Svar: Dagsplan
Hej med dig
Tak for dit brev :)
Jeres plan for dagen ser rigtig fin og alderssvarende ud og der er ikke den store forskel fra mine dagsplaner og den plan I kører lige nu :)
Mit forslag, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Morgen Kl. 6.30: Havregrød med frugtmos, vand, mme eller sødmælk af kop.
Formiddag 8.30: ½ bolle med smør (hvis hun vil), ost, frisk frugt. Og en lille portion tykmælk med revne æbler, frugtmos eller lignende. vand af kop.
Puttes til formiddagslur
Frokost 11-11.30: Rugbrødshapsere med forskelligt pålæg og suppleres stadig gerne med lidt grøntsagsmos. Det kan være rester fra aftensmaden eller det kan være mos/middagsret fra glas. Må også meget gerne få kogte pastaskruer, ½ hårdkogt æg, kogte ærter, majs, gulerod osv. som hun kan øve pincetgreb med. Vand af kop.
Mellemmåltid f.eks. en banan eller måske en frugtgrød med lidt mælk på og derefter flaske og puttes til middagslur ca 13.30-14, tidspunktet kan variere efter hvor lang formiddagsluren er.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og bær. Vand af kop. Hvis hun ikke vil have brødhapsere, så kan hun få lidt grød, som du også giver hende nu. Hun lyder ikke til at have behov for godnatgrød og det er fint at tilbyde hende lidt grød om eftermiddagen i stedet.
Aften 18: udgangspunktet er familiemad - almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Maden skal smage af noget og der skal være både mos og mad i stykker. Vand, mme eller sødmælk af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten og tilbydes evt. en godnatgrød. Det lyder dog som om at hun sover fint uden :)
Flaske og puttes til natten ca 19.30-20 som nu
Som du kan se, så ligner min dagsplan meget din. Og der er i min plan også 2 flasker og derudover tilbud om lidt mme af en kop. Dette fordi det er vigtigt at jeres datter får mindst 400 ml mme dagligt til hun er 12 måneder. På den måde er hendes behov for jern dækket ind. Jeg synes derfor ikke at I skal skrue ned for flaskerne, men i stedet bibeholde de to flasker indtil videre.
Det vil sandsynligvis også være langt lettere for pædagogerne i vuggestuen at passe hende og putte hende til middagslur, hvis hun kan få en flaske inden hun skal sove der. Og det plejer ikke at være noget problem at give børn flaske i hverken dagpleje eller institution. Og jeg tænker at da hun snart skal starte, så er der ikke nogen grund til at lave en masse om nu.
Samtidig er hendes væskebehov også stort - hun er en fysisk stor pige og har derfor brug for meget væske. Hendes døgnbehov er ca 1.5 liter, måske mere og det vil hun naturligt ikke kunne drikke af en kop. Det er ...
... derfor rigtig godt at holde fast i de to flasker dagligt, så hun får en del af sit væskebehov dækket den vej igennem. I skal her naturligvis hele tiden holde øje med, at hun tisser som hun skal og at urinen er klar. Hun må ikke mangle væske - hun kan naturligt også være ked af det og pjevset, fordi hun egentlig er lidt tørstig hele tiden...
Hendes humør tror jeg dog ikke umiddelbart handler om hendes indtag af eller sammensætning af mad. Men derimod om hendes alder og den store udvikling, som hun lige nu går igennem. Jeres datter er i separationsfasen og det betyder at der sker rigtig meget med hende både motorisk og mentalt. Hun lægger sig naturligt op i kravlestilling, ligger på alle fire og rokker frem og tilbage, nogle gange lykkes det, andre gange ikke. Hun falder, slår sig, kæmper - og bliver frustreret. Når hun forsøger at bevæge sig hen mod legetøjet, få fat i det, nærme sig, så bliver hun igen frustreret - for hun vil ofte komme længere væk end tættere på. Hun kan rigtig meget nu, men der er også rigtig meget hun ikke kan og hun bliver naturligt frustreret, når kroppen ikke vil det, som hun vil.
Og mentalt er det svært - for hun er stadig så lille at hun ikke forstår, hvor I er, når hun ikke kan se jer. Hun bliver ked af det, når I går ind i et andet rum, hun græder, når I går på toilettet, hun græder, når nogen kører eller siger farvel. Hun kan også græde, hvis nogen kikker for meget på hende eller snakker for meget til hende, også bedsteforældre og andre som hun kender rigtig godt - hun bliver pludselig ked af det og vil helst være på jeres favn, opleve verden fra sin trygge base og vil ikke at andre prøver at kontakte hende.
Og hun forstår rigtig meget hvad I siger, men kan stadig kun sige få ord eller lyde for hvad hun vil - og igen er det naturligt rigtigt frustrerende at ville forklare jer noget og ikke kunne. Hun kan blive så ulykkeligt, når I ikke forstår hvad hun vil eller ikke vil, når I misforstår hende - ligesom hun også kan vise stor lykke og glæde, når noget lykkes for hende og når hun føler sig forstået.
Det er bestemt ikke nogen let periode hverken for barn eller forældre, men det er naturligt og tegn på at hun udvikler sig i helt naturlig retning.
Når alt dette er sagt, så skal I naturligvis sikre jer, at hun ikke græder, pjevser osv. dagen igennem, fordi hun er syg - ondt i ørerne, ondt i halsen, ondt for tænder, urinvejsinfektion osv. Der kan være mange årsager til at hun pludselig virker pjevset og ked af det og hvis I mistænker at hun kan være syg eller have ondt, så skal hun naturligvis lige tjekkes af lægen.
Jeg håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med hende :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
4. marts 2026 | Kost og ernæring | 8 mdr.
Vil kun ammes i søvn og afviser oftest flaske med MME
Kære Helen Jeg har en datter på 8,5 måneder, hvis våde bleer efterhånden er...
5. februar 2026 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen Jeg har læst, at NAN modermælkserstatning kaldes tilbage, og jeg...
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.
Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....
Viden om børn:
Ammestillinger
Prøv dig frem med forskellige ammestillinger. Du kommer til at bruge mange timer på at amme og derfor er det vigtigt, at du gør dig det så behageligt som muligt.
Det er godt, hvis du kan hvile dig samtidig med at du ammer barnet og det er vigtigt, at du slapper af og ikke spænder i kroppen, hvis mælken skal løbe frit.
Sørg for god støtte til ryg og arme, når du sidder op, så du ikke får spændinger i skuldrene. Sid i en god stol, brug evt. puder i forskellige...
Udstyr til nyfødt - tjekliste
Når du er gravid og første gang besøger en babyudstyrsforretning, så kan du blive helt svimmel over alt det udstyr du kan købe. Tænk fremad når du skal vælge - meget babyudstyr er dyrt og bruges kun i kort tid. Derfor kan visse ting med fordel købes brugt, eller måske kan I låne eller arve. Det kan godt betale sig.
En tjekliste over babyudstyr, som kan være godt have have klar før fødslen:
- Autostol - nødvendigt, hvis I skal fragte baby i bil fra sygehuset og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
tak fordi du eksisterer! I 6,5 måned - siden min søn kom til verden - har jeg benyttet mig af din hjemmesiden og læst adskillige hjælpsomme svar/spørgsmål/artikler mm. Hvilken lettelse i øvrigt, at en del førstegangsmødre føler det samme som jeg selv; overvældet af kærlighed, nervøs, urolig, lykkelig, nysgerrig, komplet for meget etc etc:)
Din kærlige og varme jargon gør, at man straks føler sig tryg i at “dele” ens liv og baby med dig!









