Svar: Temperament

---

Kære Simons forældre

Tillykke med 4 års fødselsdagen :)

Ofte siger man at især 1-3 års alderen er krævende - de er her børn virkelig udvikler deres selvstændighed, her man mærker trods og egen vilje ... men faktisk oplever rigtig mange forældre 4 års alderen som ekstra udfordrende. Og det handler ofte om at børn i den alder er rigtig gode til at bruge sproget, de er rigtig gode til at stille spørgsmål og stille krav og nogle gange kommer vi voksne til kort, fordi barnet er så verbaliserende.

Når man er 4 år gammel og hvis man samtidig er meget empatisk som Simon jo er, så er man ret god til at udtrykke sine følelser. Det er naturligvis rigtig dejligt, for det betyder ofte færre dage med gråd og frustration, til gengæld giver det nye udfordringer og også stadig dage med "total nedsmeltning". Simon kan stadig blive rigtig vred, han kan bryde sammen og netop fordi han kan sætte flere ord på sine følelser, så vil I nogle gange opleve overraskende massiv modstand. Han vil argumentere, nogle gange fordi I måske selv er ret gode til det og han jo lærer af jer, andre gange blot fordi han kan og han vil tydeligt markere at han bestemmer over sig selv. F.eks. "jeg vil have den!" eller "jeg gør det ikke!" og nogle gange netop med "det bestemmer jeg selv!" eller "du bestemmer ikke over mig!".

I skal se det som et sundhedstegn - det er udfordrende og bestemt ikke let - men det er en normal udvikling og det er vigtigt at I prøver at bruge hans selvstændighed til at finde løsninger og forebygge problemer. I begynder nu at kunne inddrage ham mere og lave aftaler med ham, det bliver lettere at finde løsninger og at indgå kompromis.

Som udgangspunkt er det bedre at forebygge at han bliver vred, ked af det eller frustreret i denne alder end det er at styre hans anfald af frustration og vrede. Og når I nu har oplevet at en tur i Fakta giver problemer, så kan I godt tale med ham om det. I kan godt forklare ham, hvad opførsel der er i orden og hvilken opførsel der ikke er. I kan godt lave nogle aftaler med ham om, hvad I forventer af ham, når I skal op at handle - at I f.eks. ikke vil have at han plager - I kan evt. lave en aftale om hjemmefra, hvad han kan få og hvad det må koste - og så kan I ...

---

---

... naturligvis også lave en aftale om, hvad der sker, hvis han så alligevel plager ...

Når man er 4 år gammel så har man rigtig meget brug for at føle sig betydningsfuld. Man har brug for at vide at man har en vigtig rolle i familien og en måde at hjælpe ham på, kan være at forklare ham, at I har brug for hans hjælp, når I skal op at handle. At det er vigtigt for jer og en hjælp, hvis han kan være med til at finde varerne og lægge dem i vognen. I kan også lade ham være med til at træffe små valg "skal vi købe de røde eller de grønne æbler", ligesom I kan vise ham, hvordan man mærker på en agurk om den er frisk.

I skal naturligvis også have forståelse for at han kan være træt og slet ikke have lyst til at handle, at han helst vil være derhjemme - hans blodsukker er måske lavt og han har brug for noget at spise, og når man er træt og sulten, så skal der ikke meget til før verden vælter. Derfor er det også vigtigt at I en gang imellem sætter jer ned, tager ham i hånden, ser ham i øjnene, forklarer ham at I forstår det og at I skynder jer, så I kan komme hjem - ikke skælder ud, ikke ignorerer ham, men viser ham at det er okay at være træt og det er overstået lige om lidt ...

---

---

Og så er der faktisk også situationer, hvor han nogle gange skal ignoreres. Det gælder, hvis der er tale om det der kaldes kontrollerende anfald. Det ses især hos børn i 4-6 års alderen og handler om at barnet har lært at "bare jeg bliver ved længe nok, så får jeg min vilje". Der er her ikke tale om et barn der er fortvivlet og ofte vil der heller ikke være tårer og han vil i en sådan situation også kunne formulere sit ønske "jeg vil have den - NU!".

Her skal I ikke forhandle med ham, men holde fast i jeres nej. Gå videre med det du er igang med og vis ikke hans opførsel særlig interesse - hvis der ikke er nogen til at se hvordan han opfører sig, så holder han op. Og når der så atter er ro på, så sætter du dig ned sammen med ham og forklarer ham, at den opførsel er ikke okay - lyt samtidig til ham og find ud af, hvorfor han reagerer sådan - måske kan I netop indgå et kompromis og lave en aftale for, hvordan det så fungerer næste gang i kan være i en lignende situation.

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---