Svar: Urolig søvn 9 mdr
Kære trætte mor
Tak for dit brev - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)
For det første tænker jeg, at det vil være rigtig godt, hvis du kan få din dreng til at spise grød. Det kræver rigtig meget af ham, hvis alt hvad han indtager er mad i stykker - og det er sandsynligt at han ikke spiser helt nok og dermed ikke er mæt nok, hvorfor han så søger brystet ekstra om natten - og igen måske ikke spiser helt nok om dagen, fordi han har fået lidt for meget mælk hos dig ...
Grød giver en anden mæthed og ro i maven end brød og det vil være rigtig godt, hvis du igen kan prøve med lidt grød til ham .. Har du prøvet med de færdiglavede grødtyper? Ofte er disse lidt sødere i det og det kan mange børn rigtig godt lide. Lige nu skal du ikke fokusere så meget på om det er hjemmelavet eller færdiglavet, det vigtigste er at han spiser og er mæt. Du kan også med fordel komme lidt frugtmos eller f.eks. revne æbler eller revet pære på grød, fordi han så måske vil synes at det er lidt mere interessant. Revet æble er f.eks. godt på havregrød og revet pære smager godt på øllebrød ...
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Tidlig morgen 06: Tilbydes grød af en eller anden slags - hjemmelavet eller færdiglavet, gerne med frugt som topping, vand af kop.
Morgen 8: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos (jerntilskud), vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca 8.30 - uden amning først.
Frokost 11: Rugbrødshapere med forskellige pålæg og suppleres med grøntsagsmos. Det kan være mos fra glas eller frost. Det kan også være rester fra aftensmaden. Vand af kop.
Tilbydes en banan som et ekstra mellemmåltid og vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca 13.30 som nu
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. En lille portion tykmælk, sødmælksyoghurt eller lignende med lidt frugtmos, vand af kop.
Aften 17.30-18: Familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes godnatgrød ca 19.30 - igen kan grøden være hjemmelavet eller købt. Vand af kop.
Ammes og puttes ca kl 20
Sen aften 24: Ammes rigtig godt fra begge bryster og skal herefter ikke have mere mælk før inden middagslur næste dag ...
Ud over hans indtag af mad, væske og mælk, så vil det også have betydning, at han lige nu går igennem separationsfasen. Det betyder at han på en gang har rigtig meget behov for at kunne se jer, for at vide at I er der og at han ikke er forladt. Samtidig er han måske begyndt at kravle og bevæge sig mere ud i verden på egen hånd og det betyder at han ikke længere sidder så meget på skødet, han har således ikke samme fysiske kontakt som tidligere og putter og kæler ikke så meget mere i løbet af dagen.
Men behovet for nærhed har han stadig og netop om aftenen viser dette sig ofte. Her hvor roen skal falde over ham, hvor han skal sige godnat til dagen og alle oplevelserne og overgive sig til søvnen - her søger han ekstra fysisk kontakt. Derfor er det rigtig vigtigt at man i denne periode sætter sig hos barnet, sørger for at give den kontakt og nærhed som han viser behov for, det der skal til for at han trygt og roligt kan lægge sig til at sove.
Den ...
... øgede motoriske udvikling giver ham naturligt mere uro i kroppen om aftenen og om natten, når han skal sove. Det er ikke unormalt at børn netop i denne alder øver sig i at kravle både når han er vågen og når han sover. Han får sig ganske givet lagt i nogle stillinger som han ikke selv kan komme væk fra og han har behov for hjælp til at blive lagt ned igen. Det er helt normalt og det gør faktisk ikke noget, - nogle gange skal man lade ham karte rundt, lige trække tiden lidt, lade ham trille om på maven og falde i søvn der. Det er okay. Og atter andre gange skal man være der ret hurtigt, hjælpe med at blive lagt ned igen og få ham videre i søvnen. Men det er vigtigt at du ikke tolker hans uro, som behov for brystet - men at du prøver at få ham videre i søvnen netop med stillingsskift, kærtegn osv.
