Svar: Hvordan kommer vi væk fra ammes i søvn?
Kære Pomfrittens forældre
Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres lille pige :)
I gør allerede mange af de rigtige ting og I er stille og roligt på vej. I befinder jer dog i en overgangsperiode lige nu og derfor kan det være lidt svært. Jeg er dog helt med på, at I er nødt til at skabe lidt nye rutiner, når hun skal starte dagpleje midt i september. I har dog en måned til at skabe nye rutiner og det lyder realistisk:)
Det er altid en god idé at skabe nye rutiner om dagen og så overføre det til natten - og hos jer betyder det, at jeres datter nu skal lære at sove formiddagslur uden at blive ammet først. Når jeg skriver, at I er i en overgangsperiode, så handler det blandt andet om at børn i 7 måneders alderen ofte vil trives med 4 amninger (eller flasker) i døgnet og i 8-9 måneders alderen skrues ned til 3 amninger (eller flasker) i døgnet. Jeres datter bliver lige nu ammet lidt for hyppigt og hun skal i stedet tilbydes flere små måltider, mere rigtig mad og faktisk nu lære at sove uden at få bryst før formiddagsluren, ligesom hun skal undvære brystet tidlig morgen.
Det er vigtigt at skabe plads i maven til mere rigtig mad og få antallet af amninger skruet ned - samtidig med dette falder også behovet for at ligge ved brystet. Og mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra jeres angivne tider og som I kan forsøge at arbejde efter ser således ud:
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frisk frugt i hånden at gumle på selv, frugtmos (vitaminer og jerndråber), små bidder af en bolle med smør, vand af kop.
Puttes til formiddagslur uden amning.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og stille og roligt skal hun også tilbydes små bitte brødhapsere med forskelligt smørbart pålæg. Vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til middagslur ca 13.30 som nu
Eftermiddag 15-16: Frisk frugt i hånden, frugtmos, små bidder af en bolle med smør, vand af kop.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk. Udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad, det kan være risretter, pastaretter, retter med hakket kød, mild fisk osv. Der skal være mos og mad, som hun kan sidde og gumle på selv. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød i køkkenet, som fast del af putteritualet, her klokken måske 19.30-19.45. Får børstet tænder
Ammes eller flaske og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt eller tilbydes flaske.
Som I kan se af denne dagsplan, så erstattes amningen om morgenen af morgengrød og amningen om formiddagen erstattes af et mellemmåltid i form af lidt brød, frugtmos og frisk frugt. Væskebehovet dækkes af vand.
I må gerne sætte hende i barnevognen og ...
... trille hende en tur, så hun sidder og kikker på verden, mærker vinden i ansigtet osv. og hun må gerne sidde med lidt agurk eller lignende at sutte på, så hun oplever at sutte og bruge sin mund - men så det ikke er ved brystet. Og samtidig stimuleres hun så rigtig godt mentalt. I skal ikke lægge hende ned, før hun tydeligt viser sig parat - læg mærke til tidspunktet, det kan give lidt idé om, hvornår hun er parat til at blive puttet.
Inden middagsluren bibeholdes amning eller flaske. Dagplejer kan sagtens tilbyde jeres datter flaske her som en fast del af hendes putteritual. Det vil være rigtig dejligt og trygt for jeres datter, hvis hun er vant til dette.
Om aftenen skal I gøre det I allerede gør - forsøge at fjerne flasken før hun sover helt eller forsøge at putte hende fra favn og ned i seng, hvor hun lige registrerer, at hun ligger i sin seng. Det lyder meget fint det I fortæller og hun behøver ikke være mere vågen. Hvis hun er mere vågen end I forsøger, så vil hun netop blive ked af det. Det er netop super, hvis hun får flaske, slipper, smiler til far og triller om på siden og sover. Eller hvis hun kan puttes i seng og beroliges med sin Ninus og beroligende hænder på sin krop - det er helt som det skal være:)
Det vil være rigtig godt at indføre en godnatgrød om aftenen. Den serveres som en fast del af putteritualet og adskilt fra aftensmaden. Først aftensmad, så aftenbad, som bør ligge en time før putning. Så godnatgrød og derefter så amning eller flaske og sove til natten. Grøden vil mætte hende ekstra og hjælpe til større ro og bedre søvn.
Sen aften før I selv går i seng eller hvis hun vågner af sig selv først på natten, ofte et sted mellem kl 23 og 01 vil det være rigtig godt at hun får mælk igen. Herefter kan hun så sove uden yderligere mælk til næste morgen tidlig, hvor dagen så starter med grød. Det lyder som om at hun er rigtig god til at sove igennem og det er super dejligt, ofte sover hun jo fra ca 23 til 05/07 og det er helt perfekt! Vågner hun kl 05, så prøv at få hende videre i søvnen uden brystet - er det helt umuligt, så må du lægge hende til, men amningen skal afkortes mere og mere, så hun tilsidst helt kan undvære. De dage, hvor hun først vågner kl 07, står I op uden at amme og starter med grød i stedet.
Hos jer er det altså en god idé at starte om dagen og her skrue ned for antallet af amninger og sætte mere mad i stedet. Derudover skal I fortsætte alt det gode, som I allerede gør :)
Håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)
PS: I skal være opmærksomme på at jeres datter ikke må få honning, når hun er under et år - Du skriver at I blander jerndråberne op med honning og ketchup… Prøv med frugtmos eller bærmos i stedet. Det vil også fremme optagelsen af dråberne:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Strækmærker
Under graviditeten oplever mange kvinder at de får strækmærker i takt med at maven vokser.
Har man først fået strækmærker forsvinder de ikke igen, men de bliver som regel næsten usynlige indtil en næste graviditet.
Mærkerne skyldes bristninger i underhuden. De kommer både fordi at maven vokser, men også fordi der sker nogle hormonelle forandringer. De kommer ofte på maven, lårene, brysterne, ballerne og/eller armene, og i starten ses de ofte som rosa eller blålige...
Æg
Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.
I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.
Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg er meget imponeret over din indsats og dit engagement på netsundhedsplejerske.dk. Du formår at være omsorgsfuld og nærværende på skrift og du er utrolig tålmodig i dine svar til alle slags bekymrede mødre. Du udviser stor viden, erfaring og faglighed samtidig med, du respekterer den enkelte familie og moderens unikke viden om eget barn.
Dine fremragende svar bærer tydeligt præg af dit anerkendende børnesyn med fokus på det lille, kompetente barn. Jeg har haft stor glæde af dine mange svar. Tak for hjælpen!
Venlig Hilsen Mira
P.S. Tak for bogen "Du bliver en skøn mor". Jeg føler mig som en skøn mor når jeg læser i den...!









