Annonce

Annonce

Svar: 6 måneder og har stadig søvnproblemer


18. februar 2014

Kategori:
Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære frustrerede forældre

Tak for jeres brev og alle jeres tanker :)

Der er rigtig mange ting, som spiller ind hos jer og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer:)

For det første ændrer dagsplanen og rytmen sig nu - og hele dagens forløb vil naturligt spille ind på, hvordan natten forløber.

Nu hvor jeres dreng er 6 måneder gammel vil det være rigtig godt at øge ham i skemad. Det betyder ikke at han skal spise større portioner, men at han skal tilbydes flere måltider dagen igennem. Det vil være rigtig godt at han nu får skemad 3 gange dagligt - morgen, frokost og aften. Derudover skal han have mellemmåltider og han skal også begynde med lidt mad i hånden, som han selv kan sidde med og gumle på.

Det er rigtig fint at han nu er kommet ind i en rytme, hvor han begynder at kunne sove en længere formiddagslur - det må han gerne. Det vil naturligt betyde at han sover en kortere middagslur, ligesom det vil betyde at middagsluren vil komme til at ligge senere på dagen og det vil igen betyde at han begynder at kunne nøjes med kun to lure dagligt. Helt fint i forhold til hans alder.

Hans vågne perioder vil blive længere. Han vil kunne være mere aktiv, bruge sig selv mere motorisk og mentalt og han rytme vil naturligt ændre sig i løbet af dagen. Det at han nu begynder at blive sut, når han skal spise kan godt være et tegn på at han har brug for at blive aktiveret på en anden måde, at I skal sætte ham i den høje stol, når I giver ham mad, så han er med ved bordet. At han skal have mad i hånden, som han selv kan sidde og gumle på, øve sig mundmotorisk på, at han skal have mere varieret mad, mad med mere smag, mere og mere bid - alt sammen med til at aktivere ham motorisk og mentalt og dermed også få betydning for hans søvn.

Det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten at han får både mad og mælk nok i løbet af dagen. At sove igennem betyder lige nu at kunne sove 5-6 timer uden mælk. De fleste børn vil i 6 måneders alderen stadig trives bedst med ca 6 flasker eller amninger i døgnet. Væskebehovet er stort og jeres dreng vil ikke kunne indtage væske nok via en kop eller et glas. Det er derfor vigtigt at mængden af skemad holdes på et niveau, hvor han stadig drikker mælk nok. Det er således bedre at han tilbydes 1 dl. grød eller mos, sammen med vand af kop og lidt mad i hånden, og at han så efterfølgende tager imod flaske eller ammes - end at I giver ham 1.5 dl. skemad eller mere og han så ikke drikker nok.

En plan for dagen kan se således ud nu:

Tidlig morgen 05: Ammes eller flaske og sover videre

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: Frugtmos (evt. jerntilskud, det afhænger af hvor meget mme han tilbydes i døgnet), frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.

Ammes/flaske og puttes til formiddagslur

Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos og der begyndes stille og roligt med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv, vand af kop.

Ammes/flaske og puttes til middagslur

Eftermiddag 16: tilbydes lidt frugtmos, frisk frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop. Og ammes eller får også stadig flaske her.

Powernappen springes ofte over

Aften 18: Grøntsagsmos og der begyndes også her med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.

Ammes/flaske og puttes til natten 19.30-20

Sen aften 23-24: Ammes/flaske og begynder herefter at kunne sove uden at få mælk igen før næste morgen tidlig.

Som I kan se så indgår der mange måltider dagen igennem og der indgår stadig mælk som en fast del af putteritualet. Der kan godt gå en time eller halvanden time imellem at der tilbydes skemad og han så puttes til lur med mælk. Det vil være rigtig fint at han tilbydes skemad, når han vågner og tilbydes mælk inden han skal sove. Det giver plads i maven til begge dele og fylder ham op, så han begynder at kunne undvære flasken mellem 03-05 og i stedet netop begynder at kunne trives med flaske kl ca 24 og 05...

Det er vigtigt at I ikke putter ham for tidligt, da han ...


Annonce

... naturligt så ikke vil kunne sove. Det er vigtigt at I forsøger at ramme det rigtige tidspunkt. Hvis han er svær at aflæse, så kan det være en god idé at I sætter ham i barnevognen, triller en tur og lader ham sidde op, mærke vinden i ansigtet, følge med i hvad der sker og læg så mærke til hans reaktioner. Læg ham først ned, når han tydeligt viser sig parat og læg her mærke til hvad klokken er - det kan give jer en idé om, hvornår han reelt er parat til at blive puttet og måske skal han puttes 20-30 minutter senere end I forsøger lige nu. Det kan godt være at han første skal sove middagslur kl 14 - det afhænger af hvor sent han står op fra sin formiddagslur.

