Svar: Drømmebryllup i Italien med baby?

---

Kære mor til verdens dejligste datter :)

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar:)

Det lyder så skønt og romantisk med et bryllup i Italien, og jeg kan godt forstå, at I har lyst til at være med og deltage i dette - det er naturligvis ikke hver dag, at man får denne mulighed.

Det passer dog meget dårligt sammen med at have så lille en pige, som I har, og det er derfor en svær beslutning og i sidste ende, er det jo nok jer forældre, som bedst kan vurdere, hvad der vil være bedst for jer og ikke mindst for hende…

Helt grundlæggende, så kan man sige, at så lille et barn ikke har brug for at komme til bryllup i Italien eller brug for, at mor og far rejser fra hende (hvilket du jo heller ikke vil). Det er ikke hendes behov, det er et voksent behov. Dermed ikke sagt, at man ikke nogle gange kan være nødt til at vælge sit eget behov fremfor barnets, men man skal overveje meget, hvad man gør og hvorfor…

Børn har brug for tilknytning til vigtige voksne, det er vigtigt for barnets udvikling. Og det lille barn vil fra fødslen knytte sig særligt til en person, som vil være den, der fungerer som barnets sikre base, altså den som barnet altid vil søge, og som barnet trygt vil stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Det vil ofte være barnets mor og far, og man kalder dette for barnets primære omsorgspersoner.

Børn har også sekundære omsorgspersoner. Det vil f.eks. være en bedsteforældre, en dagplejer, en pædagog i vuggestuen, en au-pair og lignende. Det er en person, som barnet vil gå til, når mor og far ikke er der. Det er en person, som barnet kan søge hjælp og trøst hos, men som barnet normalt ikke har helt samme tætte tilknytning til, som det har til mor og far.

Hvis man er rigtig meget sammen med f.eks. bedsteforældrene, bor sammen eller bor tæt ved hinanden og ses dagligt eller flere gange om ugen, så vil bedsteforældrene godt nogle gange kunne fungere som primære omsorgspersoner, fordi de deltager i alt omkring barnet på samme måde, som forældrene gør. På den måde vil barn og bedsteforældre ...

---

---

... naturligt få et meget tæt bånd.

Hvis I lige nu bor sammen med bedsteforældrene og de deltager i den daglige pleje af jeres datter, så vil deres forhold naturligt være tættere, end hvis I bor væk fra hinanden. Men hun er stadig så lille, at hendes tætte kontakt er med især mor - og da I har boet i USA, har bedsteforældrene jo ikke været omkring hende fra starten, på samme måde som I forældre har… Og I flytter jo igen i nærmeste fremtid….

På et tidspunkt vil jeres datter naturligvis blive så stor, at hun sagtens kan passes af sine bedsteforældre - men som du skriver, vil hun naturligt med den alder hun har, have meget svært ved slet ikke at se sin mor. Hun vil have meget svært ved ikke at have dig hos dig i flere dage og vil naturligt kunne blive dybt ulykkelig. Hun er jo så lille, at hun ikke forstår, hvor du er. Hun kan heller ikke forstå en forklaring, og hun kan ikke forholde sig til tid. Hun vil føle sig forladt og alene, fordi du pludselig er forsvundet… Og hånden på hjertet, så synes jeg hun er alt for lille til at blive passet i flere dage. Og at blive passet af fremmede, et fremmede sted, med fremmede børn - det går ikke. At lade hende passe af barnepigen på stedet, tænker jeg, vil være rigtig svært for hende.

---

---

Hvis det skal kunne lade sig gøre, så kan din mor måske tage med til Italien og passe jeres lille datter der - du kan gå til og fra, amme hende og være der for hende, når hun tydeligt har behov for det. Din mor kan give hende mad, lege med hende, trille ture med barnevognen og være hos hende, når hun sover, og hun kender sin bedstemor, og bedstemor kender hende (genkendelighed er tryghed). Men mor kan tilkaldes og mor er ikke forsvundet, du er der stadig:)

Og så kan man naturligvis igen diskutere behovet, og hvis behov der skal dækkes og hvorfor… Og måske er I der lige nu, hvor I er nødt til at sige til jer selv, at I desværre ikke kan det hele og netop, som du også selv så fint skriver - at tiden har ændret sig. Det er ikke som "dengang I kunne tage alene til den slags" :)

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre… :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---