Svar: Vil sidde på armen

---

Kære Emilie

Tak for dit brev og velkommen til :)

Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med børn i 13-15 måneders alderen og det er helt normalt at børn i denne alder virker lidt mere klyngende.

Ligesom børn i 8-10 måneders alderen går igennem separationsfasen, i takt med at de begynder at kravle, rejse sig ved tingene osv. så går børn i jeres drengs alder også igennem en fase. Man kan tale om en "separation-gentilnærmelses-fase", hvor han ofte vil op, skal sidde på skødet, vil observere verden fra jeres favn og tydeligt klynger sig - og andre gange, så vil han alligevel ikke op, men vil med det samme ned igen - nogle gange op, ned, op, ned, som om han ikke rigtig kan finde ud af, hvad han egentlig vil.

Man oplever det ofte sidst på dagen - naturlivis når I kommer hjem fra arbejde og har været adskilt dagen igennem. Og mange børn har i denne alder også rigtig svært ved at overgive sig til søvnen om aftenen. Det kan ikke slippe alle dagens oplevelser, men søger ekstra fysisk kontakt og nærhed, de vil ikke sove og protesterer højlydt, når man forsøger at putte og gå fra dem.

Jeres dreng er stadig så lille at han ikke forstår, hvor I går hen. Han kan ikke forholde sig til at I går på arbejde eller til at I går ud i et andet rum. Når han ikke kan se jer, føler han sig naturligt forladt og alene. Og derfor bliver han rigtigt ked af det, hvis du f.eks. går ud i køkkenet og lader ham være alene i stuen - eller lader ham være alene med far - ikke fordi far ikke er god nok, men fordi jeres dreng tror at du går fra dem og det bliver han ked af.

Det er en balance I skal finde - for du skal naturligvis give ham den nærhed og tryghed han viser behov for. Det er vigtigt at han ikke føler at du afviser ham, skubber ham væk, men at han mærker at du naturligvis er der for ham. Og nogle gange skal du derfor tage ham op, give ham et kram og også lade ham sidde hos dig og få "tanket sit mor-depot lidt op" og andre gange vil det være rigtig fint at berolige ham på afstand "hej skat, jeg er lige her, det er okay", så han ser og mærker at du hører ham og reagerer på ham, men så du stadig også markere at han kan godt selv, netop med dig ved siden af.

Det kan være en god idé at lege gemmeleg, hvor I forældre skiftes til at gemme jer sammen med ham, sige lyde, som I så bevæger jer efter, så han på den måde bliver opmærksom på at man ikke nødvendigvis er forsvundet, men at man kan opsøges. Og at man også kan lytte ...

---

---

... "hvor er far/mor henne". Det vil på samme måde være rigtig godt at I bruger hinanden i hverdagen og leder efter hinanden "så nu er maden klar, skal vi sige til far at vi skal spise?" og så tager du jeres dreng med og I "leder efter far", så jeres dreng på den måde lærer at man godt kan gå fra eet rum til et andet og finde den man søger - og ikke behøver bryde i gråd, hver gang en forlader rummet :)

Far kan også nogle gange tage jeres dreng med i køkkenet, vise ham "se mor er lige her" og du kan smile til jeres dreng, måske lige give ham et lille klem, forsætte med det du er igang med og far kan så aflede jeres dreng og hjælpe ham lidt videre, netop fordi han så er bekræftet i at du jo ikke er blevet væk, at du ikke er gået fra ham.

Når I oplever at jeres dreng bliver hidsig og smider sig på gulvet, græder, vrider sig, så er det fordi han stadig er så lille at han mangler ord. Han kan ikke sætte ord på sine følelser og derfor reagerer han fysisk. Når hans indre er i oprør, når han oplever at verden går ham imod, - det kan være legetøjet som driller eller at I siger nej, eller at han får den blå kop i stedet for den røde ... så har han en masse adrenalin i kroppen, hans stresshormoner kører i højeste gear. Det virker som ild - hvis I ignorerer ham eller kalder ham hysterisk, så puster I til ilden, men hvis I viser ham forståelse og bevare den ro, som han ikke selv er i stand til at bevare endnu, så hjælper I ham til at falde til ro.

Hvis han piller ved noget han ikke må røre ved og som kan være farligt for ham, så skal du fjerne ham imens du siger nej. Smider han med maden, så kan du fjerne tallerkenen imens du siger nej. Det at lade en handling følge med sit nej, gør at han stille og roligt vil huske det bedre.

---

---

Hans udforskningstrang er stor og det er helt naturligt at han vil pille i ting, undersøge tingene men også se hvad reaktion han får fra jer, når han går på nye opdagelser. Han undersøger altså både ting og omgivelser, men undersøger også jeres reaktion og lærer således stille og roligt, hvordan han skal opføre sig sammen med andre mennesker. Og den alder han har, kræver rigtig stor tålmodighed og omsorg.

Sæt ord på: "sååå skat, bliver du bare så ked af det, sååå" så han kan høre at du er der og du tager det helt roligt. Når han så er klar, så kan han kravle op til dig, blive holdt om og blive beroliget.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Rigtig god jul!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---