Brev:
Morsyg?
Kære Helen.
Jeg er far til min skønne og smukke datter på 14 måneder.
Min datter og jeg har det fantastisk sammen. Vi kan lege, vi kan spise, vi kan lave spas, hun kan trøstes af mig, hun kan nemt puttes af mig. Ja, jeg kan udføre samtlige opgaver – vel at mærke når vi er alene, og Mor er helt ude af huset!
Når enten Mor eller Mormor blot befinder sig på matriklen, er hun meget ked af sin far. Jeg kan næsten ikke komme i nærheden af hende. Hun afviser mig kategorisk i form af skrig, gråd og fysisk modstand, hvis jeg forsøger at tage hende op, eller lige skal holde hende, så Mor fx kan komme i bad. Jeg har forsøgt at tage hende ind på hendes værelse, eller ned i vores havestue hvor vi også har en masse legetøj for at okkupere hende. Hun holder måske op med at græde, men efter ca. 30 sekunder vender hun sig om, og forlader lokalet for at lede efter Mor. Og ve mig, hvis jeg forsøger at standse hende. Nøjagtig det samme er tilfældet hvis Mormor er i nærheden, og for den sags skyld også Farmor, dog ikke i så kraftig grad. Generelt virker det som om hun bare foretrækker kvinder.
Det gør mig rigtig ked af det, at hun i den grad afviser mig, blot fordi Mor er i nærheden. Jeg føler det er unfair, fordi jeg lægger mange kræfter i at være en god far for hende. Jeg forstår naturligvis godt, at min datter grundet sin alder har en stærk tilknytning til sin Mor, hvilket jeg til fulde respekterer og accepterer. Dog synes jeg det er særegent at hun i så kraftig grad afviser mig, når der er kvinder til stede, når hun jo sagtens kan hygge sig med mig med grin, hygge og spas, når vi er alene.
Hun er motorisk god og har gået siden hun var 11 mdr. Vi håbede, at mange af disse ting ville ændre sig, når hun selv kunne gå og dermed ikke på samme måde som før kunne blive forladt – hun kan jo bare gå med, hvis vi går ind i et andet værelse; men hun har det aller bedst hvis mor sidder tilgængelig på gulvet og så kan hun ellers lege og hygge sig.
Vores datter har faktisk altid haft en meget tæt tilknytning til mor og er ikke et barn, man ...
... nogensinde har bare kunnet kaste over i armene på fremmede, selvom vi begge har været meget åbne overfor at andre end forældrene gerne måtte holde hende. Hun vil allerhelst være hos mor og bliver helt panisk, hvis hun mærker at mor er på vej væk. Fremmede må helst slet ikke nærme sig – men hvis hun sidder hos mor, kan hun sagtens vinke og charme.
Vi prøver begge at vise hende, at far er god nok, men efterhånden er det svært for mig ikke at være opgivende på forhånd, og for mor ikke bare at tage hende pr. automatik, så hun ikke skal blive så bange for at mor forsvinder. Mormor kan sagtens tage hende, hvor hun er helt ok med at mor går – jeg kan bare ikke.
Min kone har altid været meget hjemme – både i barsel men også efter start på job igen, men efter et par uger, hvor min kone havde rigtig travlt med sit arbejde og var meget lidt hjemme er det blevet helt slemt, og selv en hel uges efterårsferie for kun os tre kunne ikke få hende til at stole nok på mig til, at jeg kunne tage hende.
Hvad skal jeg gøre? Skal jeg blot slå koldt vand i blodet, og fortsat kæmpe for hendes accept af at jeg godt kan tage hende, selvom Mor er i nærheden. Jeg er kommet frem til, at jeg i den kommende tid vil forsøge at finde nogle særlige ting, som kun Sophia og jeg laver sammen. Det kunne fx være at tage på biblioteket sammen (hun elsker at kigge i bøger), eller eventuelt tage hende med på nogle dejlige gåture i naturen, idet jeg selv elsker at være i naturen. Er det en god idé, og tror du det vil hjælpe på situationen, som beskrevet ovenfor.
Vi har allerede en rutine, hvor jeg tager hende alene hver morgen og giver hende morgenmad. Dog er det lidt en øvelse, for hun må ikke se mor; hvis hun ser mor vil hun ikke med mig ned og have morgenmad og græder panisk, hvis jeg tager hende med alligevel. Jeg prøver at berolige hende ved at sige at mor ligger og sover eller er i bad og at far passer på hende men lige meget hjælper det.
Jeg er meget åben for dine forslag, og jeg ser meget frem til, at høre fra dig.
De bedste hilsner
Den frustrerede far
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.
Fortsat dårlig søvn efter dræn
Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....
15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...
12. januar 2026 | Sovevaner | 13 mdr.
13 måneder og konstant dårlig søvn
Kære Helen. Jeg håber, du er kommet godt ind i det nye år. Vi er...
6. januar 2026 | Udvikling | 13 mdr.
Kære Helen. Mange tak for din hjælp ift putning af min datter efter...
30. december 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Uro ved aftenputning - 13 mdr.
Kære Helen Jeg har en datter på snart 13 måneder. Hun har næsten lige...
Viden om børn:
Bedsteforældre
Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.
Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.
Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...
Proprioceptive sans
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Den proprioceptive sans kaldes også muskel-ledsansen, stillingssansen og den kinæstetiske/bevægelsessans. Denne sans er kroppens evne til at opfatte bevægelse, muskelkraft, kropsstilling, og det sker ved hjælp af...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...