Svar: Raserianfald, hvordan hjælper vi vores søn?

---

Kære forældre

Tak for jeres brev :)

Det er rigtig synd at jeres dreng har været syg og tilmed har måtte indlægges, for at man kunne finde ud af, at han havde lungebetændelse og skulle behandles. Der er ingen tvivl om, at det har påvirket ham og situationen har været svær. Du har fuldstændig ret i, at han naturligt ikke har forstået, hvorfor du har holdt ham og ladet nogen gøre ubehagelige ting - og han kan ikke forklares det. Samtidig har du jo også selv været urolig og ikke vidst hvad du skulle gøre og naturligt følt dig meget alene - så det har været svært for jer begge.

Samtidig med at dette er sket, så er jeres dreng nået til et sted i sin udvikling, hvor han begynder at forstå at verden ikke kun er rar, men også kan være farlig. Netop i 18-20 måneders alderen begynder børn at få lidt farefornemmelse. Det er f.eks. fordi I siger mere "nej!" i løbet af dagen, holder fast i ham, fordi han ikke må gå ud på vejen osv. Det er også de andre børn i vuggestuen, som skubber, tager legetøjet fra ham, bider, slår eller lignende og det er hans egen bevidsthed om at det f.eks. gør ondt, når han løber og falder ... Og samtidig med denne udvikling, denne spirene fornemmelse for farer, så har han været indlagt og det har naturligt skubbet ekstra meget til hans bevidsthed om at verden er farlig - og jeg tror han er blevet oprigtigt bange og derfor naturligt har brug for tid, til at finde ud af at "værre er det så heller ikke", for I er der, passer på ham, elsker ham og giver ham al den omsorg og kærlighed, som han har behov for.

Børn i denne alder vil ofte også drømme rigtig meget og meget tyder på at de drømmer om adskillelse. De drømmer om at blive væk fra deres forældre, at de ikke kan finde os, at vi går fra dem, at vi er forsvundet. Børn drømmer om helt konkrete ting fra hverdagen - og det betyder at han naturligt også drømmer om alt det han har oplevet på sygehuset. Og igen er det bedste I kan gøre at vise ham, at I er der, passer på ham og at han kan være helt tryg, så den følelse stille og roligt kommer til at tage mere og mere over.

En del børn får også de første anfald af natteskræk i denne alder. Natteskræk er ikke det samme som mareridt, men er snarere en type "angstanfald", som ofte opstår først på natten, hvor mareridt opstår hen mod morgenstunden. Hvis eet barn vågner af mareridt, så vil det ofte være grædende, det vil gerne trøstes og er glad for at mor og far kommer ind på værelset, det har brug for at komme op på skødet, blive holdt om osv. Men et barn der har natteskræk reagerer ikke på denne måde. Natteskræk er især kendetegnet ved at barnet vågner med skrig, barnet kalder ikke, men skriger, græder voldsomt. Når man kommer ind til barnet, så vil det ofte sidde op og det kan virke meget ulykkeligt og bange, hyperventilere, svede, græde voldsomt, tale sort snak - og når man forsøger at trøste eller berolige barnet, så bliver man skubbet væk. Barnet vil ikke lade sig trøste, det vil ikke røres ved og skubber mor og far væk fra sig. Dette sker, fordi barnet faktisk ikke er vågen, natteskræk sker imens barnet sover dybt...

Og det kunne faktisk godt lyde som om at jeres dreng måske vågner med skrig og gråd fordi han har natteskræk og det er her en god idé, hvis I kan få ham til at sove videre og undgå at tage ham op. Ikke tænde for meget lys, ikke snakke for meget (jo mere I siger, jo større sandsynlighed for at I bliver en del af hans drøm og han så skubber jer mere væk), ikke give ham vand eller andet, men forsøge at lægge ham ned, få dynen på ham og hjælpe ham videre ind i ...

---

---

... søvnen.

Nogle gange kan et anfald at natteskræk være så voldsomt, at man naturligt hiver barnet op af sengen eller på anden vis ser sig nødsaget til at vække barnet - og hvis det er tilfældet, så er det også okay. Det er her så vigtigt, at man er opmærksom på at der kommer til at gå noget tid, før barnet er parat til at sove igen og at barnet, når det vågner, ikke vil forstå, hvad der sker - og derfor skal have tid til at finde roen igen og finde ud af at alt er okay. Nogle gange kan det være nødvendigt at gå ud af rummet, give barnet lidt vand at drikke, kikke lidt i en bog og så vende tilbage til sengen og prøve at putte barnet igen. Nogle gange vil han have brug for at kunne sove tæt på jer resten af natten...

Om dagen er situationen lidt en anden, her er der højst sandsynligt tale om anfald af fortvivlelse. Det får især børn i 1-3 års alderen og det er helt naturligt - det handler om hjernemæssig umodenhed og manglende sprog :)

Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke selv kan finde ud af at få lynet sin jakke, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

Hvis man bliver vred på ham, kalde ham hysterisk, sender ham på værelset eller i seng, så kan det godt få ham til at holde op med at græde lidt, men det vil normalt ikke hjælpe ham på sigt ... Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis I prøver at gå fra ham, så vil I sandsynligvis opleve at han går grædende efter jer "gå ikke fra mig mor", og det gør han fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. Derfor er det man skal gøre at trøste ham og hjælpe ham med at få samling på sig selv.

---

---

Nogle gange kan man ikke komme til at trøste og røre ved ham lige med det samme, men er nødt til at give ham lidt ro. Her er det vigtigt at være i nærheden og præcis som du så fint beskriver, vise sig tilgængelig og efter et par minutter, så er han mere parat og klar til at komme op på skødet og blive trøstet. Og det er fint. Hvis han ikke er parat, så kan det være en god idé at sætte sig ved siden af ham og tale stille med ham og vise ham, at du er der, at du godt kan holde ud, at han har det, som han har det - at du godt kan bevare roen, selvom han ikke kan :)

Sæt ord på: "sååå skat, bliver du bare så ked af det, sååå" så han kan høre at du er der og du tager det helt roligt. Når han så er klar, så kan han kravle op til dig, blive holdt om og blive beroliget.

Når verden går ham imod og han bliver fortvivlet, så drøner der adrenalin rundt i hans lille krop og det virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, men hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud. Og derfor er det så vigtigt, at I er rolige og bevare roen, fordi han spejler sig i jer og dermed også bliver mere rolig :)

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre.

Jeg vil anbefale jer flere af mine bøger f.eks. "Helens bog om gråd og trøst" og "Helens bog om børn og sygdom" ...

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---