Svar: Optimal aldersforskel mellem søskende

---

Hej med dig

Det er simpelthen så dejligt at høre at I rigtig gerne vil have barn nummer tre og min umiddelbare holdning er faktisk, at når forældre vælger at få et barn mere og gør det fordi de virkelig har lyst til det og rigtig gerne vil have et barn igen, ja så betyder det faktisk mindre, hvad aldersforskel der er mellem børnene. Der er aldrig nogen garantier for at børnene bliver bedste venner uanset om der er 1, 2, 3, 4, 5 år eller mere imellem dem.

Det er dejligt at have søskende, det er dejligt at vokse op sammen med søskende og man lærer rigtig meget af dette. Men det er vigtigt at man ikke får børnene for børnenes skyld, men for sin egen. Det er forældrenes lyst der skal drive værket og hvis man som forældre har lyst, så finder man ud af det, uanset hvad børn man har og hvad børn man får.

Det er rigtigt at man før hen sagde at hvis der var 3 år mellem søskende, så var det godt. Fra at være lille, sårbart og have brug for sine forældre hundrede procent, udvikler barnet sig i løbet af de første tre år til at være større og kunne mange ting selv. Barnet udvikler sit selv, barnet begynder at forholde sig til hvem det selv er og hvordan det påvirker andre og i denne alder dannes den grundlæggende tilknytning til forældrene og barnet øver også sin selvstændighed.

Derfor sagde man tidligere, at et barn der havde fået lov til at gennemgå disse faser, som havde fået lov til at have sine forældre for sig selv i denne proces, naturligt ville have lettere ved at dele sine forældre med et nyt barn i familien og hvis der var mindst 3 år mellem søskende, så ville barnet psykisk være bedre rustet til at dele mor og far med en ny bror eller søster ...

I dag siger man at der ikke findes en perfekt aldersforskel mellem søskende og at der er fordele og ulemper ved alle aldre. Det er svært at vide om dette er rigtigt eller om det hænger sammen med at vi generelt er blevet ældre, når vi får vores børn og det naturligt er svært at vente 3 år mellem hvert barn, hvis man gerne vil have flere børn.

Når ma har børn med under 2 års aldersforskel, så vil de ofte kunne lege sammen. De deles om samme legetøj, de har samme venner og vil på mange områder være meget lige - præcis som du beskriver. Det kan dog have den ulempe, at man ofte kommer til at sammenligne de to og derfor stille for mange krav til den yngste, som naturligt ikke vil kunne honorere samme krav, fordi barnet vil være på et helt andet udviklingstrin. Det spiller ofte også ind om det en dreng eller pige der er yngst eller ældst. Hvis den ældste er en søn og den yngste en datter, så vil forskelligheden ofte ikke virke så stor, som hvis den ældste er en ...

---

---

... pige og den yngste en dreng - fordi piger generelt modnes lidt tidligere end drenge.

Får man børn med 3-4 års mellemrum, så vil de i en kort periode kunne følges ad - f.eks. i en integreret institution og en del af deres dagligdag vil være fælles. Men forskellen mellem dem vil være mere tydelig, hvilket forstærkes, når de ældste starter i skole og den yngste stadig er i børnehave. Den ældste vil nogle gange kunne få rollen, som den der tager sig af den yngste og den ældste er en, som den yngste naturligt ser op til og gerne vil lære af. De 3-4 års aldersforskel gør dog ofte at den ældste vil have en større forståelse for at der skal tages hensyn til den yngste. De vil stadig sagtens kunne lege sammen og have glæde af hinanden.

Hvis man får børn med 5 års mellemrum eller mere, så vil de stadig ofte betyde meget for hinanden, men jo større aldersforskellen er, jo mere vil det virke som to "enebørn" man opdrager, fordi de udviklingsmæssigt er to helt forskellige steder i livet. Den ældste vil ofte tage sig meget af den lille og den yngste vil oprigtigt beundre den ældste. I takt med at børnene vokser op, vil den ældste naturligt kunne få mere og mere ansvar og vil f.eks. godt kunne passe den yngste. Det kan give den ældste ansvarsfølelse, at skulle tage sig af den yngste - modsat, kan det jo også gøre at den ældste føler sig presset til at tage sig af den yngste, hvis aldersforskellen er meget stor. Jo større aldersforskel der er, jo mindre vil de kunne bruge hinanden som ligeværdige - men jo ældre børnene bliver, jo mere udligner aldersforskellen sig og de kan som voksne have meget stor glæde af hinanden.

Og så er der jo det med nummer tre - det giver naturligt lidt ekstra udfordringer, fordi der jo er en 2er som man skal sikre ikke føler sig klemt. Den mellemste kan godt have svært ved at finde sin rolle, fordi han/hun vil være lille i forhold til den ældste, men stor i forhold til den yngste.

---

---

Den ældste vil ofte have lettere ved at acceptere at der kommer en lille ny mere, den ældste er vant til at give plads og tage hensyn til den yngre, så at der kommer endnu en ny lille, betyder ofte ikke så stor en ændring, den ældste er vant til at dele og vise hensyn og har også en alder til bedre at kunne dette.

Og den lille ny vil ofte trives, for der er masser af tid fra forældrene (de ældste kommer til at vente) og det er rigtig dejligt at have større søskende, som leger med en og som man kan ligge og kikke på, følge osv.

Der er desværre ikke nogen faste regler for, hvad der er bedst. Det er som du skriver meget individuelt. Men jeg håber du kan bruge lidt af mine tanker :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---