Svar: Overgearet og svær at lægge om aftenen
Kære Katrine
Tak for dit brev :)
Det lyder ganske rigtigt, som du selv er inde på, som om at der nu skal ændres lidt på rytmen. Det vil være en rigtig god idé at du nu lader din datter være vågen i længere tid imellem sine lure og at du arbejder på at hun nu kun sover 2 lure dagligt.
Når hun gaber og viser træthed, så behøver det ikke altid at være tegn på at hun skal sove, men kan godt være tegn på at hun keder sig. Her vil det f.eks være en rigtig god idé at sætte hende i den høje stol, give hende mad i hånden, som hun selv kan gumle på og også skemad. Det vil stimulere hende mentalt og gøre at hun lige får lidt ekstra oplevelser og samtidig vil hun sove bedre efter et måltid mad.
Det er vigtigt at finde det rigtige puttetidspunkt og her taler man om at der kører et søvntog og det handler om at springe på toget, når det holder på perron. Man kan komme for tidligt til toget - hvilket betyder at jeres datter naturligt ikke kan sove, men i stedet ligger og bliver frustreret og ked af det, for hun føler sig ikke træt nok, ikke parat nok - det kan være det der sker hos jer f.eks. om formiddagen, hvor du prøver at putte hende allerede kl 8 og hun først sover kl 10.30 ... Og man kan komme for sent til toget, så kan hun heller ikke sove og bliver ligeså frustreret og ked af det, fordi hun når at blive overtræt. Søvntog kører ofte med 20-40 minutters intervaller og hvis I ikke rammer det ene tog, så må I vente på det næste.
Det er ikke nogen god idé at kæmpe med hende i flere timer, for så bliver hun ked af det og I passerer de søvntog der er der og tingene trækker ud. Det der startede med at I kom for tidligt, betyder at I også misser de øvrige tog - billedet på dette kan være at I står på perronen, men at I bruger kræfterne på at skændes og kæmpe med hinanden i stedet for at springe på det tog, som kommer forbi ...
Jeg tænker derfor at det vil hjælpe jer at arbejde på en ny dagsplan og at du måske skal prøve at se lidt mere på klokken end på din datter ...
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7: Fuldkornsgrød som nu, vand af kop.
Formiddag 8.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden, frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur kl 9, sover måske 1 time, måske 1.5 time ...
Frokost 11: Grøntsagsmos med kød eller fisk og suppleres med rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, vand af kop. Tilbydes også gerne agurk eller lignende i hånden at gumle på selv.
Flaske og puttes til middagslur ca 12.30-13 - tidspunktet varierer efter hvor lang en formiddagslur hun tager. Sover her en god lang lur, du må gerne lægge dig sammen med hende eller kører hende en lang tur i barnevognen, for at holde hende sovende.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden. Tilbydes også gerne lidt tykmælk med revne æbler, frugtmos eller lignende, vand af kop.
Behøver ikke sove her, hvis hun har sovet en god formiddagslur og en god middagslur ...
Aften 17.30-18: Udgangspunktet er jeres mad - kød, fisk, grøntsager, kartofler, ris, pasta, sovs. Hun skal have mad der smager ...
... af noget, familiemad og almindelige børnevenlige retter. Der skal være mad i stykker og mos. Vand af kop.
Kommer i bad, gøres klar til natten.
Tilbydes evt. godnatgrød som del af putteritualet.
Flaske og puttes til natten 19.30-20
Sen aften eller først på natten 23-01: Flaske og sover uden yderligere mælk til næste morgen tidlig.
Det er vigtigt at jeres datter får mange små måltider dagen igennem og derudover bør hun få 3 flasker - ialt 500ml mme. Disse flasker bør ligge inden middagslur, aften og sen aften. På den måde dækker de hendes behov for mælk, dækker en del af hendes væskebehov og giver hende samtidig plads i maven til anden mad.
Det er vigtigt at hun får mad i hånden, som stimulerer hende og udfordrer hende. Det er også vigtigt at hun får grøntsagsmos og mere familiemad. Hun bør kun få grød to gange dagligt, de øvrige måltider bør være noget andet.
Grøntsagsmos er ikke kartoffelmos, men mos af alle slags grøntsager. Og med den alder hun har nu, så skal hun have rigtig mad. Altså mad der tager udganspunkt i den mad I spiser - også selvom hun er født 7 uger før tid. Hun må f.eks. gerne få pasta med kødsovs, boller i karry, laks fra ovnen, frikadeller (kød eller fiskedeller), rødspætter, lasagne (lakselasgne eller lasagne lavet med kød) - hvad I nu kan finde på. Kartofler kan moses med sovs og frikadeller gives i stykker.
Du kan således lade hende spise samme mad som I selv spiser og du kan også købe babymad fra glas eller frost - svarende til hendes alder. Det er vigtigt at hun får grøntsager, kød, fisk osv. fordi det også påvirker hendes søvn i god retning.
MIn tanke er altså at med en ny rytme dagen igennem hvor hun får mere varieret mad, får mad i hånden der også stimulerer hende, har længere vågne perioder osv. så vil I bedre kunne ramme det rigtige puttetidspunkt, hvor hun er parat til at sove - og I vil således også kunne komme væk fra at hun skal hoppes i søvn på en pilatesbold. Når hun skal "hoppes i søvn", så er det sandsynligvis fordi du ikke helt rammer det rigtige puttetidspunkt ...
Samtidig så er hun jo rigtig godt igang med sin udvikling, er nu i separationsfasen og det stiller naturligt også nogle krav til jer - hvor I på den ene side skal give hende den ekstra nærhed og fysiske kontakt som hun har behov for og hvor I på den anden side og skal prøve at lade hende tumle lidt rundt og finde roen, uden at I behøver svøbe hende. Nogle gange kan hun måske godt have brug for at sove på maven og vil have glæde af at I putter hende sådan, sidder ved siden af, stryger hende ned over ryggen og blenumsen og på den måde falder hun helt til ro og sover ... Andre gange skal hun måske puttes på siden og hjælpes til at falde til ro, ved at I samler hendes hænder, holder hænderne på hendes brystkasse osv. så hun kan mærke jer, mærke varmen fra jer og derved slappe af. Måske har hun lige nu brug for at sove sammen med jer og hvis du oplever at hun sover bedst tæt med dig, så er det også okay at du lægger dig med hende ...
Jeg håber at ovenstående hjælper videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
30. oktober 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Vil ikke sove lur i barnevognen længere
Kære Helen Jeg håber du kan hjælpe os med at finde en måde at gøre vores...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
24. oktober 2025 | Sovevaner | 8 mdr.
Hej Helen, Vi har en dreng på 8,5 måned med fuld fart på. Han rejser sig og...
16. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Min søn er netop fyldt 1 år, og i den forbindelse havde vi tænkt...
9. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Vil hører hvad du tænker om min søns lurer og om der skal gøres...
Viden om børn:
Seng
Mange babyer har ikke brug for tremmeseng i begyndelsen, da sengen vil være for stor og dermed for utryg for barnet. I begyndelsen kan man derfor stille liften i tremmesengen, hvis man ønsker at barnet skal sove i sengen der.
Et barn vil ofte kunne bruge tremmesengen til det er ca 2.5-3 år gammelt og det er vigtigt at vælge en god seng. Her er lidt overvejelser og gode råd:
- Vælg en seng, som måler ca 110 cm x 55 cm. Den størrelse passer til de fleste børn indtil...
Cykelhjelm
Alle børn bør bruge cykelhjem, når de cykler. Det gælder både når de cykler selv og når de sidder i cykelstol, i en ladcykel eller i en cykelanhænger.
Vælg en godkendt hjelm. Det vil sige en hjelm med et CE-mærke og godkendelsesnummeret EN 1078.
Derudover så skal hjelmen sidde rigtigt og det gør den når den dækker panden og sidder så stramt, at den ikke kan skubbes tilbage i nakken. I de fleste hjelme sidder skumgummipuder, som hjælper til at justere størrelsen, så...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...







