Svar: Konflikter :-(

---

Kære forældre

Tak for jeres brev og fine beskrivelse af nogle af de situationer, som I har haft og som har været rigtigt svære. Er der noget med at du er gravid og at I venter en lille ny, eller måske allerede har fået en lille baby i familien? Hvis det er tilfældet, så er det naturligvis en faktor, som spiller ind hos jer. Og der er ingen tvivl om, at det er rigtig svært at være jeres dreng i den situation og at det også gør, at han på mange måder ikke vil det I vil, men protesterer, viser egen vilje - og i nogen situationer beder om ekstra hjælp. Han gør sig yngre end han er, netop fordi det er svært at skulle forholde sig til at være stor, når man stadig på mange punkter er en lille dreng.

Og jeg får lidt på fornemmelsen, at I stadig stiller lidt for store krav til ham. Når du f.eks. henter ham i børnehaven og gerne vil at han rydder op og fint siger "så tager du den klods, og mor tager den..." osv. og han ikke vil, og du holder fast i at han skal, og han stadig ikke vil - så ender det med at tage over en time at komme ud fra børnehaven. Det ender med skæld ud, gråd, frustration hos jer begge - og så skal børnehaven lukke og du tager de sidste to klodser op i kassen. Hvorfor skal han partout være så aktiv i at rydde op - hvorfor overhovedet tage den konflikt?

Hvis man nu skal prøve at se det fra hans verden, så har han savnet dig hele dagen og han er oprigtigt glad for at se dig. Han kysser og krammer og det er skønt. Men det er svært at skifte situation, det er svært at finde ud af at skulle hjem (jf. dobbeltsocialiseringsrum, som jeg tidligere har skrevet om) og han kan slet ikke overskue oprydningen. Og jeg bliver nødt til at sige, at jeg i den situation ikke rigtigt synes han bliver mødt. Du vil have han rydder op, pædagogen i børnehaven vil have at han rydder op, faktisk er han beskrevet som "en dreng med udtalt stædighed" - det er de briller man har på, når man møder ham i børnehaven generelt, og når han skal hentes. Og det er et problem. For faktisk tror jeg ikke at han er stædig i den situation, men blot træt efter en lang dag...

Du har tidligere fortalt, at I er eget opmærksomme på, hvad I stiller af krav og at I også er i dialog med børnehaven omkring dette. Du har også skrevet til mig, at der er forskel på de krav I stiller hjemme og de krav der stilles i børnehaven omkring selvhjulpenhed, og at du føler at I mestrer balancen mellem at hjælpe og støtte og også stille krav. Og det er rigtig fint - men jeg får lidt på fornemmelsen, når jeg læser dit brev, at du også bliver usikker i situationen, hvor du henter din dreng, fordi du tænker at pædagogen nok også tænker sit, og at det er vigtigt, at du her viser, at din dreng ikke får lov til at være stædig ... men det gør at hele præmissen, når du henter ham er forkert. For det bliver en magtkamp og jeg må indrømme, at hvis det var min dreng, så havde jeg bare taget de klodser og puttet dem op i kassen, så vi glade kunne gå fra børnehaven inden for 10-15 minutter og jeg tænker også, at hvis han oplever det at blive hentet som noget dejligt, så vil han naturligt hen af vejen også gerne hjælpe til med de klodser - men fordi det hele spidser til og på ingen måde er roligt, så går han naturligt i baglås.

Og du fortæller i dag, at I f.eks. stiller krav om at han selv skal hjælpe med tøjet - I har prøvet at det tog ham 30 minutter at få det ene bukseben af .... og igen tænker jeg, hvorfor kæmper I på den måde? Hvorfor ikke bare hjælpe ham med tøjet? Hvis han oplever at få hjælp, så vi han højst sandsynligt gerne selv en anden gang og hvor det kommer naturligt. I kan starte med at hjælpe og så lade ham selv fortsætte, guide undervejs. Det lyder næsten som om at hver dag er fyldt med situationer, hvor han nu har fået rollen, som den der skal stille sig på tværs, fordi alt bliver gjort til en magtkamp...:(

Med hensyn til bukserne på restauranten, så har du naturligvis ret i at man skal have bukser på - men hvorfor vil han ikke have dem på? Hvad var der galt med de bukser? Strammede de? Havde han ondt i maven? Var de blevet beskidte? Der kan være mange årsager til at han pludselig ikke vil have dem på, og det er vigtigt at finde ud af, hvad det handler om - for først der kan I indgå et kompromis og finde en løsning.

Trusler er ikke en god idé - og det kan godt være, at du synes det virker lige nu, men på sigt hjælper det ham ikke. For det første har en trussel "vi smider dit lego ud" absolut ingen sammenhæng med ikke at ...

