Svar: Go'nat og sov godt

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse og overvejelser :) Jeg vil meget gerne uddybe og forklare :)

For mig er det vigtigt at børn er trygge, når de skal sove. Og tryghed skabes blandt andet ved at have et genkendeligt ritual. Børn elsker gentagelser, og det er med til at forberede dem på, at det nu er sengetid og hvad der således skal ske. fuldstændig ligesom faste ritualer ved middagsbordet hjælper dem til at forstå at det er spisetid osv.

Det er også sådan at ritualerne ændrer sig over tid. Det spæde barn har ofte brug for at blive ammet og vugget i søvn, men i takt med at barnet bliver ældre, så ændrer dette sig og barnet skal stille og roligt til at lære at sove uden bryst og vugning i favn. Ritualerne kaldes for søvnassociationer, og det der starter som en god søvnassociation kan på sigt blive uhensigtsmæssig. Det er ikke sikkert den gør det, men den kan blive det.

Der er gode søvnassociationer:

Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. Øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.

Der er mindre gode søvnassociationer:

Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn eller blive holdt i mors arme.

De gode søvnassociationer er gode, fordi de handler om at lære barnet at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted, hvor man skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør barnet afhængig af den voksne.

Og med den alder jeres datter har, så er det uhensigtsmæssigt, hvis hun er afhængig af bryst eller afhængig af at komme op i din favn og blive vugget flere gange i løbet af natten, for at kunne sove. Vi vågner alle sammen 15-20 gange hver nat og registrerer her om alt er, som da vi faldt i søvn og hvis det er det, så sover vi videre. Men hvis situationen har ændret sig, så kan vi naturligt ikke komme videre i søvnen - så hvis jeres datter falder i søvn med brystet, så er der meget stor sandsynlighed for at hun vågner igen og igen helt natten igennem, fordi hun mangler dette.

Det kan være en god idé at indføre en putteklud, en bestemt godnatsang eller lignende. Det kan for hendes alder også være en musik-uro eller en spilledåse, som I trækker op, når hun skal sove - stille og roligt udvide med godnathistorie, puttebamse osv. i takt med at hun får alderen til dette (12-18 måneder). Så I på den måde får skabt et nyt ritual om aftenen, som er genkendeligt og dermed trygt - og som følger hende, både når hun puttes i sin tremmeseng og når hun f.eks. skal puttes ude.

Det handler altså om at få sat et andet ritual i stedet for det I har, gerne en gradvis ændring, hvor I indfører noget nyt beroligende, som hun naturligt har med sig, når hun så puttes i sin tremmeseng, så det stadig virker trygt og rart at skulle sove, og så hun naturligt forbinder sin seng med stedet, hvor hun sover.

Hvis hun græder, rejser sig, strækker armene op mod dig og tydeligt signalerer "tag mig op", så skal du naturligvis tage hende op, berolige og betrygge hende og så putte hende tilbage i seng igen. Ikke give hende bryst hver gang du tager hende op eller gå rundt med hende, men give hende roen og når hun atter er rolig, putte hende tilbage. Hele tiden vise hende, at det er meningen, at hun skal sove i sin tremmeseng og hele tiden være der, berolige og betrygge, så hun føler det okay. Synge for hende, give hende en hånd at holde i osv. så hun ikke føler sig alene og forladt.

Hvis hun ikke rejser sig, men ligger uroligt, småklynker, brokker sig lidt osv. så kan I være hos hende, holde hænderne beroligende på hendes krop, lade hende mærke at I er der, men stadig holde fast i at det er sovetid, og at hun naturligt falder i søvn i sin seng. Du skriver at I har forsøgt "den blide metode - at hun kommer op, får trøst og bryst, hver gang hun vågner og er ked af det", men det er faktisk ikke sådan du skal ...

---

---

... gøre.

