Svar: 3 år og med masser af energi!

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev - og stort tillykke med lillebror:)

Det er rigtig godt, at jeres datter er god til at bruge sit sprog. Det er vigtigt, fordi hun naturligt så bedre kan sætte ord på hvad det er hun tænker og føler og samtidig kan I også forklare hende nogle ting, lave nogle små aftaler med hende osv. Men når det er sagt, så er hun stadig en meget lille pige og selvom hendes ordforråd er stort, så vil hun naturligt ikke kunne sætte ord på mange af de følelser hun har og som naturligt er forstærket af, at der er kommet en lillebror ind i familien.

Det er højst sandsynligt ikke fordi I ikke har været kærlige og tålmodige nok i hendes opdragelse, men fordi at det er rigtig svært at være 3 år - og det er rigtig svært at blive storesøster.

Søskendejalousi handler om tre meget store følelser: Sorg, vrede og angst. Sorgen handler om at hun har mistet retten til at have jer for sig selv. Vreden handler om at I har sat hende i denne situation og den vil ofte være rettet mod mor (og netop ikke lillebror, præcist som du beskriver). Angsten handler om at hun er bange for at I vil elske ham højere end I elsker hende, og at han tager hendes plads. Og det er store og meget voldsomme følelser, som I naturligt skal anerkende og forsøge at rumme. Og ja det er rigtig svært :)

Prøv at forestille dig, at din mand kom hjem med en anden kvinde. De to sad og puttede, de kælede, han kyssede og krammede hende. Du kunne se, at når de to kikkede på hinanden, så var det med et særligt blik, hans stemme ændrede sig - han var forelsket i hende ... Hvordan ville du have det?

Det er lidt den samme situation, som jeres datter er i lige nu. Og nogle gange kan det være en rigtig god idé at spørge sig selv "hvad ville hjælpe mig i denne situation?" Hvad ville hjælpe dig, hvis du så din mand sidde og knuse og kramme med en anden kvinde?

Jeg tænker at det der ville hjælpe dig mest, ville nok være at din mand holdt om dig, så dig og var der for dig. Fortalte dig igen og igen at han elskede dig, at du var noget ganske særligt og at ingen nogensinde kunne tage din plads. Du var hans pige! Og det er præcis det du eller I skal gøre for jeres datter. I skal fortælle hende igen og igen, hvor dejlig hun er og hvor glade I er for hende og for at I har hende. At I slet ikke ville vide, hvad I skulle gøre, hvis hun ikke var der, for hun betyder alt for jer.

I skal være meget opmærksomme på, hvordan I reagerer på hende, hvad I siger - for hun kan meget let få indtryk af, at lillebror betyder mere end hun gør. Hvis hun krammer ham for hårdt, så siger I måske "ikke så voldsomt, det tåler han ikke" og det bekræfter hende i at han er noget særligt, som man skal passe på (det er han naturligvis også, men det kan godt virke stærkt på hende). Hvis I skælder hende meget ud, giver hende time-out osv. så straffes hun, så sendes hun væk fra jer - hvor lillebror får lov til at være der - igen tages der ekstra hensyn til ham.

Og når det er sagt, så skal der naturligvis også være nogle regler. For hun har også en alder, hvor hun naturligt afprøver grænser og hvor der er nødt til at være regler for, hvordan man opfører sig og hvad I vil acceptere. Og der må ...

---

---

... faktisk godt være regler - for netop regler er vigtige for børn, regler er også med til at give tryghed og så er regler også retfærdighed. Og mellem søskende, er det vigtigt at føle at der er retfærdighed.

Nogle gange kan man godt, med en aktiv og verbalt dygtig pige som jeres, komme til at stille for mange spørgsmål og give for mange valgmuligheder - det ved jeg ikke om I gør, men måske..? I tænker sandsynligvis nogle gange, at det virker og hjælper, hvis hun selv får lov til at bestemme - det kan være "vil du have den røde eller blå kop?", "vil du have pasta eller frikadeller", "skal vi børste tænder nu?", "skal vi have en ren ble?", "vil du gå selv eller sidde i klapvognen?" osv. Og nogle gange skal I naturligvis også spørge, lytte og anderkende hendes mening og følge hendes ønsker, fordi tingene så glider lidt lettere - men andre gange spørger I måske for meget.

Det kan ofte med børn i denne alder, være en idé ikke at stille alt for mange spørgsmål fordi de vælger meget impulsivt og skifter derfor mening få minutter efter. Det kan derfor være en idé at I nogle gange vælger for hende og så er det sådan, ingen grund til diskussion.

Du skriver at "Min kæreste synes jeg er for blød og omvendt synes jeg han ofte er for hård". Og jeg tænker at der jo er mange måder at være forældre på og at I måske skal prøve at finde en mellemvej - prøve at være der der hedder myndige forældre.

---

---

Hvis man er myndig forældre, så sætter man klare grænser for sit barns opførsel. Barnet får små forklaringer, man har regler og man stiller også krav - men det er krav, der passer til barnets alder og den udvikling, som barnet går igennem. Man ser og anerkender sit barn, lytter til hvad barnet vil, man indgår i dialog og finder en løsning, som tilgodeser begge parter. Hvis ting er nødt til at være, som den voksne siger, så viser den voksne stadig barnet, at det er forståeligt at barnet vil noget andet, barnet anerkendes og forklares, hvorfor tingene er nødt til at være som den voksne siger. I kan læse min artikel "Hvilken type forældre er du?", som I finder i min artikelsamling her på siden:)

Og ja - nogle gange vil jeres datter så blive dybt frustreret, fordi det ikke går helt som hun gerne vil - og det er okay. Det skal I naturligvis så kunne rumme:)

Jeres datter vil stadig kunne få anfald af fortvivlelse og når dette sker, så er hun ikke uartig. Hun er oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, ked af at skoene ikke vil sidde rigtigt, at jakken ikke vil lynes osv. Det vil ofte være små ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende får det hele verden til at bryde sammen. Og det er vigtigt at I i disse situationer viser hende forståelse - det betyder ikke at hun får det, som hun vil have det, men det er vigtigt at I forstår, og at hun føler sig forstået. Og I må gerne sætte ord på "det er også dumt at ..." eller "sååå, bliver du bare så ked at det ..." eller lignende, og hun kan rette jer "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og så kan I tage udgangspunkt i denne følelse "det kan jeg godt forstå du er sur over".

Håber du kan bruge ovenstående tanker lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---