Du skal prøve at tyde, hvad det handler om, hvis han græder og prøve at vurdere, hvordan du skal handle. Hvis han græder fordi han er overtræt og har brug for hjælp til at falde i søvn, så vil det være godt at lade ham ligge, holde hænderne på ham og berolige ham, så han falder i søvn netop med din nærhed og "håndpålæggelse". Hvis han græder, fordi han er utryg ved at være alene, så skal du blive hos ham, evt. tage ham op, trøste og berolige ham og så prøve at putte ham i seng igen, når han atter virker parat.
Det kan være godt at holde fast i at han skal falde i søvn, der hvor I gerne vil have ham til at sove. Hvis han falder i søvn et andet sted end i sin seng og I så senere flytter ham over i sengen, så risikerer I at han vågner og pludselig oplever at ligge et andet sted, at være væk fra mors og fars favn og det giver yderligere utryghed.
Hvis han er helt ulykkelig og ikke vil ned i sin seng, så vil det være en god idé at tage ham med ind i stuen igen og vente på at han atter viser træthedstegn, hvorefter I så forsøger endnu en gang. Hele tiden dog forsøge at putte ham tilbage i sengen imens han lige når at registrere at han lægges der og forbinder stedet der med at falde i søvn.
Nogle gange kan det være en hjælp at fjerne tremmerne fra den ene side af tremmesengen og koble hans seng til jeres. På den måde kan han ligge i sin egen seng samtidig med at du er i din seng. Han kan således lære at sove i egen seng, men med dig ved siden af, du kan holde ham i hånden, han kan mærke dig, mærke at han ikke er alene osv. og på den måde komme videre i søvnen - og det uden at du behøver stå op :) Han kan også krybe over til dig, når han vågner hen mod morgenstunden og har behov for at mærke dig og få ekstra nærhed, for at komme videre i søvnen - men igen uden at du giver ham mælk. Nærhed og behov for at mærke dig ekstra lige nu er helt normalt og helt okay - og du skal naturligvis være der for ham, men brystet styrer du. Det er dig der bestemmer, hvornår han kan ammes og hvornår han ikke kan ...
Og nogle gange kan det være nødvendigt at lade far tage over om natten, fordi far jo ikke kan amme. Nogle gange er den bedste løsning at mor flytter ud af soveværelset og far og søn sover sammen i f.eks. 3 nætter. Far og søn i dobbeltsengen giver masser af mulighed for tæt fysisk kontakt, kærtegn, beroligende ord, nærhed osv. men uden at amning er en mulighed ...
Jeg håber at mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
10. juli 2026 | Sovevaner | 2 år
Kære Helen Min datter på 2 år er vanvittig svær at putte. Hun har egentlig...
6. juli 2026 | Sovevaner | 1 mdr.
Hej igen Helen, Hermed forlængelse af mit tidligere brev ang...
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
Viden om børn:
Mælkedranker
Nogle børn drikker så meget mælk, at det tager pladsen op for den egentlige mad. Disse børn kalder man for mælkedrankere.
De første 6 måneder vil det lille barn naturligt leve af mælk, men i takt med at barnet bliver ældre, begynder at spise mere og mere rigtig mad, så er det vigtigt, at mængden af mælk skrues gradvist ned. Hvis barnet gennem for lang tid lever mest af mælk, vil barnet kunne komme til at mangle vigtige næringstoffer - som naturligt indtages via en almindelig sund...
Regnslag
Du bør vælge regnslag der har Varefakta mærke. Det betyder at regnslaget er godkendt med hensyn til at kunne sikre barnet luft nok.
Du bør jævnligt sikre at elastikken i regnslaget er i orden. Er den for løs, kan selv et lille barn trække regnslaget ind i barnevognen og blive kvalt.
Regnslag bør kun anvendes, når man går tur i regnvejr og bør således ikke være på vognen, hvis det ikke regner.
Stil barnevognen under et halvtag, hvis det regner, når...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder








