Svar: Manglende dags-søvn
Kære Janne og Martin
Tak for jeres brev - velkommen til og tillykke med den lille aktive dreng:)
Når man skal vurdere børns søvnbehov, så er det ikke nok at se på timer og minutter. I er også nødt til at se på, hvordan jeres dreng udvikler sig, vokser, trives generelt. Og umiddelbart lyder det som om at han trives godt, på trods af at hans søvnbehov er mindre end gennemsnittet - og det er okay.
Han sover en lang nattesøvn og jeg kan godt forstå, hvis I ønsker at ændre på dette, så han måske kunne sove lidt længere lure om dagen og sove mindre om natten. Men I fortæller at I har forsøgt stort set alt og intet har rigtig hjulpet og jeg tænker at I så måske skal acceptere, at det er sådan han sover.
I beskriver jo en dreng, som umiddelbart trives. Han bliver naturligvis træt nogle gange, pjevser, gnider øjne osv. men ellers er han glad, han har masser af energi, nyder at hoppe på jeres skød, leger, pludrer, bruger sig selv rigtig godt både fysisk og mentalt og lyder på den måde ikke til at mangle søvn. Han er også begyndt med skemad, spiser ikke store mængder, men det behøver han heller ikke med den alder han har, tværtimod og jeg går ud fra at han vokser som han skal...
Jeg kan godt forstå at I synes det er frustrerende at vandre rundt med barnevognen i en time og han stadig ikke sover - og måske skal I tillade jer selv at sige, at sådan er det og at han nok falder i søvn, når han er træt... Når det er sagt, så vil det naturligvis være rigtig fint, hvis I kan forsøge at skabe en rytme i løbet af dagen, hvor han stadig får 3 lure dagligt - men det betyder her ikke så meget om han så sover 20 minutter eller en time - det vigtigste er at han får de afbræk i løbet af dagen og så må I tro på, at han vågner, fordi han ikke har brug for at sove mere og at han naturligt vil sove igen, når han atter føler behov herfor.
Bliver han ammet eller giver I flaske? Det kan nogle gange være en god idé at lægge sig med ham, han kan ammes eller få flaske imens han ligger ved siden af jer i dobbeltsengen og på den måde kan I måske være heldige at få ham til at falde i søvn og han kan så blive liggende ved siden af jer (og I kan få en middagslur). Hvis han ammes, så kan man nogle gange være heldig at få ham videre i søvnen ved at være parat med brystet, når han efter 15-20 minutter begynder at vise tegn til at ville vågne op. Ved at ligge i sengen sammen med ham og amme ham en ekstra gang kan man være heldig at lulle ham videre ind i søvnen og undgå den korte lur.
Hvis han får flaske vil det ofte være en idé at give flasken, hvor han skal sove, så han ikke oplever det skift der er fra favn og ned i sengen. Han kan altså få flasken i sin seng eller i barnevognen - og han må godt falde i søvn på denne måde. Det kan gøre at han, når han har sin opvågning efter 15-20 minutter registrerer at han ligger samme sted, som han faldt i søvn og derfor sover videre - igen evt. med flaske eller måske med en sut i munden, kærtegn og jeres nærhed. Det ka altså hjælpe at han ikke falder i søvn i favn og flyttes i seng og så vågner op og opdager at han er væk fra favnen og derfor ikke kan sove videre.
Det kan nogle ...
... gange være en idé at indføre et bad mellem formiddagsluren og middagsluren. Badet kan gøre hans vågne periode lidt længere og vil samtidig stimulere ham både motorisk og mentalt - og nogle børn vil derfor efterfølgende kunne sove en længere lur. På samme måde kan det nogle gange hjælpe at gå til babysvømning om formiddagen, fordi han så derefter får mælk og puttes og måske sover længere - det kan dog nogle gange afhænge lidt af om man putter ham ud i bilen og kører hjem (så vågner han måske op, når man kommer hjem) eller om man kan putte ham i barnevognen og trille ham og på den måde holde ham sovende...
