Svar: Hvilket projekt er mest realistisk?
Kære mor til snart 3 krudtugler :)
Tak for dit brev og hvor dejligt at høre, at du venter dig - stort tillykke med det!
Jeg kan godt forstå dine bevæggrunde for at ønske "væk med sut", "væk med ble", "væk med middagssøvn", for jeres lille datter, der snart skal være storesøster. Jo mere selvhjulpen hun er, når den lille ny baby kommer, jo lettere vil det naturligt være for jer i hverdagen og det vil være dejligt at hun er så selvhjulpen som muligt, når hun skal starte i børnehave. MEN, jeres datter er på mange måder en lille pige og udgangspunktet for at smide sutten og smide bleen er forkert - det bør ikke være ankomsten af en lille ny baby, som er årsagen til dette, men hvorvidt hun er klar og hvorvidt hun kan og har lyst til at samarbejde om det. Der er ingen tvivl om, at det naturligt går bedst, hvis hun selv er interesseret i at stoppe.
Og nogle gange kan det faktisk godt være sådan, at netop det at hun bliver storesøster vil være med til at "pirke til hendes fornemmelse" af at være store. Det sker faktisk, at de større børn reagerer med "jeg bruger ikke ble mere, for jeg er ikke nogen baby", når en lille ny kommer til, fordi det pludselig bliver tydeligt for dem og også vigtigt for dem, at adskille sig fra den lille. Og sker det, så skal I naturligvis gribe denne chance.
Nogle gange sker det også at børn i forbindelse med at de starter i børnehave, finder ud af at de andre børn der ikke bruger hverken sut eller ble - og mange børn vil jo gerne passe ind i fællesskabet, de vil gerne være som de andre. Måske siger de andre børn, de større børn noget, kommer med nogle kommentarer osv. som gør at jeres datter f.eks. bliver opmærksom på at det nu er slut med ble og sut. Igen kan det altså komme hen af vejen og uden at I behøver presse hende unødigt.
Når det er sagt, så tænker jeg dog at det er en god idé at I f.eks. holder fast i at sutten kun er til om natten og da hun har stort suttebid, så skal sutten væk. Der er ikke så meget at diskutere, hvis tænderne allerede er skadet. Mit forslag vil derfor være at I trapper antallet af sutter ud. Lad hende være med til at smide sutterne ud, når de er gamle, mørnede, ikke dur mere. Lad hende være med i denne proces og køb ikke nye sutter. De sutter I køber er babysutter til baby, ikke børnesutter (hvis den lille ny altså vil bruge sut). Og tilsidst er der ikke flere sutter tilbage og så er det slut med sut.
Sideløbende med dette kan I godt forsøge at få gjort hende lidt mere interesseret i det med renlighed. Det vil være en rigtig god idé at I starter med at læse lidt bøger om renlighed, om at smide bleen osv. så hun bliver opmærksom på at et er noget man skal på et tidspunkt.
Det kan som du skriver være en god idé at udnytte sommeren. Hvis I har have, vil det være rigtig godt, at I lader hende løbe rundt i haven med trusser på og uden ble. Så hun bliver opmærksom på når hun tisser. Det vil her være rigtig godt at sige f.eks. "hov skat, nu tisser du", "næste gang du skal tisse, så sig til, så vi kan nå toilettet" eller lignende. Og på den måde vise hende og hjælpe ...
... hende til at forstå, hvad det handler om.
Det vil være en rigtig god idé at indføre faste toilettider og på den måde hjælpe hende med at holde sig renlig. Til at begynde med fast på toilettet om morgenen, som det første, når hun vågner og igen om aftenen, som en fast del af putteritualet f.eks. i forbindelse med at hun alligevel skal i bad og har tøjet af. Når det fungerer og hun er tryg ved at prøve toilet eller potte, så indføres rutinerne om dagen. Så I har faste toilettider i forbindelse med måltiderne, inden hun løber ud for at lege, inden I kører op for at handle osv. Gerne ca hver 3 time, max 4 timer imellem.
I skal ikke spørge "skal du tisse?", men i stedet tage hende i hånden og sige "kom vi skal lige ud at tisse inden vi kører" som en helt naturlig regel, der gælder alle. Mor og far tisser også inden I kører hjemmefra, det gør vi allesammen og det skal hun også. Kommer der noget, så er det super godt, kommer der ikke noget, så roses hun for at forsøge.
Hun skal have ble på. Det er vigtigt, fordi det er en succesoplevelse at have en tør ble, hvor det er et nederlag med våde bukser. Er bleen tør, så roses hun for det, det er super, så kan den bruges igen. Er bleen så våd at den skal skiftes, så siger I "så var det jo godt du havde den på, vi prøver bare igen næste gang" - så uansete hvad, så er det en succes og hun føler sig ikke forkert. I er der, støtter hende og vil naturligt gerne hjælpe hende, så det lykkes.
Og hele tiden naturligt prøve at vurdere, hvad hun er parat til, når hun nu samtidig også skal være storesøster - om hun måske selv netop synes det er rigtig rart at hun kan være stor i forhold til baby og udnytte dette eller om hun har det helt modsat og slet ikke har lyst til at skulle være stor. Hvis hun har det svært med at blive storesøster og viser tegn på gerne at ville være lille igen, så skal I naturligvis ikke presse hende unødigt.
Med hensyn til middagslur, så skal hun naturligvis have lov til at sove lur, hvis hun har behov for det. Rigtig mange børn har brug for at sove midt på dagen, selvom de er tre år gamle. Og måske vil det blot være en overgangsperiode, så hun nogle dage har brug for luren og andre dage springer den over. Det er vigtigt at I her er fleksible og forsøger at passe hendes behov ind. Når hun selv kommer og beder om at få en lur, så er det rigtig vigtigt at lytte til dette, så er hun træt og skal naturligvis have sin søvn:)
Så middagsluren skal I ikke røre ved. Sutten skal trappes ud en af gangen, hvor hun selv er med i processen og gradvist vænner sig til at det er slut. Og bleen skal I starte med at læse bøger om, forsøge at fornemme hvor hendes interesse er, vurdere om I kan få hende med på interessen - se hvad der sker, når babyen kommer og stille og roligt prøve jer frem og se, hvad der kan lade sig gøre. Går det, er det super. Men går det ikke, fordi det naturligt er svært at blive storessøster, så må hun have lidt mere tid og så er det naturligvis også okay:)
Håber I kan bruge dette videre:)
Rigtig meget held og lykke med den forestående fødsel og rigtig god sommer!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.
Svære afleveringer i vuggestuen
Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...
6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.
Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...
15. december 2025 | Udvikling | 1 mdr.
Hej Helen Tak for sidste svar! Min dreng på 5 uger er pludselig begyndt...
27. november 2025 | Udvikling | 7 mdr.
7.5 måneder datter meget knyttet til mig
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning vedr. min datters adfærd....
30. oktober 2025 | Udvikling | 12 mdr.
Hej Helen. Jeg har i et langt stykke tid været i tvivl om min søn adskiller...
Viden om børn:
Sexliv
Der er meget forskelligt hvornår både kvinden og manden har lyst til at genoptage sexlivet efter en fødsel. For nogle par går der mange måneder før de begge er parate.
Mange tror at det kun er kvinden der skal være parat, fordi det jo er hende der har født, men mænd der har oplevet deres kone føde og har set barnet komme ud af vagina, kan også have svært ved at genoptage sexlivet.
Efter fødslen er kvindes hormonbalance anderledes, end før hun blev gravid, og en...
Sutteflaske
For børn der ikke ammes er det vigtigt at man køber en ordentlig sutteflaske. Flasken skal passe til barnet og barnets evne til at sutte.
Det anbefales at man lader barnet "arbejde lidt for føden". Det vil sige at hullet i sutten ikke skal være for stort. Det at barnet skal bruge kræfter på at sutte er vigtigt for kæbernes og tændernes udvikling. Desuden er der en risiko for at barnet kan få ondt i maven, hvis det får maden for hurtigt.
Sutteflaske-sutterne findes...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.






