Svar: Farsyg - også ved barn nummer to!

---

Kære Catrine

Tak for din email - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når du oplever at drengene afviser dig og at de tilsyneladende viser større gensynsglæde, når far kommer hjem, end når mor kommer hjem. Det er naturligt hårdt, og det er klart at det påvirker dig.

Der er dog ingen tvivl om at drengene også mærker at du bliver påvirket af deres måde at reagere på og at dette naturligt også er interessant at undersøge. De vil naturligt begge to i kraft af deres alder, være rigtig godt igang med at finde ud af, hvordan de med deres reaktioner kan påvirke deres omgivelser og hvordan omgivelserne påvirker dem. Og det er naturligt interessant at se, hvad det gør ved mor, når mor bliver afvist ...

Derfor er det vigtigt at du ikke trækker dig, vælger ikke at knuse og kramme dem, men i stedet holder fast i at vise dem, at du rigtig gerne vil dem. Det er vigtigt at du kysser dem - også selvom de nogle gange siger nej og holder fast i at du synes de er så søde og dejligt, at du slet ikke kan lade være med at give dem et kys.

Det er også rigtig vigtigt at far bakker dig op. Det er rigtig vigtigt at din mand viser, at du er ligeså god som han er. Det er vigtigt at han sætter ord på "nu hjælper mor dig", "jeg ved godt at du gerne vil have mig, men mor kan godt finde ud af det" osv. Så de hører at du i fars øjne er ligeså god og så du ikke trækker dig og lader far tage over. For hvis far automatisk tager over hver gang, så signaleres der hurtigt at han rent faktisk også er bedre end mor ...

Det er også vigtigt at børnene ikke oplever at de kan spille jer forældre ud mod hinanden. Det er vigtigt at de oplever at I er en enhed, at de ikke kan gå til den ene og få nej og derefter gå til den anden og få ja. Det er vigtigt at de mærker at I to voksne fungerer sammen.

På samme måde er det vigtigt at børnene mærker at I er glade for hinanden. Det er vigtigt at I forældre kysser og krammer hinanden, at I holder om hinanden, at I holder i hånd, når I går tur. At børnene kan mærke at far nogle gange foretrækker dig og at du naturligt også nogle gange foretrækker ham - at det er jer to, der sidder tæt i sofaen eller sidder ved siden af hinanden ved middagsbordet. Jo mere de mærker at I forældre holder sammen og vil hinanden, jo mere vil det naturligt signalere, at der skal være plads til jer alle sammen i familien, og at mor på den måde ikke kan holdes uden for.

Det er på samme måde vigtigt at far f.eks. også prioriterer dig og viser stor gensynsglæde, når du kommer hjem. viser at han har savnet dig og prioriterer at rejse sig, slippe det han laver og tage imod dig ... Børn spejler sig i os forældre og hvis det er et issue hos jer, at drengenes gensynsglæde overfor far er større end overfor mor, så kan det nogle gange godt hjælpe, at far viser ekstra stor gensynsglæde overfor mor og netop viser, at du er savnet ... Og ikke andet, så vil det i hvert fald være dejligt for dig at mærke dette fra din mand og gøre det lidt sjovere at komme hjem lige nu :)

Jeres yngste dreng er naturligt så lille, at han ikke vil kunne forholde sig til små forklaringer osv. som storebror kan, men storebror kan I godt forklare, at der skal være plads til alle fire. Og I vil også kunne tale med ham om, at man kan blive ked af det, hvis man føler sig holdt uden for. Storebror har en alder, hvor han naturligt skal lære lidt flere sociale spilleregler - han kan godt lære at sige "tak", "be om", "undskyld" og lignende, men det han skal lære og som er rigtig svært er hvordan man interesserer sig ...

---

---

... for andre, hvordan man spørger ind til andre, hvordan man ser om andre bliver kede af det, vrede, frustrerede, glade osv. Det kan han ikke lære ved at I siger det, men kun ved at se det og opleve det og ved at I taler med ham om det. Og det er okay nogle gange at sige at du bliver ked af det, når han taler grimt til dig eller lignende. Det er vigtigt at han lærer dette - ligesom han naturligvis også skal lære hvad der gør dig glad.

Derfor er det også vigtigt at du prioriterer at lave noget sammen med drengene, som er jeres ting. Noget I gør sammen "mor-søn-tid", "dig og mig tid". Og hvor du sætter ord på hvor meget du nyder disse ting, så drengene også hører, hvor glad du er for dem og for de hyggestunder I har, at det betyder noget for dig. Måske skal dette sættes i system, så det f.eks. er dig der tager dem til svømning, musik eller andet. Det er noget fast, som I gør sammen hjemme hos jer - og hvor I så kan fortælle far om det, når I kommer hjem.

Du skriver at du ofte er den der sætter grænser og hvor far ofte er legeonkel. Der vil naturligvis nok være nogle situationer, hvor drengene elsker at lege med far, fordi drenge og mænd har deres egen verden, som du naturligt kan have sværere ved at være en del af - og det er okay, det skal de naturligvis have lov til. Men det er vigtigt at du finder ud af, hvad det er du kan give dem, hvad din rolle er og at du tillader dig selv at være som du er - være den mor de har. Og du skal naturligvis kunne rumme de følelser de har - du skal kunne holde ud at de er som de er, uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt.

Så hvad kan du byde ind med i forhold til drengene? Er det at tage dem med i madlavningen, bage boller, spille spil, læse bøger, kildeture, trøste når de er kede af det, tale med dem om ting der er svære ...

---

---

Jeres drenge kan være ligeså knyttet til dig, som de er til deres far, men båndet er et andet - simpelthen fordi han er mand og du er kvinde og vi er forskellige og møder vores børn forskelligt. Du skal prøve at se forskelligheden som en styrke, for det er jo netop rigtig dejligt at far kan noget, som mor ikke kan - andre gange vil det naturligt være modsat - men du skal finde ud af, hvad det er du kan og hvad det er du gerne vil give drengene - og far skal så naturligt bakke op omkring dette og igen og igen vise, at han elsker mor og prioriterer mor og at I som sagt ikke kan spilles ud mod hinanden :)

Når du (og din mand) sætter grænser for drengene, som naturligt skal sættes, for det er en del af opdragelsen, hvordan bliver disse grænser så sat? Det er vigtigt at de sættes med anerkendelse, det er vigtigt at drengene ikke føler sig talt ned til eller ikke føler sig lyttet til. Det er vigtigt at de føler at du forstår dem - også selvom de ikke altid får deres vilje, for nogle gange kan tingene ikke blive som de gerne vil, men stadig skal de føle sig mødt og forstået. Det er også vigtigt at I har klare regler, for regler giver retfærdighed og nogle gange skal reglerne siges tydeligt. Nogle gange kan man indføre regler som gælder jer alle fire, at I f.eks. skiftes til at bestemme "i dag bestemmer du, i morgen bestemmer mor" osv. Regler giver retfærdighed og det er vigtigt at vise, så alle ved at det er lige for alle.

Det er vigtigt at du tror på dig selv som mor, det er vigtigt at du tror på dig selv i forældrerollen og ikke går rundt og føler, at din mand er bedre end du. Hvis du føler sådan, så er der naturligt også en risiko for at du får signaleret dette.

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre og sender dig et stort knus :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---