En plan for dagen kunne se således ud:
Tidlig morgen 05/06: Ammes eller flaske og sover videre. Ammes eller flaske tilbydes ofte igen, når dagen begynder, det er en dejlig måde at vågne op på.
Formiddag 9-9.30: Ammes/flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Tilbydes lidt grød, gerne med lidt frugtmos som topping, da han er glad for dette. Det er helt fint, hvis han spiser et par skefulde til max ½ dl. Spiser han mere, må han naturligvis gerne det, men det er ikke mængden, men rytmen og den langsomme tilvænning og at det skal være positivt at få grød. Vand af kop.
Kan evt. få et bad her...
Ammes eller flaske og puttes til middagslur kl ca 12.30-13
Eftermiddag 15-16: Må her gerne få en lille smule frugtmos, hvis I fornemmer at han er glad for dette og lidt vand af en kop.
Tilbydes flaske eller ammes og puttes til dagens 3. lur
Aften 17.30: Tilbydes lidt grøntsagsmos, igen bare et par skefulde til max ½ dl. hvis han kan spise det - og igen naturligvis også gerne lidt mere, hvis han kan det. Det er ikke mængden, men rytmen som lige nu er vigtig :) Vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til natten som nu ca kl 19
Sen aften 22: Ammes eller flaske
Nat 02: Evt. ammes eller flaske - det afhænger helt af hvordan han i øvrigt sover, vågner, søger og efterspørger mælk...
Jeg håber at min dagsplan her giver lidt idé om, hvordan en dagsrytme kan skabes. jeg vil anbefale jer at I forsøger at skabe lidt rytme for dagen nu, hvor han som sagt hjælpes til 3 lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på eftermiddagen. I skal lige nu ikke spekulere på varigheden af lurene - prøv i stedet at se om I kan få ham til at sove på nogenlunde fast tid. På samme måde vil det være rigtig godt at I giver ham skemad og mælk på faste tider dagen igennem. Det at hjælpe ham med at spise, sove, og være aktiv til faste tider vil påvirke hans indre ur og dermed hans fornemmelse for hvornår han skal sove og hvornår han skal være aktiv, ligesom det også vil have betydning for hans fornemmelse for at skulle spise og hvornår han er mæt...
Der er nogle børn som ikke rigtig signalere træthed og parathed til søvn og hvor man er nødt til at kikke lidt på klokken og i stedet prøve at putte barnet efter faste tider mere end efter hvad signaler han sender .. Jeg håber at dagsplanen her giver jer en idé om, hvad puttetider måske kunne være hos jer og hvad I kan arbejde videre mod.
Jeg håber også at ovenstående giver lidt ro med på vejen :)
Rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Vitaminer børn
Sundhedsstyrelsen anbefaler følgende vitaminer til børn:
- D-vitamin gives dagligt til alle børn, fra barnet er 14 dage, og til det fylder 4 år. D-vitamin er med til at styrke barnets knogler. Der gælder særlige regler for D-vitamin til børn med mørk hud, og børn som får modermælkserstatning.
- Jern-dråber gives til børn, der er født for tidligt (< 37 uger) og til alle børn, som har en fødselsvægt på under 2500 gram. For tidligt fødte børn har behov for...
Æbler og æblemos
Barnet kan fra 6 måneder spise al slagt frugt, frisk eller kogt. Frugten bør stadig moses, og æblemos vil ofte være et hit hos børn - især hvis det serveres, som topping på en grød. Rå æbler bør du dog være opmærksom på.
Børn under 3 år bør ikke få fødevarer, som er meget hårde eller som knækker let. En stor æblebåd kan knække og sætte sig fast i halsen, og af samme grund kan det ikke anbefales at give små børn et helt æble at gnave af. Du skal også være opmærksom på skrællen,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









