Brev:
Elsker ikke mit barn!
Kære Helen.
Overskriften lyder måske lidt voldsom, men jeg har svært ved at finde ud af hvad der sker indeni mig.
Jeg er mor til to skønne børn, den store, en pige på 8, og en dreng på 3. De har hver deres far, men jeg er sammenlevende med drengens far, som jeg også venter nummer 3 sammen med.
Vores hverdag er meget præget af konflikter, os og min datter imellem. Hun er hos os hver 2 uge. Når hun kommer hjem fra samvær med sin far, er hun først glad for at se mig, men stemningen bliver dog hurtig anstrengt, da hendes attitude bliver mere og mere flabet.
Hun svarer igen, og det føles næsten som om hun prøver at trykke på mine knapper, selvom jeg godt ved hun ikke er beregnende på den måde.
Jeg prøver som voksen at gribe det an på en pædagogisk måde, og forsøge at undgå at skælde ud, men at få hende i tale, men som regel uden held.
Det kan ende med at jeg "flipper ud" og siger nogle knapt så pædagogiske ting til hende, fordi jeg bare ikke kan mere, eller bare ikke ved hvad jeg skal stille op for at få hende til at forstå, og så bliver hun selvfølgelig såret.
Jeg synes hele denne situation er så svær, og jeg kan se at min datter også har det svært, hvilket ...
... skolen også har bemærket.
Samarbejdet med min datters far er først indenfor de sneste år blevet tåleligt, men ikke godt. Når jeg kontakter ham med at vores datter har det svært, synes han bare at alt går super fint, og at de da aldrig har problemer med hende, og det da må være os der er prblemet.
Jeg har tænkt tanken at det ikke fungerer for vores barn med en 7/7 deleordning, for jeg tror ikke at hun kan finde sin plads. Min fornuft siger mig at hun skal være mere her, så vi kan få hende og jeg på rette køl sammen.
Jeg føler at jeg har mistet gnisten for hende. Når hun har været ved far i 7 dage, savner jeg hende, og glæder mig til at hun kommer hjem. Måske der også ligger noget dårligt samvittighed i den følelse.
Når det bliver mandagen hvor hun skal til sin far, er jeg super lettet, og glæder mig egentlig bare til at være sammen med min søn, uden konflikter og bekymringer, trods bekymringen ulmer.
Jeg ved simpelthen ikke hvilket ben jeg skal stå på, og jeg er konstant ked at at have det sådan, og jeg skammer mig over det.
Mit højeste ønske var at min datter og jeg kunne finde hinanden igen, og få vores gnist tilbage. Hvordan skal jeg gribe det an?
Hilsen
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
10. december 2025 | Opdragelse | 7 år, 4 mdr.
Kære Helen Vi er en familie på fire med mor, far og to skønne børn på 7 og...
13. maj 2025 | Sovevaner | 7 år
Kære Helen Vi har to dejlige drenge, der netop er fyldt 7 år og 9 år. Jeg...
Viden om børn:
Fiskeolie og børn
Fiskeolie eller det der også hedder Omega-3 fedtsyrer er sunde fedtsyrer, som især findes i fede fisk. De er livsnødvendige for os mennesker, både for børn der skal vokse og udvikle sig og for ældre der skal "vedligeholdes". Derfor skal der være omega-3 fedtsyrer tilstede i vores kost.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du selv spiser og også giver dit barn fisk 2 gange om ugen som hovedmåltid. Derudover næsten hver dag som pålæg til frokost.
Det er vigtigt at variere...
Fontanellen
Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.
Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Allerførst: Endnu en gang bøjer vi os i støvet for dig og din fantastiske rådgivning! Du skrev, at vi nok hellere måtte se at få den der natflaske sendt på pension - trods vores ængstelse ved at røre ved barnets vaner. Det tog.... 3 minutter, og hvis vores dreng kunne tale, ville han sige: "Tusind tak, Helen, fordi du fik far og mor til at smide den der elendige flaske ud, for det er meget hyggeligere at sidde på skødet og fedte med en banan og få en nat-historie". Bagefter lægger han sig ned og sover fuldstændigt som vanligt. Det er jo top!!!
Mor til Jens på 13 måneder