Svar: Dybt bekymret mor

---

Kære søde du

Tak for dit brev og velkommen til - og tillykke med den lille dreng :)

Når man bliver mor, så følger der en masse følelser med og en af de følelser som er der og som altid vil være der er bekymringen for ens barn. Det er først, når du er sikker på at han har det godt, at du selv har det godt - sådan er det at være mor.

Jeg giver nogle gange det billede, at når barnet fødes, så følger der en rygsæk med - i den rygsæk ligger mange forskellige pakker, der er pakken med bekymring, der er også en pakke med kærlighed, der er en pakke med omsorg og så er der forskellige pakker der sætter dig i stand til at vurdere og handle på forskellig vis. Nogle pakker er der altid, andre skiftes ud undervejs og derfor vil der f.eks. være nogle lidt andre pakker i rygsækken, når man får barn nummer to i forhold til barn nummer et .. måske kan du bruge dette billede :)

Du skal ikke kunne vurdere alt og du skal ikke kende svar på alt. Stille og roligt vil du lære din dreng bedre og bedre at kende - og det er dig der kender ham bedst allerede nu. Derfor er det også vigtigt og helt reelt at du lytter til din bekymring og din fornemmelse for at noget måske ikke er helt som det skal være - og som udgangspunkt skal børn ikke have forskellig størrelse pupiller. Hvis det er tydeligt at din dreng har dette, så synes jeg det er relevant at du får ham tjekket igen og ja - så synes jeg du skal bede om en henvisning til en børnelæge.

Børn kan sagtens have hævede lymfeknuder i en periode, uden at det har nogen betydning, men det skal naturligvis undersøges og det er rigtig fint at du har bedt din læge tjekke det et par gange. Det er ikke hysterisk, det er blot fordi du er en naturligt bekymret mor. Jeg synes man skal reagere, hvis lymfeknuderne fortsætter med at vokse eller hvis de virker ømme. Og hvis du alligevel skal have en børnelæge til at vurdere hans pupiller, så få lægen til at undersøge hans lymfeknuder samtidig med.

Du kan naturligvis også vælge at søge privat børneundersøgelse af dit barn. Der findes private børnelæger og der findes også privathospitaler der tilbyder undersøgelser af børn. Dette skal man naturligvis selv betale - hvis jeres læge henviser til børneafdelingen er det gratis.

Med hensyn til hans hænder i munden, at han sutter på dem, er begyndt at savle osv. så lyder dette helt alderssvarende og præcist som det skal være i 2 måneders alderen. I min bog "Helens bog om dit barns udvikling", kan du læse om hvad din dreng kan, hvordan han oplever verden, og hvordan du skal møde ham :)

Og så er der jo det med hvornår ens bekymring er for meget og her er det rigtig ...

---

---

... vigtigt at du lytter til dig selv og er ærlig om, hvordan du har det. Det er som sagt helt normalt at man oplever bekymring og uro, når man pludselig står med ansvaret for så lille et menneske. Det er helt normalt at du f.eks. lige tjekker ham en ekstra gang, for at sikre at han trækker vejret, ligesom det også er helt normalt at du kan tænke "bare jeg nu ikke taber ham", når du går på en trappe med ham i favnen. Og mange kvinder vil have mareridt i en periode, hvor de drømme at de skal redde deres barn eller lignende. Men, når det er sagt, så er der dog også en grænse for hvor mange negative, urolige, bekymrede tanker man bør have, og det er rigtig svært at definere præcist, hvor denne grænse går.

Du skal være opmærksom på om dine tanker fylder rigtig meget. Kan du skyde tankerne fra dig eller går du rundt med en knugende bekymring for at noget er galt? Kan du glemme tankerne, når du skal sove eller kører de rundt i hovedet på dig, så du ikke kan slappe af og finde hvile? Har du det sådan, at du er nødt til at tjekke bestemte ting omkring ham flere gange for hele tiden at være sikker på at alt er godt nok, at han ikke mangler noget, ikke tager skade osv. så kan det også være lidt for meget ...

Du skal også være opmærksom på om du får følelsesmæssige forstyrrelser. Det kan være at du går rundt og er ked af det. Du kan ikke rigtig sætte ord på hvorfor, - du føler at du egentlig burde være glad, nu hvor du er blevet mor, men alligevel går du rundt og er trist.

---

---

Du kan også have fysiske forstyrrelser. Nogle oplever at de har ondt i hovedet eller i maven. Nogen føler at der sidder en jernring omkring hovedet og presser, andre fortæller at de hele tiden har en knugende fornemmelse i maven og atter andre fortæller at de føler at have en klump i halsen. Nogle oplever også at hjertet slår hurtigere, de lægger mærke til deres hjerteslag, de synes også det kan være svært at trække vejret og lignende.

Man behøver ikke have alle disse symptomer for at have en efterfødselsreaktion og for mange vil reaktionen komme hen af vejen. En efterfødselsreaktion kan og vil ofte starte i det små og så udvikle sig lidt efter lidt. Derfor er det rigtig vigtigt at du selv forsøger at mærke efter, hvordan du har det og hvor vedvarende dine tanker og følelser er. Og også her er det rigtig vigtigt at du taler med din læge - ikke kun om din dreng, men at du også er ærlig omkring din bekymring.

Første skridt er derfor at du kontakter jeres læge igen og beder om at få sat ekstra tid af, så der er tid til samtale med dig og undersøgelse af din dreng.

Håber du kan bruge dette lidt videre, stort knus med på vejen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---