Nogle gange kan det være en idé at give ham flaske i barnevognen eller tremmesengen, så han ikke oplever at blive flyttet fra favn ned hvor han skal sove, men så han i stedet får lov til at falde i søvn, der hvor I ønsker han skal lære at sove. I kan her elevere hovedgærdet med en lille pude under madrassen:)

Med hensyn til at være high need, så er den største udfordring nok, at ingen faste rutiner synes at virke. Det er forskellige ting der virker fra dag til dag, så det der virker helt fantastisk torsdag udløser måske frustration og utrøstelig gråd lørdag. Derfor er det vigtigt at I forsøger at gøre det, som I umiddelbart fornemmer vil virke bedst i den nuværende situation. Genkendelighed er godt, for det giver ro og tryghed, men det må ikke blive på en rigid måde - det er vigtigt at være fleksibel og justere ind efter, hvad jeres dreng viser behov for. Så ja - nogle gange vil han have brug for at i triller ham lidt, andre gange går det fint uden at være i bevægelse. Nogle gange skal han puttes for sig selv, andre gange vil det være nødvendigt at mor lægger sig med ham og ammer ham i dobbeltsengen - I skal gøre det, som virker og som giver bedste søvn for jer alle tre :)

High Need babies sover ofte ikke særlig længe ad gangen. Deres søvnbehov er generelt lidt mindre end hos andre børn på samme alder. Deres søvn bliver ofte afbrudt efter kort tid, og de har meget svært ved at overgive sig til søvnen og ofte har de brug for stor fysisk kontakt og nærhed for at kunne slappe af og falde til ro og falde i søvn - de sover ofte bedst i favn (mors favn) - og sådan er det, og det er okay, I skal bare vide, at det er normalt :)

Med hensyn til tis og bleskiftning om natten, så kan det nogle gange være en god idé at tage ham op, skifte ham og give ham mælk sen aften og så putte ham igen. Det kan for det første fylde ham lidt ekstra op og være med til at gøre, at han så bedre kan undvære mælk til næste morgen tidlig, men samtidig kan det også være rart med en tør ble der, som bedre kan holde ham tør resten af natten.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Med hensyn til forkølelse om natten, så kan I på samme måde sen aften, forsøge at rense hans næse godt igennem, før han igen får mælk og puttes, så han igen starter natten bedst muligt. Forkølelse er en periode og han skulle gerne få mindre snot og irriterede slimhinder i løbet af nogle dage til få uger... Det er rigtig fint med saltvand, I kan også prøve med en næsesuger, og så kan I også prøve om I ved at kilde ham med snippen af en stofble under næsen, kan få ham til at nyse og derved få renset sin næse.

Planen giver en nogenlunde idé om antallet af måltider og som sagt skal mængden af skemad holdes på et niveau, der giver plads nok til mælk = væske. En portion kan sagtens være på ca 1 dl færdig grød eller mos - lidt mere eller lidt mindre - det afhænger helt af, hvorvidt han så drikker mælk nok.

De fleste børn vil i 6 måneders alderen drikke ca 1000 ml mælk af bryst/flaske, derudover drikke vand af kop og også spise skemad...

Måltiderne suppleres nu med mad i hånden, det vil aktivere ham og forlænge måltidet, så han også får mulighed for at fornemme mæthed, når du har givet han skemad - og så han ikke bliver så ulykkelig og sur :)

Jeg vil anbefale jer min bog "Helens bog om børn og mad". I den finder I dagsplaner, opskrifter og guides igennem skemaden til mad i stykker, familiemad osv.

Håber I kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke med ham :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare

Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Parforhold

Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.

Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...

Læs mere i Babylex

Gylp

Når barnet spiser, sluger det ofte lidt luft, eller kommer til at spise for meget eller for hurtigt. Det resulterer i, at barnet ofte gylper efter et måltid, og det er helt normalt. Ofte er det, når barnet bøvser, at der kommer lidt mælk med op.

Hvis dit barn får flaske, kan du forsøge med en anden type flaskesut. Hvis hullet er for stort, så løber mælken for hurtigt. Du kan også forsøge at ændre spisestillingen, så dit barn sidder mere lodret, når det får mad.

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

tusind tak for en eminent brevkasse, den har jeg fundet og finder meget trøst og viden i.

Mor til dreng 16 måneder


Annonce