Jeg plejer at sammenligne det med at du som voksen falder i søvn ved siden af din mand, og han så forsvinder i løbet af natten. Hvis du vågner og oplever at din mand er væk, så vil du ikke kunne sove videre, men i stedet vil du vågne yderligere op, du vil mærke en uro og du vil begynde at søge efter ham, for at finde ud af hvor han er blevet af. Du ville først falde til ro, når du havde fundet ud af at der ikke var sket noget, at han bare var gået på toilet, ikke kunne sove og derfor var stået op, sad og læste eller lignende.

Jeres datter skal derfor lærer at sove på afstand af jer og stille og roligt lærer at sove i tremmesengen - men stadig trygt og godt og nærværende. I skal sætte noget andet i stedet for jer, så hun på sigt har en substitut, som hjælper hende og som gør hende tryg, når hun skal sove.

Det betyder ikke at hun skal græde sig i søvn, hun må jo stadig godt blive ammet inden hun skal puttes til natten og brystet må gerne gøre hende rolig og afslappet og parat til at sove. Hun har stadig behov for mælken. Men du skal putte hende i seng lige der, hvor hun registrerer hvor du lægger hende. Hun skal lige nå at fornemme at hun ligger i sengen og hun skal fornemme at brystet er væk fra munden. Lige der, hvor hun registrerer, men stadig er træt nok til at falde i søvn.

---

---

Det er korrekt at "Go'nat og sov godt" beskriver vigtigheden af faste rutiner og ritualer - så langt så godt. Men der hvor bogen kammer over, og hvor jeg protesterer er der, hvor anbefalingen er at lade barnet græde. Man skal lægge barnet i seng, slukke lyset og gå ud af værelset - og forlænge tiden igen og igen, mellem man går ud og indtil man kommer tilbage igen, uanset hvor meget barnet græder, uanset hvor ulykkeligt barnet er. Og man skal fjerne al afhængighed af den voksne - man må ikke synge for barnet, vugge barnet, holde barnet i hånden, gå tur med barnevognen, røre ved barnet og lade det tage fat i ens hår, give det små klap eller kærtegne det, give det flaske eller bryst, lægge det i sin seng, give det noget at drikke... Og det bliver for mig en mekanisk måde at se det lille barn på. Der er tale om et lille menneske, som naturligt har brug for trøst, kærlighed og omsorg, og hvor det er rigtig vigtigt, at man ser på sit barn og de signaler barnet sender og ikke ser på klokken og lader tiden afgøre, hvorvidt man vil tage sit barn op og trøste det eller ej.

Der er i bogen en tidsoversigt, som viser "antal minutter der bør gå inden forældrene går ind til det grædende barn" og det fremgår her at efter 7 dage, må barnet godt ligge og græde i 17 minutter før man går ind til det ... Og ja, det virker. På et tidspunkt holder barnet op med at græde, men jeg tror ikke på at det holder op, fordi det har lært at være tryg. Jeg tror det holder op med at græde, fordi det ikke nytter noget, det bliver ikke lyttet til, reageret på. Der står i bogen "til sidst vil jeres barn forstå, at det ikke opnår noget ved at græde, og det vil ende med at falde i søvn alene" og dette menneskesyn er bare så langt fra min måde at se små børn på.

Må børn så slet ikke græde? Jo det må børn godt, gråd er en naturlig ting. Små børn græder, når de vil fortælle os at noget ikke er helt, som de gerne vil have det. Og vi skal reagere på deres gråd. At græde er en måde barnet kommunikerer til os på. Men vi skal naturligvis skelne gråden, for børn kan godt græde "protest-gråd" - en slags "jeg vil ikke sove nu, jeg vil hellere lege - gråd" og hvor man naturligvis godt må holde fast i at det er sovetid og præcis som du skriver, sænke skuldrene og med ro signalere, at nu skal du sove og ikke lege. Men barnet skal stadig være tryg ved det at sove og barnet skal ikke ligge og græde længerevarende og være ulykkelig, for så er der noget galt.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre og at det giver lidt afklaring :)

Rigtig god jul til jer alle fire :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---