Svar: Bøllelillebror

---

Kære Mette

Tak for dit brev :)

Det er vigtigt at tage konflikter imellem dine drenge alvorligt. Og det er rigtig vigtigt ikke at lade dem "klare det selv", men i stedet at forsøge at lægge sig positivt imellem. Og hvordan gør man så det?

Det er rigtig vigtigt at du lytter til begge drenge, for selvom "lillebror er mere stridbar" og "storebror er mere stille", så har de begge to del i konflikten og de skal begge lære at komme igennem konflikter på en konstruktiv måde. Hvis du er tilstede, så vil det være godt, at du forsøger at skabe situationer, hvor konflikterne så vidt muligt undgås - f.eks. ved at dele legetøjet op og give dem mulighed for at lege med hver sit, så de ikke skal slås om det samme. Og hvis konflikterne er der, når du ikke er til stede, så er det vigtigt at du går ind i konflikten åbent.

Det betyder at du skal prøve at møde drengene uden på forhånd at have tænkt at det nok er J, der har langet ud efter S igen eller S der har slået tilbage - men prøve at anerkende dem begge og de følelser de har.

Det betyder at du ikke skal tage parti. Du kan ikke være ”dommer”, når børnene har konflikter og hvis du skælder den ene ud og ikke den anden, så tager du parti – og sandheden er, at de begge er en del af konflikten og måske er det den ene som starter konflikten den ene dag og næste dag er det den anden.

Når du kommer ind til dem, så prøv at lade være med at råbe højt eller skælde ud. Prøv at undgå sætninger som "Hold så op!", "Hvem begyndte?", "I burde skamme jer, at I ikke kan finde ud af at lege" og lignende. Det hjælper dem ikke og de kan meget let føle sig forkerte, ligesom det kan optrappe konflikten. Prøv i stedet at møde dem med et "hov - hvad sker der her?", sæt dig ned, kom i øjenhøjde, tag børnene på skødet eller hold om dem. Du skal vise dem at du er tilgængelig, at du gerne vil finde ud af hvad der skete. At du sætter dig ned, så I kan se på hinanden og at du samtidig rører ved dem, vil ofte med det samme give lidt ro – nu er redningen der, en løsning er på vej.

Så skal du lytte til dem. Det er vigtigt at få dem til at sætte lidt ord på, hvad der er sket. Lyt til det de siger, men se også de signaler der sendes og det du ser. Hvis storebror har et bidemærke i armen, så skal du finde ud af, hvorfor lillebror har bidt - lillebror kan ikke selv forklare hvorfor, men du kan måske regne det ud og forklare det til storebror. At lytte er netop at lytte - uden at anklage nogen.

Du skal hjælpe med at sætte ord på. Storebror vil naturligt bedre kunne end lillebror kan men stadig kan det være rigtig svært at sætte ord på følelser. Det kan være rigtig svært at sige at man er træt af lillebror, at man føler sig uretfærdigt behandlet eller at man måske bare har lyst til at være i fred. Og lillebror vil naturligt ikke kunne forklare at han nogle gange ...

---

---

... driller storebror, fordi han gerne vil det samme som han ser storebror gøre - han vil så gerne, men kan ikke, fordi han jo stadig er meget lille og at han et eller andet sted derfor ser op til storebror - og det er naturligvis svært for storebror at forstå - også selvom du forklarer ham det.

Men det er vigtigt at du hjælper drengene med at sætte ord på, så de forstår hinandens reaktioner og så de hører, hvad den anden oplever og også oplever selv at få hjælp. Hvis lillebror f.eks. har taget legetøj fra storebror og storebror derfor skubber fra dig (som du skriver, så kan man ikke fortænke ham i at gøre dette - han lyder til ret ofte at stå for skud), så er det vigtigt at du f.eks. anerkender storebrors følelser og siger "du skubbede til lillebror, fordi han tog din bil. Det er ikke rart, når han tager tingene fra dig" - så storebror hører at du forstår det og så lillebror hører at storebror skubber, når han tager bilen. Og samtidig også give vejledning i, hvad man kan gøre næste gang - "en anden gang kunne du måske sige Stop!" og til lillebror sige "når storebror siger "stop!" så skal du stoppe. Lillebror kan det ikke endnu, men på sigt vil han naturligt lære det. Samtidig har det at du lærer drengene at sige stop den fordel, at du kan høre det på afstand og derfor ved, at der måske er ved at være en konflikt, hvor du hurtigt skal træde til og hjælpe - for konflikten får lov til at udvikle sig.

Det kan også nogle gange være rigtig godt at skille dem ad. Selvom de begge er drenge og de nogle gange nyder at lege sammen, så vil der også være dage, hvor de bare slet ikke kan finde ud af det. Og det er okay. Det er vigtigt at give dem mulighed for at lege hver for sig. Og hvis storebror har brug for tid alene, så skal det accepteres, så må du underholde lillebror imens. Det kan også nogle gange i selve konfliktsituationen være nødvendigt at skille dem ad f.eks. ”Du sætter dig her, og du sidder her” på behørig afstand af hinanden. Eller alternativt vælger du at lade dem være på hvert sit værelse. Det er helt i orden, at de ikke altid kan finde ud af at være sammen og ikke altid synes at den anden er fantastisk – og det skal du også støtte op om.

---

---

På samme måde kan det her være en god idé at sætte ord på "I blev vrede begge to - en gang imellem, kan man godt blive vred. Det er okay. Mor/far bliver også nogle gange sur. Det er bare vigtigt at blive gode venner igen" eller lignende.

Du skal naturligvis fortælle at du ikke vil have de slår og at det er forkert, du skal også forklare, at man kan løse problemerne på andre måder og give forslag til hvordan. Og så skal du give dem begge et knus og prøve at få dem til at falde til ro, netop med spejling i din ro, og det at de mærker, at du holder af dem. Holder af dem begge.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---