder det du gør, og det du siger. Men det er en helt naturlig ting og en vigtig del i hendes udvikling. Du skal prøve at se det som et sundhedstegn:)

Hun er stadig så lille, at hun har svært ved at overskue situationer, ikke rigtig kan forholde sig til tid og til tingenes rækkefølge - hun reagerer meget impulsivt og meget lystbetonet. Så når du f.eks. beder hende hjælpe med at rydde op, fordi I skal ud af døren, så kan hun ikke forstå nødvendigheden i dette. I stedet oplever hun muligheden for at lege, løbe væk fra dig og få dig til at løbe efter hende. Når I er oppe at handle, så mærker hun at din opmærksomhed er på varerne, på ting i butikken, du kikker på din indkøbsseddel, svarer måske lidt fjernt - og så begynder hun at hoppe, være modsat, for at du skal se hende, fordi hun har lyst til at du kikker på hende og taler med hende - og hun forstår ikke vigtigheden i at få handlet og kan ikke forstå, at jo hurtigere I får handlet, jo før kan I komme hjem og hygge…

Hvordan du skal reagere afhænger meget af situationen, men når hun f.eks. løber fra dig hjemme og ikke vil være med til at rydde op, så kan du prøve at gå lidt med på legen. Du kan f.eks. sige "din lille bølle, vil du ikke rydde op?!" og så fange hende, holde hende kærligt fast og kilde hende "her i huset kiiiiilder vi små bøllespirer" eller lignende, så hun får din kontakt og nærhed. Og bagefter vil hun sandsynligvis have lidt lettere ved at følge dig, hjælpe dig med at komme tingene op i store kasser osv. sammen med dig, hvor du så guide og viser hende hvordan.

Når I er oppe at handle, så kan det være en rigtig god idé, at du inddrager hende. Hun kan sidde i sædet forrest i vognen, så har du bedre styr på hende, eller måske kan I finde en børnevogn, som hun kan få lov til at køre med. Hun kan hjælpe dig med at fylde varer ned i vognen. Du kan fortælle hende om de forskellige ting og hjælpe hende med at finde varer "hvor er der agurk? Kan du se agurken?". Du kan inddrage hende ved at lade hende være med til at tælle æblerne der skal i posen "1, 2, 3, 4, …" osv. så hun føler sig set og inddraget i det der sker. Og du skal huske en gang imellem at bukke dig, kysse hende, kærtegne hende osv. Især hvis I handler efter en lang dag, hvor I har været adskilt, fordi hun har været i dagpleje…

Når verden bryder sammen, fordi hun er sulten og I skal spise om 30 minutter, så er det vigtigt at lytte til, at hun faktisk er sulten - og tilbyde et alternativ. Det kan være et stykke brød, lidt grønt eller lignende, måske kan hun få noget af den mad, som du netop er igang med at tilberede. Du siger måske nej til mælkesnitte, men tilbyder noget som er bedre for hende og lytter således til, at hun er sulten og har behov for at få noget at spise:)

Med hensyn til middagslur, så er hun måske ved at nå dertil, hvor den nogle dage kan springes over - men hvis du oplever, at hun rent faktisk kan falde i søvn hvis ...

---

---

... du bliver hos hende, så er det en god idé at prioritere dette. Du kan sætte dig og læse en historie højt for hende. Du kan også nogle gange lade hende ligge og hvile sig i nærheden af dig. Du behøver ikke sove, men kan lave noget praktisk imens, så du er der, er tilgængelig, hun kan se dig, tale lidt med dig, fornemme at du ikke går fra hende men samtidig fornemme, at du har noget kedeligt at lave, når hun skal sove.

Med hensyn til de anfald, som du oplever at din datter får derhjemme, så får hun det der kaldes fortvivlelsesanfald. Disse anfald finder sted, fordi de vigtige forbindelser mellem hendes storhjerne og mellemhjerne endnu ikke er udviklet, og det betyder at hun ikke kan håndtere de store følelser, der naturligt opstår, når hun mærker at ting er svære, når hun mærker at verden går hende imod. Hun kan blive dybt ulykkelig, hendes krop er i ubalance, hun smider sig ned i gulvet, slår sig i hovedet elle banker sit hoved ned i gulvet eller lignende - præcist som du beskriver. Alt sammen fordi hendes hjerne stadig er meget umoden.

Sådan lidt firkantet sagt, så kan man sige, at hjernen består af 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

---

---

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres datters verden bryder sammen - og det gør den nogle gange over ting, som i din verden er bagateller - det kan være skoene som driller, eller maden der falder af skeen, eller at du giver hende æble i stedet for banan, eller siger at I skal køre og hun er igang med at lege, du slukker for fjernsynet, eller hvad det nu kan være - så vil hun reagere fysisk. Så sker der en aktivitet i hendes pattedyrhjerne. Man kan sige at hun næsten reagerer dyrisk (hvæser, smider sig, sparker mv).

Pattedyrhjernen eller mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så skal du reagere på en måde, der aktiverer hendes rationelle hjerne. Og det gør du, når du viser hende det, som du gerne vil lære hende. Det vil sige, når du viser hende at du kan bevare roen, når du viser hende at du godt kan rumme, at hun er gal, ked af det, frustreret, vred osv. Og når du sætter ord på det der sker, så hun føler sig forstået og mødt.

Man kan sige, at når hendes indre er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen og det virker som ild - hvis man puster til det f.eks. ved at sige "holdop med at være hysterisk" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket og spørger ind til hende, sætte ord på og viser forståelse "ssååå bliver du bare så ked af det, sååå", så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser som på sigt vil lære hende, at bevare roen i andre lignende situationer…

Når verden bryder sammen for din datter, når hun får anfald af fortvivlelse, så er det derfor rigtig godt, hvis du kan hjælpe hende med at bevare roen ved selv at være rolig. Og hvis du kan sætte ord på og derved vise hende forståelse:)

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---