Brev:
Fysiske reaktioner på en fysisk 3 årig
Kære Helen
Pyh hvor synes vi bare livet med to små børn er vildt hårdt lige nu.
Vores dreng på 3½ kan være så provokerende og fysisk udfordrende, at vi går over vores egne grænser igen og igen for at opdrage på ham.
Han har fået en tendens til de her VILDE lege hvor han vil lege karate og kaster sig rundt og donker ind i os. Og vi har et HAV af gange sagt at vi ikke vil have at han hverken slår os eller sparker, når han har gang i de her vilde lege og pludselig kommer løbende forbi os. Hvilket bare får ham til at gøre det endnu mere og er vildt provokerende og skriger af grin. Og kan finde på at sige jamen det gør jeg bare alligevel osv.
Vi gør hvad vi kan for at forfølge den slags udtalelser og tage kampen op og få ham til at sige at han ikke vil gøre det mere. Vi føler ligesom ikke vi kan sidder en kommentar som ” jamen det gør jeg bare alligevel” overhørig. Og vi må ikke så sjældent endda tage ham op på sit værelse hvor han bare skriger af grin og bliver ved med at sparke én for at provokere. Så går man ud af værelset fra ham og som oftest ender det med at han kommer ud fra værelset igen og siger undskyld mor, og når man kan sidde rolig med ham igen, forklare at jeg kan godt forstå han synes det er en sjov leg, men når mor eller far siger de ikke vil have det, så må han respektere det.
Lillesøster får da også en masse gonk når han lige løber forbi hende i høj fart, og der er vi også meget efter ham. Det er tydeligt at han er mere blid ved hende end ved os, så han har ligesom en forståelse for at hun ikke kan holde til så meget, men vi synes alligevel det er for meget. Lillesøster er dog ret robust og vi siger som forældre mere fra end hun gør, men en gang imellem er det jo også for meget for hende og så vælter hun omkuld og slår sig og bliver naturligvis ked af det.
Vi prøver at formulere os positivt som f.eks. at sige til ham at han godt må svinge med den pind eller lave vilde lege oppe i den anden ende af haven eller lign. Men lige så ofte bliver det: ”Nej”, ”stop nu”, ”jeg ...
... vil ikke du gør det så hårdt”. Nogen gange tager jeg (mor) mig selv i at fysisk forsvare mig selv ved at tage en underarm ud fra kroppen og skubbe ham hårdt tilbage når han bliver ved med at komme med sådan et sumo bryder angreb, og man f.eks. sidder på hug med lillesøster på skødet. Jeg har endda holdt ham hårdt i skulderen indtil man kan se på ham at han forstår, at nu er det nok. Dette er jo først når man synes man har råbt højt flere gange for at få ham til at stoppe.
Og det giver mig utrolig dårlig samvittighed hver gang det kommer dertil og jeg havde da aldrig troet at jeg ville blive så fysisk i min opdragelse af mine børn, men jeg sidder med den har kæmpe følelse af vrede og afmagt når det sker.
Han bliver også ked af det og jeg ender som regel med at sige noget i retningen af: ”orv skat du blev ked af det, var det for hårdt, det er jeg rigtig ked af, men jeg har brug for at du stopper når jeg beder dig om at stoppe”.
Nogen går vi også med på legen, og han ELSKER jo bare når man gider max tumle med ham. Så leger vi de der vilde slåskamp lege og jeg (eller min mand) løfter ham rundt som en sæk kartofler og kaster ham ind i trampolinen osv osv. Han ELSKER det. Men nogen gange er det som om han har brug for at blive krudtet meget mere af end vi kan overkomme, og vi synes ellers vi lægger os i selen for at give ham fysiske udfoldelser. Så ”hænger han på væggene” som vi kalder det, og det kører bare i et afsindig højt gear, som ikke er til at følge med på.
Det fylder virkelig meget herhjemme, og vi ønsker jo ikke at vi skal blive fysiske overfor vores dreng. Vi føles os til tider magtesløse og vi synes vi taler for komplet døve ører når vi siger” Stop nu vil vi ikke have du gør det mere, du er velkommen til at fortsætte i haven”.
Har du nogen tips, til hvordan vi skal tackle ham når han bliver ved med storgrinende at angribe enten os eller lillesøster. Er det bedre at forsøge at aflede hans opmærksomhed eller skal der sættes hårdt mod hårdt?
Hilsen
en udkørt og stresset familie
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.
Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....
11. januar 2026 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Bleafvænning, sutafvænning eller egen seng?
Kære Helen Jeg har tidligere skrevet til dig ang. vores dreng J – det var i...
13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...
22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...
Viden om børn:
Vugge - vugning, bevægelse
At blive vugget, vippet og bevæget er med til at stimulere det lille barns vestibulærsans, også kaldet labyrintsans. Denne sans udvikles tidligt i graviditeten, og det ufødte barn får stimuleret denne sans, når moderen bevæger sig rundt. Når den gravide mor går omkring, så bliver barnet naturligt vugget og bevæget i livmoderen.
Det indre øre består af to dele: Balanceorganet og sneglen (Cochlea). Disse to dele kaldes med en fællesbetegnelse for labyrinten. Balanceorganet består...
Tisser i sengen
Over 13 % af danske børn har problemer med at tisse i sengen. Det svarer til, at tre elever i en almindelig folkeskoleklasse oplever en forstyrret nattesøvn med vådt nattøj og sengetøj.
Man ved at de fleste sengevædere er drenge og at tilstanden ofte er arvelig. Sengevædning er primært fysiologisk betinget og skyldes enten manglende produktion af det hormon, der styrer urinproduktionen eller for lille blære i forhold til barnets alder.
Langt de fleste børn vokser...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.