---

---

... ville have bukser på. Og samtidig - hvad vil du opnå? At han bliver bange for dig? Jeg ved godt at det ønsker du ikke, for I er som udgangspunkt nogle rigtige søde og omsorgsfulde forældre, som lige nu handler meget i afmagt, men det er rigtig vigtigt at du er opmærksom på, hvad det er der sker. Hvis I opdrager med trusler, så er der en risiko for at jeres dreng vil føle sig forkert. Og der er ingen, som kan lide at føle sig forkerte. Hvis man gentagende gange får oplevelsen af at være forkert, ikke at være god nok, så får man et lavt selvværd. Selvværd er ikke det samme som selvtillid.

Selvtillid: Handler om noget vi gør, det handler om noget vi kan. Det betyder i praksis, at hvis jeres dreng har en følelse af "jeg kan finde ud af det jeg skal", så har han selvtillid.

Selvværd: Handler om noget indre, det handler om at have værdi. Det betyder i praksis at hvis jeres dreng har følelsen af at "alt ved mig er som det skal være", så har han højt selvværd.

Når børn vokser op, så vil der naturligt være sammenligninger. Børn møder sammenligninger i hverdagen - der er ting vi voksne mestrer, som vores børn ikke mestrer, der er ting i børnehaven, som børnene der kan finde ud af og som jeres dreng måske endnu ikke har lært. Hverdagen er fyldt med sammenligninger.

Hvis man har et højt selvværd, så har man en følelse af at have værdi. Så føler vi at vi er okay, selvom vi ikke mestrer det de andre mestrer, så kan vi acceptere at vi er forskellige og at nogle kan noget og andre kan noget andet. Så føler vi at vi er elsket og har værdi - uanset om vi kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at vi er den vi er.

Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi være i tvivl om vores egenskaber, så vil vi stille spørgsmålsregn ved om det vi gør og siger mon er godt nok. Om måden vi ser ud på er okay, om vi er forkerte, og vi vil have en følelse af at det var bedre, hvis vi var ligesom de andre. Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan eller det vi står for, vi vil føle at de andre er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er.

---

---

Og det er rigtig vigtigt at jeres dreng ikke føler sig forkert - og måske er hans såkaldte "stædighed" slet ikke stædighed, men derimod udtryk for en usikkerhed. At han er bange for at prøve, bange for at forsøge, fordi han er bange for at gøre det forkert... Måske er det hans måde at blive set på, hans måde at søge opmærksomhed på ... Måske er det hans naturlige lyst til at bestemme visse ting, fordi han er i selvstændigheds alderen og har brug for at vise egen vilje - og nogle gange er løsningen derfor at synliggøre, hvad han bestemmer og hvad I bestemmer, for lige nu føler han sandsynligvis at I bestemmer alt og derfor er han naturligt Rasmus modsat... Måske er det en usikkerhed fordi han skal være storebror og han naturligt tvivler på, hvad rolle han nu skal have og hvad han betyder for jer...

Det er rigtig vigtigt at vi møder vores børn, som vi gerne selv vil mødes og jeg plejer at sammenligne det med at du går ind til din chef, der er noget du er utilfreds med. Chefen kan møde dig på to måder:

1. Hold dog op med at skabe dig! Det er da utroligt stædig du er. Hvorfor skal du altid brokke dig. Sæt dig ud og tænk lidt over, hvordan du opfører dig og kom tilbage, når du kan finde ud af at opføre dig ordenligt ...! Eller med en trussel "hvis ikke du laver dit arbejde nu, så bliver du fyret!" eller "... så får du ingen frokostpause".

Eller 2. Hvad sker der? Hvorfor bliver du så vred? Hvad handler det om. Kom lige ind, sæt dig ned og lad os tale sammen, lad mig høre, hvad det er ...

Hvis du bliver mødt som i eksempel 1, så vil du føle dig afvist og svigtet. Men bliver du mødt som i eksempel 2, så vil du føle dig lyttet til og forstået. Du bliver ikke afvist og du bliver ikke svigtet - heller ikke selvom du ikke får din vilje. Det er ikke sikkert at du får lønforhøjelse eller hvad det nu er - men det har rigtig stor betydning, at du føler dig mødt og lyttet til :)

Jeg håber I kan bruge disse tanker lidt videre, jeg ved fra dine tidligere breve, at I virkelig gerne vil gøre det godt - og du skriver også i dag, at I føler jeg som dårlige forældre - det tror jeg bestemt ikke at I er, men det lyder som om at I er ved at komme lidt ud af en forkert sti og skal prøve at finde ind på rette vej igen...

Og jeg håber at mine tanker i dag kan hjælpe lidt med dette - fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---