Svar: Elsker ikke mit barn!

---

Hej med dig

Tak for dit åbne og ærlige brev. Det er rigtig dejligt, at du skriver, og det er rigtig dejligt, at du tør sige så ærligt, hvordan du egentlig har det, hvad du tænker:)

Jeg vil meget gerne dele lidt af mine tanker med dig. Det allervigtigste for børn er at mærke ubetinget kærlighed. Din datter må ikke tvivle på, at du elsker hende højere end noget andet. Hun må ikke føle, at hun er til besvær, eller at hun skal gøre noget særligt, for at du skal synes om hende - hun skal føle, at hun altid vil have en plads i dit hjerte, simpelthen fordi hun er den, hun er. Det er naturligvis rigtig hårdt at læse, når du fortæller mig, at du faktisk ikke elsker din datter, men ikke desto mindre, så er det netop dette, som er udfordringen hos jer - og holder af hende, det gør du jo. For du savner hende jo rigtig meget, når I ikke er sammen, og du har også overvejet, om hun ville have det bedre, hvis hun boede fast hos jer, så hun har en plads i dit hjerte - dejligt, godt og vigtigt. MEN hun skal kunne mærke det.

Det er meget vært for din datter at komme hjem til jer. Det er, som du skriver, rigtig svært at skulle skifte hjem hver 7 dag. Prøv at forestile dig, hvordan du ville have det, hvis det var dig… Og hjemme hos jer, er der jo ikke kun dig og hende. Der er hele jeres familie. Der er din mand, en lillebror og nu en lille ny på vej. Og hun bliver naturligt i tvivl om hendes plads. Og der skal ikke ret meget til, før hun bliver jaloux og ked af det og usikker på, hvilken rolle og hvilken betydning, hun har hos jer. Når hun ser dig sammen med lillebror, når hun hører dig tale om den lille ny, som I venter osv. så hører og ser hun din kærlighed til dem. Og hun får naturligt følelsen af "mor og lillebror har noget sammen, som jeg ikke er en del af" og det gør ondt. Og hos jer er det jo faktisk rigtigt - I har en hverdag sammen, et nært forhold, som hun kun er en del af hver anden uge.

Børn i 8 års alderen kan rigtig mange ting selv og vil meget gerne ting selv. De ser ofte op til de lidt ældre børn, spejler sig i de ældre og vil ofte gerne have samme tøj, sko, frisurer, hører samme musik osv. Men de har stadig brug for forældrenes sikkerhed. De har brug for at vide, at vi er der for dem og er der 100%, når de har brug for det - og du er der desværre ikke altid - der er i hvert fald en risiko for, at din datter kan føle det sådan. Og hun har også brug for en gang imellem at føle sig lille. At hun ikke skal være "den store og fornuftige", men skal være den, der hjælpes ekstra, støttes og guides - også med ting, som hun normalt godt ville kunne, så er det stadig dejligt at mærke, at man får hjælp:)

I skal naturligvis have nogle regler, sådan er det for os alle sammen og regler kan være rigtig gode, for regler giver sikkerhed og tryghed og retfærdighed. Og det er vigtigt, at du taler med din datter om, hvilke regler der gælder hos jer - og at der f.eks. kan være forskel på reglerne hos hendes far og reglerne hos jer. Og hun vil godt kunne agerer i disse forskellige hjem, med forskellige regler, men det er vigtigt, at du sætter regler med respekt og anerkendelse for hende og den person hun er. Hun skal vide, hvorfor reglerne er der, men samtidig føle, at du lytter til hende og til det, som hun gerne vil eller ikke vil.

Og måske er det ...

---

---

... netop dette som går galt hos jer. At I ikke rigtig får talt sammen, ikke får sat ord på og det ender så med konflikter. Og måske er du "bange for" at sætte regler og skabe rammer, når hun er hos jer, fordi du gerne vil, at I skal være venner, og hvis du siger nej, så er du bange for at hun bliver ked af det, og at I bliver uvenner. Og måske havner du så i den modsatte grøft, hvor du så får skældt for meget ud, bliver alt for streng og ender med at nedgøre hende - hvilket jo naturligt forstærker hendes følelse af, at der ikke rigtigt er plads til hende, hvorfor det hele så kun bliver værre…

Der må godt være visse ting, som hun selv skal gøre, når hun er hos jer. Ting hun naturligt skal hjælpe til med i hverdagen - det vil være okay. Tal med hende om, at I må hjælpe hinanden og hvad du gerne vil have, at hun hjælper til med. Sørg også for at I som familie netop hygger jer sammen og gør ting sammen - og prøv måske nogle gange at prioritere, at hun og du gør noget sammen, bare du og hende alene. Husk på at lillebror jo hver anden uge har dig for sig selv, og det har hun ikke. Men hun har naturligt også brug for dig - og du har nok også brug for hende:) I har brug for at gøre noget sammen, være der for hinanden "mig og dig skat"-tid.

Og så skal du huske på, at respekt kommer ikke af sig selv og det kommer ikke af, at du siger, at hun skal respektere dig - det kommer af, at du respekterer hende og viser hende, at hun er skøn, som hun er og har ret til at være, som hun er. Jo mere respekt og anerkendelse du kan vise hende, jo mere vil du selv få tilbage. Og når du fortæller, at du oplever hende som mere og mere flabet, at stemningen bliver anstrengt, og at hun trykker på alle de forkerte knapper, så er du altså nødt til at vende det indad og starte med dig selv - hvad er det du gør, som du må lave om, for at hun vil reagere mere hensigtsmæssigt.

---

---

I min bog "Helens bog om børn og opdragelse", finder du mange gode råd til, hvordan du kan kommunikere med din datter, så du bliver tydelig. Så du får sagt det du gerne vil sige, samtidig med at du gør det anerkendende og med respekt for hende. Så hun hører, hvad du siger og så I kan tale naturligt og pænt til hinanden:) Jeg talte forleden med en mor, som netop havde en datter på 8 år, og som sagde, at hun havde fået rigtig meget ud af at læse bogen, og at det havde hjulpet på deres kommunikation, så selvom bogen er skrevet til forældre med lidt yngre børn, kan man stadig godt få noget ud af den i forhold til din datter:)

Det er svært at svare på, hvorfor du har svært ved at elske hende - rigtig mange ting kan spille ind. Måske ligner hun sin far rigtig meget og da forholdet til ham, har været meget kompliceret og har givet jer problemer, så er det måske dette du ser, når du ser hende… Det kan også være, at hun på mange punkter ligner dig, og det kan faktisk nogle gange gøre det sværere at nå til enighed, måske er I lige stædige eller trykker på de samme knapper hos hinanden… Det er vigtigt at huske på, at hun jo er sin egen og derfor noget ganske særligt. Ingen er som hende og ingen kan nogensinde tage hendes plads eller erstatte hende:)

Håber du kan bruge disse tanker lidt videre:)

Rigtig meget held og lykke fortsat og rigtig god jul - og glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---