Svar: Farsyg og lillebror kommer

---

Kære du

Stort tillykke med at I venter jer en lillebror og tusind tak for din søde ord til mig! Det er virkelig dejligt, at du har fået lyst til at skrive til mig, og at du oplever, at jeg nærmest er en del af jeres familie - det varmer, tak!:)

Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig. Og ja - der er nok ingen tvivl om, at din graviditet spiller ind. Selvom jeres dreng kun er knap 2 år gammel, så fornemmer han godt, at der er ændringer på vej. Du begynder måske at kræve lidt mere selvstændighed af ham, måske ubevist, men du føler måske at der er visse ting han nu skal prøve selv, fordi det er praktisk, hvis han selv kan, når der nu kommer en lille en mere. Du løfter ham heller ikke op, som du gjorde før, han skal gå selv eller holde dig i hånden - og det er ikke altid han vil eller kan det og han forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt. Det er også anderledes at sidde på dit skød. Han mærker at pladsen er mere trang, fordi maven vokser og I taler måske om, at der er en baby i maven - men han forstår det ikke og kan ikke forholde sig til det, men forandringer mærker han og dem reagerer han på.

Og et eller andet sted kan man sige, at det jo er et sundhedstegn, at han nu vender sig mere mod sin far og mod sin barneplejerske. For du vil naturligt, når den lille ny kommer, være mere optaget af netop den lille ny baby og skal bruge rigtig meget tid sammen med lillebror - og her vil det være vigtigt, at storebror kan bruge sine øvrige omsorgspersoner. Dermed ikke sagt, at du ikke også skal tage dig af storebror, for det skal du I allerhøjste grad, men meget af din tid vil gå med at amme, pusle, pludre osv. med den lille og dermed tid der vil gå fra den ældste…

Derudover så er det sådan, at børn har forskellige tilknytningspersoner eller omsorgspersoner. De primære og de sekundære. De primære er ofte mor og far. Det er de personer der er mest omkring barnet og som barnet derfor trygt kan stole på altid vil være der og som vil hjælpe, når barnet har behov for det. De sekundære er så de personer, som træder ind og hjælper, når de primære ikke er til stede og det er f.eks. ofte en au-pair, en barnepige, en pædagog i vuggestuen, en dagplejer osv. Ligesom bedsteforældre ofte også er sekundære omsorgspersoner.

Nogle gange så kan det er normalt betragtes som en sekundære omsorgperson dog godt gå hen og blive en primær omsorgsperson, simpelthen fordi barnet og den voksne bruger så meget tid sammen, at personen træder ind på linje med mor og far. Og måske er det tilfældet hos jer.

I hvert fald lyder det som om at jeres barneplejerske er hos jer dagligt og tager sig af jeres dreng en stor del af dagen. Og det er helt naturligt, at de to derfor får et tæt forhold, og at han derfor i mange situationer vil søge hende. Når det er sagt, så betyder det dog ikke, at han ikke er helt klar over, at du er hans mor. Nogle gange reagerer han måske som han gør, fordi det ...

---

---

... er svært for ham, at finde ud af, hvordan han skal agere, når du kommer hjem fra arbejde. Det kan være rigtig svært for børn i jeres drengs alder at skifte situation. Og det kan så hos jer måske blive ekstra forstærket af, at du jo er gravid og netop kræver lidt mere selvstændighed af ham og ikke løfter ham, bærer ham osv. som du måske har gjort før…

Det er rigtig vigtigt, at du viser din dreng, at du rigtig gerne vil ham, og at du prioriterer at lave noget sammen med ham, bare ham og dig. I skal have jeres egen tid, noget I gør sammen, bare jer to. Så han føler at du prioriterer ham og så du også mærker, at han rent faktisk bruger dig og er glad for dig:)

Det er også vigtigt, at du ikke bliver såret og trækker dig, når han afviser dig, for han vil naturligt gerne undersøge den reaktion. Det er vigtigt for ham, at finde ud af, hvad det han gør, gør ved andre og derfor vil han godt kunne afvise dig igen og igen, for at se hvilken reaktion han får. Jeres dreng har ikke nogen bagtanker med og ved ikke, at det gør ondt i dig, når han siger "far skal!" - han forstår ikke at han sårer dig og gør det ikke med vilje, men han mærker din reaktion og den er et eller andet sted også interessant at udforske ...

Måske afviser du også ham en gang imellem, både bevidst fordi du er igang med noget andet og har svært ved at afbryde det, fordi du er gravid og ikke kan f.eks. løfte ham op, og måske også ubevidst, fordi du selv nogle gange føler dig afvist…

---

---

Nogle gange må du acceptere at han lige der vælger sin far, men andre gange er det helt fint at holde fast i at nu er det dig og sådan er det. Det er fint at far tager over, der hvor det får tingene til at flyde lidt lettere og det giver mere ro i familien. Men det er vigtigt, at far også støtter op om, at nu er det mor der f.eks. læser godnathistorie, far skal nok komme og sige godnat også, men lige nu er det mor der læser. Så jeres dreng også mærker at far bakker op om at du sagtens kan og at I som forældre står sammen.

Du kan f.eks. vise ham forståelse og stadig holde fast ved at sige "nu læser jeg for dig, far kommer og siger godnat om lidt" og far kan bakke op ved at sige "mor hjælper dig, jeg kommer ind til dig om lidt" eller lignende.

Og så kan det være en god idé at bruge humor. Når han afviser dig, så prøv ikke at trække dig fordi du bliver ked af det, skuffet, men vend det om og brug det modsat "nå din lille frækkert, vil du ha din far, ved du hvad vi gør ved frække børn her i huset, vi kilder dem!" eller lignende og så fanger du ham og kilder ham så han virkelig mærker nærheden med dig, får det intense øjeblik og en kontakt han virkelig elsker. Netop i modsætning til at mærke at du bliver ked af det, når han afviser dig. På den måde får du afvisningen skubbet væk og får nærheden og den fysiske kontakt i centrum:)

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, og glæder mig til at følge jeres lille familie:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---