Brev:
Om at være der 110% for sit barn
Kære Helen
Det bliver nok et rodet brev, det her, så er du advaret, jeg har svært ved at samle tankerne.
Ok, så. Jeg går jo stadig hjemme med vores dreng. Vi har søgt efter vuggestue plads, som tidligere skrevet, men desværre er der 20+ måneders ventetid på den vuggestue. Og de andre to vi er blevet tilbudt er vi ikke trygge ved.
Vi har så kigget dagplejer, og fundet privat, der havde plads, men hun har desværre ingen børn og har brug for 2 andre børn til at starte op igen. Jeg hjælper hende med ophæng osv. i nærområdet, for at se, om det kan give noget.
Så har vi søgt kommunal dagplejeplads, men der er først en ledig plads en gang i det nye år, da en af deres dagplejere er sygemeldt og hendes børn er i de andre dagplejere.
Det er så ærgerligt :( Jeg er ked af det på min drengs vegne, at hans start i livet (Du ved hvad det har indebæret og kommer til at indebære om et halvt år igen) gør, at han ikke kan være sammen med andre børn. Der er ikke noget i nærområdet til hans alder, jeg har virkelig undersøgt meget (vi har ingen bil).
Så langt, så "godt". Jeg har tit følt mig "forkert", når jeg en sjælden gang hører om andre hjemmegående mødre. De nyder det SÅ meget. Det gør jeg naturligvis også, at se min drengs udvikling og altid være der for ham. Men jeg er så udkørt. Min man kan ikke hjælpe meget desværre. Vi har søgt efter reserve bedsteforældre i mange måneder uden held. Barnepige har vi svært ved, sådan at stole på at åbne vores hjem for og lade en fremmed passe det vigtigste i vores liv.
Jeg har endelig fundet frem til, at der hvor jeg virkelig kæmper er, at jeg har svært ved ikke at være mor 110 %, hele tiden.
Dvs. jeg har svært ved ikke at give min dreng min fulde opmærksomhed altid. Så alting sejler herhjemme, vasketøj, opvask, rengøring osv. Og nu bliver jeg sådan i tvivl, hvordan jeg kommer overens med, at han må "klare sig selv" til tider.
Jeg kan desværre ikke lave praktiske gøremål, når han sover, fordi vores hjem er lille, og han vågner af det. Så jeg er nødt til at gøre det, når han er vågen. Jeg forsøger ...
... at inkludere ham så godt jeg kan, ved at lade ham "hjælpe" med vasketøj, tænde vaskemaskinen, tale om hvad der sker, osv. Men nogle gange er jeg jo nødt til at stå og lave mad osv. Jeg sætter ham i højstol ved siden af, giver ham måske nogle køkkenting osv., men til tider opstår der jo stunder, hvor jeg er nødt til at have fokus et andet sted.
Det var jo hele tiden min plan, at han skulle i vuggestue i 3-4 timer om dagen, hvor jeg kunne lave alt det praktiske, således at når jeg hentede ham, så kunne vi være sammen, uden jeg skulle andet.
For at gøre det konkret, så kan jeg stå i køkkenet over gryden, og han er i stuen få meter væk, og når jeg kan høre på hans lyde, at nu peger han for eksempel i bogen, og venter på jeg fortæller ham, hvad det er, så iler jeg til ham med det samme for at "være med" og se ham. Eller hvis jeg kan høre, at han vil vise mig noget andet, så har jeg svært ved eksempelvis at sige "Ja, det kan jeg godt se, hvor er din fin" for så at gå tilbage til køkkenet, for det virker ikke som om, jeg så er der 110% og ser ham.
Og det slider på mig, at jeg sjældent har et øjeblik for mig selv uden at blive forstyrret (Han er et meget lille søvnbehov, og jeg er selv udkørt, så sover ofte når han gør)
Men hans behov kommer først, så derfor denne (rodede!) henvendelse, kære Helen;
Hvordan finder man en balance?
Jeg ved, at man ikke kan forkæle dem med opmærksomhed, men han skal vel også lære at lege selv? Og det gavner ham måske ikke, at jeg er der hele hele tiden? Eller? Og hvordan ser det lige ud rent udviklingsmæssigt? (Ja, jeg beklager, jeg har ellers alle dine bøger, og kunne nok læse en masse om det dér, men jeg har ingen kræfter til at sætte mig ned med dem for tiden)
Allerhelst ville jeg jo bare sidde på gulvet, være på legeplads, ude, inde, sammen med ham, uden at have fokus noget andet sted. Og dele hans begejstring over ting. Jeg kan jo se, at han virkelig nyder at have opmærksomhed og at han altid bliver "set", forsøgt forstået, og fulgt.
Kan du hitte hoved og hale i dette, på forhånd mange tak, igen.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...
12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.
13 måneder og konstant dårlig søvn
Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...
6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.
Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...
30. december 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Uro ved aftenputning - 13 mdr.
Kære Helen Jeg har en datter på snart 13 måneder. Hun har næsten lige...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
Viden om børn:
Medicin til børn
Et lille barn må aldrig få medicin, uden at lægen har ordineret det. Børn skal have helt andre mængder end voksne og reagerer anderledes på visse produkter.
Har dit barn fået ordineret medicin, så er det vigtigt at følge lægens instruks. Er der f.eks. ordineret penicillin i 6 dage, så er det vigtigt, at du giver medicinen i 6 dage og ikke stopper efter 3 dage, fordi du synes, at barnet virker frisk og rask. Hvis du stopper for hurtigt, risikerer du, at sygdommen vender...
Omsorgsdage
Omsorgsdage er dage, hvor du med fuld løn kan holde fri sammen med dit barn.
Er du offentligt ansat, og er du blevet forælder efter den 1. oktober 2005, har du ret til 2 årlige omsorgsdage per barn. Retten gælder fra og med fødselsåret og til og med det år, hvor barnet fylder 7 år.
Hvis du er ansat i en privat virksomhed, vil det fremgå af din overenskomst, kontrakt eller lignende, om du har ret til omsorgsdage.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Allerførst: Endnu en gang bøjer vi os i støvet for dig og din fantastiske rådgivning! Du skrev, at vi nok hellere måtte se at få den der natflaske sendt på pension - trods vores ængstelse ved at røre ved barnets vaner. Det tog.... 3 minutter, og hvis vores dreng kunne tale, ville han sige: "Tusind tak, Helen, fordi du fik far og mor til at smide den der elendige flaske ud, for det er meget hyggeligere at sidde på skødet og fedte med en banan og få en nat-historie". Bagefter lægger han sig ned og sover fuldstændigt som vanligt. Det er jo top!!!
Mor til Jens på 13 måneder