Svar: Voldsomme anfald

---

Hej med jer

Det er ganske rigtigt, at der sker meget lige nu og jeres datter er i selvstændighedsalderen - det er en periode, der kræver rigtig meget omsorg og forståelse og tålmodighed.

Jeres datters selvstændighedstrang er dominerende og det opleer I feks. ved at hun siger "Nej!". Hun vil ikke det samme som jer, nogle gange gør hun det modsatte af, hvad I beder hende om - når I beder hende stige ud af bilen bliver hun siddende, når hun får at vide at hun skal have nattrøjen af nægter hun - hun vil ikke det I vil - og det er helt normalt, det hører alderen til.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Jeres datter får det der kaldes fortvivlelsesanfald og når dette sker, så er hun ikke uartig. Hun er derimod oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, eller at I vil noget andet. Det vil ofte være små ting, der får verden til at bryde sammen, ting der i jeres øjne virker som bagateller - men for hende betyder det alt. Og her har hun brug for forståelse, her har hun brug for at mærke at I forstår at det er svært at være hende. At I godt ved, at det er irriterende at fjernsynet skal slukkes, fordi I skal køre nu, eller at det er dumt, at I gav hende æble, når hun hellere ville have en banan, eller at det er irriterende at skoene drille og ikke er til at få rigtigt på ...

Det er vigtigt ikke at sende hende væk, blive vred på hende eller kalde hende hysterisk - men i stedet være der for hende. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis I prøver at gå fra hende, så vil hun gå grædende efter jer "gå ikke fra mig", netop fordi hun har brug for jer, brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, så hun igen kan komme videre.

Det er ikke sikkert at I kan komme til at røre ved hende med det samme, måske er hendes krop så meget i oprør, at hun er nødt til at finde lidt ro selv først, men så må du holde dig i nærheden, kalde på hende, vise hende at du er tilgængelig, at du er der, hvis hun har brug for dig.

Sæt dig i nærheden "kom skat, mor er lige her, sååå bliver du bare så ked af det, kom skatterpige.." osv. tale roligt, være der, lade hende spejle sig i den ro du udsender. Måske kan du få lov til at røre hendes fødder, kærtegne hende lidt på ryggen osv. og ...

---

---

... til sidst kan hun så klatre op på dit skød, blive holdt om og finde roen og blive glad igen.

Børn i jeres datters alder reagerer på denne måde, fordi deres hjerne er umoden, hun mangler de vigtige forbindelser i hjernen der skal få hende til at trække vejret en ekstra gang, tælle til ti og ikke gå fuldstændig i spåner, når verden går hende imod. Ved at være der, lytte til hende, give hende fysisk kontakt, så får I stimleret til en masse beroligende stoffer i hendes krop og de meget vigtige forbindelser i hjernen dannes.

I skal møde hende, som I gerne selv vil mødes. I kender det fra jer selv - hvis mor f.eks. er utilfreds med noget, du brokker dig, skælder ud og far så siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde ... jeres datter har det på samme måde.

Og når det så er sagt, så er det naturligvis også vigtigt at I nogle gange holder fast og har nogle regler - f.eks. skal hun jo af sted i børnehave, selvom hun ikke altid vil, hun skal have vasket sine hænder, når hun har været ude at lege eller bleen er skiftet og hun skal have hue på, når det er koldt osv. Og I skal naturligvis holde fast i at det er som I siger - også selvom hun er utilfreds. Her er det bare vigtigt at I stadig bekræfter hende i at I forstår hende "det er også dumt, du skal have hue på, men det er koldt" og samtidig viser hende, at I så prøver at hjælpe "jeg skynder mig, så er det overstået hurtigt" eller lignende.

---

---

Det er fint at give hende medbestemmelse, men giv hende ikke for mange valgmuligheder. Hun vil naturligt handle meget lystbetonet og det betyder at hun ofte skifter mening meget hurtigt. Det er derfor en god idé ikke at stille for mange spørgsmål og ikke kræve at hun træffer for mange valg. I stedet for at spørge om hun vil have æble eller banan, så giv hende det, som I synes hun skal spise, skær det ud og gør det tilgængeligt, uden at spørge.

Når hun stiger ud af sin seng igen og igen, så følg hende tilbage, stille og roligt, forklare hende at hun skal sove nu. "Hov kommer du der skatterpige, ind med dig igen", følg hende tilbage, put hende og sig godnat.

Brug evt. også "stryge tøj metoden", som jeg anbefaler og vist også tidligere har beskrevet for jer :)

Håber ovenstående giver lidt idéer og hjælper jer lidt videre, fortsat held og lykke :)

Rigtig god påske til jer alle tre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---