Svar: Søvn - at holde i hånd
Kære Susanne
Tak for dit brev og velkommen til :) Dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig - og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig:)
Der er mange ting, som spiller ind hos jer. Det er f.eks. en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at jeres datter får både mad og væske nok hele dagen igennem. Du fortæller at du giver skemad 3-4 gange dagligt og det er rigtig vigtigt, at I nu får skabt en helt fast rytme hele dagen igennem, hvor hun tilbydes mange små måltider, vand af kop og også stadig ammes. Det vil være relevant med fire amninger i døgnet med den alder hun har og jeg vil anbefale at disse fire amninger ligger tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften.
Det vil være rigtig godt, hvis I kan arbejde på at hun kommer op til samme tid hver dag. Jo mere fast stå op tidspunkt I har, jo mere rytme vil der komme resten af dagen. Hun skal derfor op, have morgengrød og starte dagen til samme tid og på samme måde hver dag, ligesom hun skal spise resten af sine måltider, være aktiv, sove sine lure osv. til samme tid hver dag.
Det vil være rigtig godt, hvis I kan forsøge at skabe en rytme hvor hun altid tilbydes skemad, når hun vågner, samt vand af kop og før hun så skal sove middagslur, skal hun også ammes, ligesom hun skal ammes før hun puttes til natten. Formiddag og eftermiddag skal hun ikke længere tilbydes bryst og eftermiddagsluren skal I, som du også fornemmer, forsøge at undvære. For at nå frem til dette vil det være rigtig godt, hvis du kan prøve at skabe en rytme, hvor hun ikke sover alt for tidligt hele dagen igennem, for så bliver eftermiddagen naturligt for lang for hende.
Det kan evt. hjælpe jer, at give hende et bad mellem formiddagslur og middagslur. Badet stimulerer hende både motorisk og mentalt og efter badet kan hun så få frokost, blive ammet og sove en god og forhåbenligt længere middagslur - som så gør, at hun kan være vågen og aktiv til hun så puttes om aftenen kl ca 19.30-20
Ud fra dette ser min dagsplan således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frisk frugt i hånden, frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Puttes til formiddagslur og må her gerne hjælpes til at sove blot 45 minutter f.eks. ved at du triller hende en tur. Sover hun mere er det naturligvis okay og kan hun sov ca 5 kvarter som tidligere, er det rigtig fint:)
Kommer i bad, aktiveres rigtig godt motorisk og mentalt.
Frokost 12: Ristede rugbrødsbjælker i hånden, og du følger efter med grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være hjemmelavet eller mos fra glas eller frost. Vand af kop.
Ammes rigtig godt og puttes til middagslur ca kl 13-13.30 - tidspunktet vil naturligvis variere efter hvor lang en formiddagslur hun har taget. Du kan her lægge dig med hende og amme hende i din seng, hvis det holder hende sovende eller du kan trille hende en tur i barnevognen:)
Eftermiddag 16: Tilbydes frisk frugt i hånden og du følger efter med flerkornsgrød med lidt frugtmos som topping, vand af kop.
Aften 18: Udgangspunktet bliver mere og mere familiemad - kød, fisk, kartofler, ris, grøntsager. Netop nu er risretter med sovs f.eks. boller i karrry ...
... eller rødspætte med ris og mild karrysovs en rigtig god ret :) Vand af kop.
Ammes rigtig godt og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23: Ammes rigtig godt og puttes i egen seng og sover så uden mælk til næste morgen tidlig, hvor hun ammes igen. At sove igennem i denne alder er at sove 5.5-6 timer uden mælk…
Med hensyn til at holde i hånden, så lyder det som om at det begynder at blive en bevidst søgning og at du derfor kan få skabt en afhængighed af dig, som naturligvis på sigt kan være uhensigtsmæssig. Det behøver det ikke at være - hvis du er indstillet på at sidde hos din datter, holde hende i hånden og hun så sover i løbet af ca 15 minutter netop fordi du er der og giver hende denne trygge kontakt, så er det helt fint, så må du meget gerne gøre dette. Men hvis du kan mærke på dig selv, at du er træt af det og egentlig ikke rigtig har lyst til at holde hende i hånden, så kan det være en god idé, at du lærer hende at sove uden dette.
I første omgang om dagen og om formiddagen ved at du sætter hende i barnevognen og triller hende en tur og først putter hende, når hun tydeligt viser sig parat til at sove og på en måde vænner hende til at falde i søvn uden både bryst og hånd - og ved middagsluren ved at du f.eks. lægger dig og ammer hende og her holder hende i hånden, men stille og roligt også forsøger at få hende til at slippe og falde til ro ved at du ligger ved siden af hende, hun kan mærke dig osv. Og hvor hånden er der, beroliger og betrygger, men uden at I leger.
Det handler om søvnassociationer, og hun har naturligt brug for noget trygt og genkendeligt når hun skal sove - og det kan godt være din hånd, ligesom også dine kærtegn, måden du putter hende på, beroligende ord du siger osv. alt sammen spille ind. Jeres rutiner omkring skiftning, at hun puttes i en sovedragt, sovepose eller lignende, får en sut, måske en sutteklud osv. Det giver også genkendelighed og dermed tryghed på sigt. Når hun oplever disse ting, så ved hun at det er tid til at sove, og det vil hjælpe hende til at overgive sig til søvnen.
De fleste børn vil når de er mellem 12-18 måneder gamle begynde at kunne bruge en puttebamse bevidst, ligesom de i den alder vil have glæde af en godnathistorie. Og i den forbindelse kan hun godt lære at bruge noget andet end din hånd - hun kan i den alder godt vænnes til et nyt ritual, som vil gøre hende tryg ved at falde i søvn. Så det er ikke sådan, at hun ikke kan lære at sove uden at holde dig i hånden, men du skal naturligvis overveje, hvad der virker bedst for jer nu, og hvad du gerne vil fremover. Og som udgangspunkt skal du gøre det, som du føler virker rigtigt. Du skal ikke gøre noget som føles forkert, for så er det forkert.
Det er rigtig vigtigt, at jeres datter er tryg ved at sove og forbinder det med noget rart. Jo mere tryg hun er ved at falde i søvn, jo bedre søvnvaner vil der være at bygge videre på fremover og det er derfor vigtigt ikke at gøre putningen til en kamp. Samtidig med, at du som sagt skal være bevidst om, at de rutiner du skaber for jeres datter nu, naturligt vil følge hende fremover - og derfor skal du overveje, hvilke rutiner du har og hvad du prioriterer:)
Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre:)
Fortsat held og lykke - og rigtig god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Din guide til sund babyhud fra top til tå
Brug Olívy som naturlig hudpleje til babyer og småbørn
Vidste du, at Olívy baby care – diaper change kan bruges til meget mere end bleskift? Det er udviklet til den særligt sarte hud i bleområdet, og de unikke egenskaber fra ekstra jomfruolivenolie og kalk gør Olívy velegnet til blid pleje ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
1. oktober 2026 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse og for din tidligere hjælp. Nu har jeg...
17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...
13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...
Viden om børn:
Gravid vitaminer
Når du er gravid, er det ekstra vigtigt at spise sund og varieret - det, du spiser og drikker under graviditeten, har betydning for dit barns udvikling i livmoderen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tager et tilskud af folsyre, D-vitamin og jern. Desuden anbefales gravide at få tilstrækkeligt med kalk, enten gennem kosten eller som tilskud.
Folsyre: 400 mikrogram folsyre daglig fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne. Dette tages i form af...
Rosiner
Børn under 3 år må gerne spise rosiner, men ikke i ubegrænsede mængder. Det anbefales at børn under 3 år max spiser 50 gram rosiner om ugen.
Rosiner indeholder en svampegift, som hedder Ochratoksin A. Dette tåler barnet kun i meget små mængder. Det er det totale indtag over en længere periode der betyder noget. Derfor sker der ikke noget ved, hvis barnet spiser mange rosiner en dag og i dagene derefter ikke spiser rosiner.
Svampegiften findes også i økologiske...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for alle dine gode brugbare svar. Min lille dreng stortrives og jeg nyder ham så uendelig meget.
Jeg må sige dig at du giver gode konkrete råd og i din vejledning kan man mærke din store interesse og enorme faglige ekspertise. Du er en fantastisk sundhedsplejerske og jeg er så glad for at have fundet dig.
Mange hilsner
Pernille, mor til dreng på 6 måneder











