Brev:

Hjælp til selvstændighedsalderen

Hej Helen.

Jeg er så heldig at have fået en dreng i selvstændighedsalderen, hvilket jo er et sundhedstegn og helt normalt. Egentlig havde jeg glædet mig til denne her alder, fordi jeg igennem min uddannelse til pædagog føler, at jeg har en masse værktøjer og redskaber til metoder om hvordan jeg skal håndtere fortvivelsanfald og vredesudbrud, hvor nøgleordene er anerkendelse, tydelighed og omsorg. Men når man står i det med sin egen søn, så er tingene godt nok anderledes og mere svært.

Min søn har gennemgået en vild udvikling på den seneste. Han gør rigtige mange selvstændige ting som, at tage sko på, tøj på, tage tøjet af og tisse på potte. Hans sprog har taget et kæmpe spring. Fra næsten ikke at kunne snakke, kan han nu sige længere sætninger og gøre sig forståelig, så andre også kan kommunikere med ham. Han forstår alt og han elsker at kommunikere. Han er en rigtig glad dreng som trives i både dagplejen og herhjemme.

I de sidste 3 dage i træk har han haft enorme vredesudbrud. Jeg syntes det er mange udbrud, da jeg har hørt, at børn cirka har et om ugen i gennem snit. Desuden er det er første gang jeg oplever det.

Hans raserianfald er kommet som lynet fra en klar himmel.
En lille beskrivelse af de 3 dage.

1. dag:
Han så teletubbies og hyggede sig virkelig med det. Da den var slut, fortalte jeg ham kort og præcis at den nu var slut og at vi kunne lege noget andet. Han sagde først ”nej nej nej” jeg satte mig ved siden af ham og så gik han helt agurk. Han begyndte at skrige meget højt og skubbe mig. Han råbte "mor gå". Så gik jeg lidt væk fra ham og så skreg han endnu højere og løb efter mig. Så sagde han, at han vil op. Da jeg forsøgte at tage ham op, så brød hans verden helt sammen. Han smed sig i gulvet, stampede, trampede og skreg og skreg. Jeg gik væk igen og han løb efter mig, men samtidig afviste mig. Sådan fortsatte det faktisk 1 time. Jeg viste ham undervejs, at jeg var til rådighed og forsøgte at rumme hans følelser og sige ”det er ok du har det sådan skat og ”du bliver bare så vred, når du ikke må se mere teletubbies” jeg tog det roligt. Men han blev ved med at pege på fjernsyntes og sige ”mere teletubbies” Men jeg holdte på, at det var slut. Efter godt og vel halvanden time kom han stille og rolig hen til mig og vi fik kropskontakt. Jeg snakkede lidt med ham om han havde været vred og ked af det og fandt en bog, som jeg læste for ham. Derefter puttede jeg ham og han virkede igen glad og tilfreds og fik afsluttet dagen på en god måde.

2. dagen:
Her handlede det om, at han kastede sin sut lige inden sengetid. Jeg hentede den 2 gange og sagde derefter ”så er det din tur til, at hente den hvis du kaster den igen” det gjorde han så. Han blev nærmeste en pladespiller der gentog sig selv igen og igen ”mor hent sut” jeg svarede, at mor ikke hentede den og at han selv måtte hente den hvis han havde brug for den. Så gik verden også fuldstændig under igen. Han skreg og pegede på sutten og nægtede at hente den selv. Ja jeg tilbød ham at gå med hen til sutten, men da han fandt ud af, at jeg ikke samlede den op, så begyndte han at græde så vildt og voldsomt, at han fik hosteanfald og han ...

... blev helt rød i hovedet af bare raseri. Der må jeg sige at jeg blev nervøs. Men jeg holdte fast i mit nej og tog ham med ovenpå, for at tilbyde ham en anden sut og den ville han ikke have. Det endte med 1 times tid igen med skrig og frustrationer fra hans side. Han faldt til ro og vi fik hygget os inden han kom i seng og endnu en putning blev en succes.

3. dagen:
Hele dagen gik som smurt. Så skulle han i bad inden han skulle i seng. Min søn elsker bad og er virkelig en vandhund. Men allerede inden jeg fyldte karret op, sagde han ”bad nej” jeg forsøgte først, at bruge min humor for at få ham til at grine. ”huha du har jo sure tæer” og snuste til hans tæer. Men han blev sur og råbte nej nej. Derefter sagde, at jeg godt kunne se, at han ikke ville i bad, men at det skulle han. Han ville ikke have tøjet af. Hvis jeg trak en strømpe af ”råbte han strømpe på” jeg opfordrede ham til selv at hjælpe og forsøgte at aflede med alt muligt.
Drengen havde besluttet sig. ”HAN VILLE IKKE I BAD”

Eftersom han var fuldstændig beskidt og virkelig trængte til et bad, tog jeg en hurtig beslutning om, at det her bare skulle overstås så hurtig så muligt. Jeg sagde: ”jeg godt se at du ikke har lyst til et bad i dag, så derfor skynder vi os”. Det blev til, at jeg fysisk skulle ”tvinge” ham op i badet og det var virkelig ubehageligt og grænseoverskridende. Han skulle fysisk holdes i badet, fordi han kæmpede sig væk og flere gange var ved at glide og komme til skade. Jeg skyndte mig med det hele og så kom kampen bagefter. Nu ville han ikke have tøj på. Han råbte og skreg og forsøgte at hive både ble og tøj af igen. Han faldt stille og roligt ned igen. Vi gjorde som de andre dage. En hel masse kropskontakt og så læse en godnat bog. Men det hele fortsatte, for han ville heller ikke i seng og stod op flere gange. Jeg bevarede roen og overblikket indtil han 2 timer efter til sidst faldt i søvn ved, at jeg gik til og fra.

Jeg har lagt mærke til flere ting. Det sker kun om aftenen og altid inden han skal i seng. Han bliver ikke frustreret over hvis han ikke lige kan få skoen på eller hvis noget driller på anden vis. Det er mere når jeg bestemmer noget for ham, at det kokser helt over.

I løbet af dagen får han rigtig mange ja´er så det er heller ikke fordi at jeg altid sige nej og derved han ikke kan acceptere et nej. Men når jeg først har sagt nej, så holder jeg også på det. Jeg har aldrig givet efter.

Han sover 11 timer om natten og 2 timer i dagpleje. Så jeg tænker heller ikke han er for træt. Han puttes samme tid hver dag og hver aften.

Det der nager mig er, at han græder så længe. Er det mon for længe? Kan jeg gøre det på en anden måde og hvilket måde er så mest effektiv? Jeg syntes selv jeg bliver meget ked af det bagefter og har svært ved at finde hoved og hale i om, at jeg er for blød, for hård eller lige tilpas. Jeg bekymrer mig også rigtig meget over vores naboer. Hvad tænker de når han skriger så vildt og voldsomt. Tror de at jeg f.eks. slår ham, hvilket jeg aldrig kunne finde på. Men tankerne går igennem mit hoved, fordi det lyder fuldstændigt vandvittigt. Hvad tænker du ?

En mor, der vil sit barn det bedste ;-)

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.

Madvaner hos 3-årig dreng

Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...

Læs hele brevet og Helens svar

19. juli 2025 | Opdragelse | 2 år, 5 mdr.

Forberede barn på flytning

Kære Helen Jeg har brug for et godt råd til, hvordan vi forbereder vores...

Læs hele brevet og Helens svar

4. juli 2025 | Renlighed | 2 år, 5 mdr.

Hurtig pottetræning

Kære Helen Min datter er 2 år og 5 måneder, og det er nu på tide hun smider...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang ud af tremmeseng

Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....

Læs hele brevet og Helens svar

11. januar 2025 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

2.5 år og søvnens tigerspring

Kære Helen Det er ved at være et stykke tid siden sidst, men nu er jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: