Brev:

Udfordrende 3 årig

Kære Helen.

Ja, nu er vi på banen igen – denne gang angående opdragelse af vores knap 3½ årige søn.
Han er lige lovlig kæk og frisk til vores smag ;-)

Problemet er at vi ikke kan få ham til at adlyde og gøre hvad vi siger. Det er selvfølgelig ikke vildt ualmindeligt for en 3 årig, men vi vil godt lige høre dine tanker omkring vores måde at tackle det på. Kan det mon tackles mere hensigtsmæssig – for vi spotter jo ikke den vilde fremgang i forhold til måden VI tackler det på.

Hvis fx mor står og laver mad imens lillesøster sidder i højstolen og skal underholdes lidt samtidig og han er på vej til at tegne sig med tusch på armen og mor siger: ”Jeg vil ikke have du tegner dig på armen skat” så kan man være helt sikker på at han gør det. Han kan fx så finde på at gøre en langsom bevægelse, imens han kigger på en for at vise, at nu er han på vej til at gøre det – og så bliver han ved indtil at han har gennemført sit foretagende. Hvis man begynder at gå hen imod ham for at tage tuscherne fra ham, så begynder han at hvine af fryd og skynder sig at tegne sig på armen og løber sin vej i fuld fart – og griner og synes han har en fest ud af dette optrin. Han kan også finde på at komme med fx en tusch og spørge (med et smøret grin på læben) ”moaar må man godt tegne sig på armen” – og så har vi samme reaktion som ovenfor beskrevet.

Mors reaktion i tilfældes med tuscherne er at give tydelig besked på at det vil MOR ikke have at han gør – jeg må simpelthen løbe efter ham for at indfange ham og holde ham ret hårdt fast og sige det et par gange hvor han undviger ens blik eller råber og skriger om at han vil slippes fri. Eller det sidste nye han er begyndt på er at sige: ”av av av det gør ondt – her taler vi altså om at det på ingen måde gør ondt, men er blevet en slags forsøg på at slippe ud af saksen”. Hvis man så spørger om vi er enige om at det gør han ikke en anden gang – kan han finde på at sige: ”Nej det er vi ikke enige om”. Ofte har jeg taget ham med ind på hans værelse og sagt at så må han sidde der og køle lidt ned indtil han er klar til at være sammen med os andre ude i køkken/stue igen. Hvis han så kommer ud igen selv og ser slukøret ud, så sidder jeg lidt med ham på knæene og trøster lidt (ikke med ord men med armene omkring ham) og så kan jeg finde på at gentage, at jeg ikke vil have at han tegner på sig selv med tuscherne og kigge ham dybt i øjnene og spørger om han kan finde ud af at lade være med det næste gang vi skal tegne med tuscher? ”Jaaaa” svarer han så.

Ofte føler vi også det er nødvendigt at stille en masse straf op. Fx ”nå men så får du ikke den kiks vi havde aftalt alligevel”. Eller ”nå men så får du ikke lov at spille Ipad alligevel”. Når vi siger den slags så vender han på en tallerken og siger ”jamen nu gør jeg det heller ikke mere”. Enkelte gange har det dog ikke virket og så har han taget den helt store skrigetur over at få indskrænket privilegier, men vi har stået fast ved det vi har sagt. Så kan han blive ved med at sige: ”jamen nu gør jeg det ikke mere”, og så har vi kort forklaret at ”nu er det for sent, når man flere gange beder dig om at lade være med . . . . og du så gør det alligevel”.

Og nu er det jo ikke kun tuscher vi snakker om. Kun fantasien sætter grænser for hvad der skal prøves af igen og igen. Man skal på ingen måde efterlade ham med en flaske vand, for det kan man være helt sikker på at det ender på en madras eller er plasket ud på gulvet. Så kommer han ind fra haven og siger han har brug for et viskestykke. ”Hvorfor det”? ”Fordi der er ...

... kommet vand på madrassen”, er så svaret. Hmmm ja forklarer man så igen igen at man ikke må smide vand på madrassen eller???

Han er også blevet helt vild efter at stikke af. Simpelthen bare løbe sin vej, og han kan VIRKELIG løbe hurtigt, så man skal sætte det lange ben foran, hvis man skal nå ham. Så kan han finde på at stå for den anden ende af spisebordet og grine som om det er den sjoveste leg i verden han har gang i og kigge nøje efter hvad vej rundt om bordet jeg vælger. Nogen gange spørger han endda: ” hvad vej tager du mor?”.
Når man så endelig får indfanget ham, og får slæbt ham derhen man skal så opponerer ham jo helt vildt og råber op i vilden sky!

Det skal lige siges at vi IKKE griner eller trækker mundvigen opad i de her tilfælde. Så hvorfor han stadig synes det her er sjovt er os en gåde? Der er dog enkelte tilfælde hvor man virkelig skal kæmpe for at der ikke kommer et lille smil på læben, som når han kan se på en at nu er man ved at blive rigtig sur og han så bare skynder sig at sige ”Er det bare VIRKELIG for meget nu mor?”

Vi har prøvet enkelte gange når han stikker af – at prøve at lade ham stikke af og nærmest håbe på at han når dertil at han får fornemmelsen af at han er forsvundet fra os og ikke ved hvor vi er (under sikre betingelser selvfølgelig). Så gemmer man sig fx bag et træ eller andet og man kan se, hvordan han kredser rundt en 50 meter væk for at holde øje med en. Men det mindste han ser en så skynder han sig at løbe videre storgrinende selvfølgelig. Det her er altså vildt belastende opførsel, når man har ham med nogle steder. Det kan komme som et lyn fra en blå himmel – at nu stikker han af.

Vi synes vi har prøvet stille og roligt at forklare ham hvad vi ikke vil have - eller talt rigtigt højt og holdt ham godt fast. Vi har gennemført konsekvenser af hans handling – på en måde så vi næsten føler vi er ude i ren straf pædagogik nu!

Generelt er han ikke glad for at få af vide at der er noget han ikke må. Nogen gange gør han bare hvad man siger første gang andre gange må man fysisk hen og tage noget fra ham eller trække ham væk fra noget eller på anden måde fysisk tydeliggøre hvad man vil have. Hans reaktion er altid at gå rundt med skuldrene trukket rigtig meget frem og lægger sig måske ned stille i græsset/gulvet med hovedet nedad, og går/ligger og mumler et eller andet. Så kigger han på en for at sikre man har set ham og vi ender da oftest også med at gå hen til ham og få en lille snak – og vise forståelse for at det er da også irriterende man ikke må det når han nu synes han har fundet på en vildt sjov leg, men det vil mor altså bare ikke have. Andre gange får man den helt store skrigetur.

Det er jo såmænd fint nok. Det vi ikke er helt tilfredse med, er den opførsel, hvor det virker som om han bare SKAL gøre noget han ved er forkert og han skal være helt sikker på at vi ser det, og så får han så selv grineflip over det. Hvad søren er det vi gør galt siden vi får den side så stærkt op i ham?

Det skal siges at der jo selvfølgeligt aldrig er sure miner efter en konflikt har været der – vi sørger for at der altid genoprettes en god stemning uden nag eller andet. Og det skal desforuden siges at han i forvejen får så meget opmærksomhed vi overhovedet kan give ham (altså positiv opmærksomhed hvor vi afsætter tid til at være nærværende osv.)

Så hvad er dine tanker Helen. Er det bare at fortsætte denne vej. Hvad er det typisk for nogle faldgruber man er hoppet i som forældre når ens 3 årige er blevet SÅ kæk!

Med venlig hilsen
de udfordrede forældre

Læs Helens svar »

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

18. marts 2026 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.

Lære at sige undskyld

Hej Helen Jeg har lige et spørgsmål omkring det her med at sige undskyld....

Læs hele brevet og Helens svar

9. marts 2026 | Sygdom | 3 år, 6 mdr.

Skoldkopper og helvedesild

Hej Helen Jeg er mor til en dreng på 3.5 år, som desværre har fået...

Læs hele brevet og Helens svar

27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år

Hjælpe til i hjemmet

Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...

Læs hele brevet og Helens svar

25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.

Toilettræning - 3.5 år

Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....

Læs hele brevet og Helens svar

11. januar 2026 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Bleafvænning, sutafvænning eller egen seng?

Kære Helen Jeg har tidligere skrevet til dig ang. vores dreng J – det var i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: