Svar: Ingen skemad
Kære Maria
Tak for dit brev :)
Kan det ikke tænkes at din dreng er lidt træt af grød og mos, fordi han nu har fået en del af det samme siden han var fire måneder - og at han derfor afviser skeen. Ikke så meget, fordi han ikke er sulten og ikke gerne vil spise, men mere fordi han nu har brug for mere rigtig mad, mad med mere smag? :)
Nu hvor han er 6 måneder, så åbner verden sig jo smagsmæssigt. Han må få rigtig meget forskelligt, og jeg synes du skal forsøge med så mange nye og spændende retter som muligt. Udgangspunktet må gerne være jeres mad. Du må gerne give ham en halv kødbolle osv. men mos skal han stadig have - og han må godt få sovs. Det kan derfor være en idé at lave lidt smørsovs, grøntsagssovs eller måske lidt almindelig flødesovs eller lignende og hælde dette på hans grøntsagsmos. Det giver smag og lyst til at spise. Du kan også mose kartofler eller andre grøntsager med lidt sovs - og mose det, så konsistensen passer ham.
Det vil også være en rigtig god idé at lave mos af forskellige rodfrugter. De har en naturlig sødme som rigtig mange børn godt kan lide, og hvis du selv laver lidt rodfrugter til jer om aftenen og bager dem i ovnen, så må du gerne bruge disse til lidt mos til din dreng. Han må også gerne sidde med en kartoffelbåd, en selleri- eller pastinakstav eller lignende i hånden og gumle lidt på den, så han lyst til at spise også stimuleres den vej igennem.
Fisk lavet i ovnen vil også være en god idé, ligesom han oså gerne må få indmaden af en fiskefrikadelle osv. Men stadig meget gerne sammen med mos, så han får sit behov for energi dækket så godt som muligt. Han er for lille til at kunne spise nok, hvis han kun får mad i stykker.
Du må også meget gerne købe mos på glas til ham, for på den måde at variere mere og holde hans begejstring for at spise :)
Ristede rugbrødsbjælker i hånden vil også være fint og faktisk må du gerne starte med at give ham lidt i hånden, som han selv kan sidde og gumle på og derefter følger du så efter med lidt skemad.
Hvis han lige nu protesterer over selve skeen, så prøv at made ham med en rugbrødshaps, eller en "agurkeske" - ned i grøden og lade ham slikke og smage og se om du så ikke, når han har fået smag for det, kan få lov til at made ham lidt med den rigtige ske igen. Når han finder ud af at det smager helt godt, så vil han ...
... sandsynligvis gerne spise :)
Det er vigtigt at du ikke øger hans indtag af mælk. Han skal naturligvis have den mælk han behøver, men skal ikke overfyldes, for det vil naturligt påvirke hans lyst til skemad. Så det er vigtigt at finde balancen mellem at sikre ham mælk nok, men samtidig også sikre ham plads i maven og dermed lyst til skemad.
Han er for lille til kun at få mad i stykker og for lille til rugbrød med pålæg. Og hvis han lægger for hurtigt ud med dette, så kan du risikere, at han pludselig slet ikke vil spise og det er naturligvis uhensigtsmæssigt. Det er derfor rigtig dejligt, at han har lyst til at spise, viser tegn på at ville tygge osv. Det er super, det skal du naturligvis udnytte og han må også gerne få små bidder mad i munden, men stadig skal han have skemad ved siden af, for at blive dækket ind.
Mit forslag til en dagsplan kan se således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Tilbydes lidt frugt i hånden og du følger efter med lidt havregrød eller øllebrød, vand af kop.
Formiddag 9: Frisk frugt i hånden og du følger efter med lidt frugtmos (det kan være hjemmelavet eller mos fra glas), vand af kop.
Lille flaske (den trappes ud i 7 måneders alderen) og puttes til formiddagslur
Frokost 11.30-12: Ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og du følger efter med grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være hjemmelavet eller det kan være mos fra glas eller frost. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Flaske
Powernappen springes måske over
Aften 18: Tilbydes lidt rugbrødsbjælker eller lignende i hånden at gumle på og du følger efter med grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet meget gerne jeres mad, mad med smag, brug gerne lidt sovs osv. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten 19.30-20
Sen aften eller først på natten 23-01: Flaske
Vær opmærksom på om han nogle gange protestere overfor skeen, fordi han bliver for utålmodig og det ikke går hurtigt nok ... det kan også tænkes, at du skal være lidt mere vedholdende og hurtig mellem de skefulde du giver ham, så han hjælpes til at spise og ikke kører træt i det, fordi han synes det går for langsomt :)
Og lad så også far prøve, nogle gange så har far en god force her :)
Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat god appetit :)
Og god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. december 2025 | Kost og ernæring | 14 mdr.
Hej Helen. Jeg syntes det er lidt svært at finde ud af hvad der er en god...
27. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen, Det kunne være rart med rådgivning og gode forslag i forhold...
20. november 2025 | Kost og ernæring | 13 mdr.
Hej Helen. Jeg har et spørgsmål ift anbefalingerne omkring mælkeprodukt....
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
Viden om børn:
Vaccination
De danske sundhedsmyndigheder anbefaler følgende vaccinationer:
- 3 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV7-1
- 5 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV7-2
- 12 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV7-3
- 15 mdr.: MFR 1
- 4 år: MFR 2 (pr. 1. april 2008)
- 5 år: Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination
- 12 år: MFR 2 og til piger HPV 1, 2 og 3
Natamning
Mælkeproduktionen sker også om natten, og i den første tid efter fødslen er det en rigtig god idé at amme om natten. Faktisk er natamning med til at holde din mælkeproduktion igang, fordi du om natten producerer mere af det mælkestimulerende hormon.
De fleste børn vil i de første måneder have behov for amning om natten, og det er først efter 6 mdr.s alderen, at de fleste børn ernæringsmæssigt ikke længere behøver mælk midt nat. I 6 mdr.s alderen vil barnet kunne spise skemad om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







