Svar: Trodsig 7 årig med mareridt

---

Kære du

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af din datter / jeres døtre :)

Der er ingen tvivl om at der udviklingsmæssigt sker meget med jeres piger lige nu og da de naturligt er forskellige, ja så reagerer de naturligt også forskelligt - både på det at starte i skole, blive storesøstre osv.

I fortæller at jeres datter S er et følsomt ordensmenneske. Når jeg læser jeres beskrivelse af hende, så får jeg på fornemmelsen at hun på mange måder måske er lidt mere moden end sin søster, hun kan gennemskue flere ting og netop derfor også udnytte visse chancer til sin fordel .. og samtidig tænker jeg også at hun har en meget stor retfærdighedssans. Hun ved godt, hvordan man bør opføre sig, og hun forsøger ofte også - men hun oplever også uretfærdighed sammen med sine søstre - hun føler sandsynligvis at de nogle gange får mere ret, bliver mere set osv. end hun gør - og hun reagerer så med at virke ligeglad eller ved at bide det i sig ...

Jeg får lidt på fornemmelsen, om hun måske er det man kalder foro "særligt sensitiv", hvilket ikke betyder at hun er skrøbelig, men derimod betyder at hun "føler ting mere intenst". Mange børn tænker ikke så meget over tingene - de lægger ikke mærke til hvad der lige sker, lader sig ikke påvirke af stemninger, men har let ved at sige "pyt" og komme videre. Måske det du hos søster M beskriver som lidt mere "følelsesmæssig ligetil". Hvor S, hvis hun er særligt sensitiv, tager tingene ind og tænker meget mere over det.

Når man er særligt sensitiv, så kan man godt have tendens til at nedvurdere sig selv, fordi man er meget bevidste om, hvad der er ens svagheder og hvad der er ens styrker. Et særligt sensitivt barn springer ikke ud i tingene uden at have tænkt sig godt om og nogle gange stopper barnet sig selv, netop fordi det ved, at det her vil det ikke være særligt god til - de er meget realistiske og samtidig også perfektionistiske og vil gerne gøre det hele helt rigtigt første gang. Og derfor vil de også have stor tendens til at sammenligne sig med andre - og deres sensitivitet kommer så til udtryk gennem "jeg kan ikke noget" eller "jeg er ikke god til" eller lignende.

Og jeg tænker at det måske er det, der træder særligt igennem hos jer lige nu, fordi jers datter S, jo møder sammenligninger i hverdagen - sin tvillingesøster, men nu også skolen og nye krav der, nye legekammerater, nye rutiner og regler og samtidig også en lillesøster, der er konkurrent til jeres kærlighed, jeres opmærksomhed.

Når man er 7 år gammel, så vil man normalt have en følelse af at kunne mestre hele verden og det er stort at gå i skole. Hjemmet er stadig den trygge base, som gør at man kan være i skolen, opleve, udfordres og lære en masse nyt - og reaktionen kommer så hjemme - ofte med verbale diskussioner, dårlig søvn osv. Og hos jer, naturligt en ny rolle som storesøster oveni ..

For 7 årige børn er det vigtigt at have legekammerater og det betyder rigtig meget at have nogen med hjemme og lege, ligesom legeaftaler hos en anden fylder meget i hverdagen. Når I henter pigerne på SFO, så vil de sandsynligvis flere gange om ugen spørge "kan vi lege?", fordi leg med klassekammerater betyder rigtig meget. Og her kommer naturligt let nogle konflikter, når man har tvillinger og de begge gerne vil lege med den samme - eller den ene har aftalt og lege og den anden også vil være med. Og det stiller ekstra krav til jeres piger, for dem begge, at finde ud af at være i en gruppe uden for familien - at finde ud af at være sammen med veninder, dine, mine, vores veninder. De kan begge have stort behov for en "bedste ven", men kan kappes om den samme ven ...

Jeg tænker at det er rigtig vigtigt at I sætter jer og taler med jeres døtre om, at det kan være svært at være 7 år, starte i skole, finde nye venner, have forskellige venner og fælles venner - og hvordan I kan give plads til det hele. Det er vigtigt at I lytter til dem begge og prøver at vurdere, hvad de hver især tænker og har brug for. Det kan være en rigtig god idé at sætte ord på, at sige tingene højt, lave aftaler, som alle hører og kan følge - regler er også med til at give retfærdighed, som de begge naturligt har brug for :)

Jeg ...

---

---

... tænker også at det kan være en rigtig god idé at tegne nogle smiley´s på et stykke papir, som udtrykker noget forskelligt - en glad, en ked af det, en sur ... Og tale med dem om følelser og at man godt kan se glad ud udenpå, men være ked af det indeni og hvordan det så kan give sig til udtryk og hvad der er vigtigt her - at de kommer til jer, taler med jer om det osv. Og overfor S. tænker jeg at det vil være rigtig godt at tale med hende om, at I nogle gange oplever at hun indeni, måske ikke er helt så glad, som hun ser ud til og vise hende, at I er der for hende og gerne vil hjælpe hende. Overfor M. tænker jeg at det er vigtigt også at give hende plads, til at sætte lidt ord på sine følelser, for hun er måske ligeså ked af det, stemningen, situationen osv. hun sætter bare ikke ord på det, viser det ikke helt på samme måde.

Det kan være en rigtig god idé at læse bøger om følelser og så tale ud fra dem. Det kan være lettere at tale om andre børn, der oplever svære situationer, end det er at tale om sig selv ...

Det kan være en god idé at give pigerne forskellige pligter derhjemme, hvor de skal hjælpe til med at dække bord, selv pakke deres skoletaske, hjælpe med madpakker osv. Det er vigtigt fordi det giver dem en følelse af at have betydning og have en rolle i familien hver især.

Med hensyn til mareridt, så skal I være opmærksomme på hvad de ser i fjernsynet. Det er ikke kun krimiserier, nyhederne osv. man skal være opmærksomme på. Faktisk kan mange tegnefilm være skræmmende for børn - også disneyfilm, som vi måske synes er søde og sjove, kan give børn drømme om natten.

---

---

Du fortæller at de ofte drømmer om tyve, kidnapning osv. Og I skal naturligvis tale med dem om dette, så de bliver beroliget - og uden at forstærke deres angst. Det er derfor en god idé at du f.eks. siger "jeg har låst døren, så I kan rolige sove" eller "jeg passer på dig, skat" eller lignende, som beroliger og at du ikke f.eks. tager dem med rundt i huset, viser dem at døren er låst, hasperne sat på vinduet osv. for det kan være med til at bekræfte, at der er noget farligt derude, som I skal beskytte jer imod. Så du skal prøve at finde balancen mellem at anerkende de følelser de har og samtidig ikke forstærke dem.

Børn vil naturligt i løbet af deres udvikling blive bange for forskellige ting. Det er således naturligt at små børn kan være bange for fremmede mennesker eller bange for høje lyde og børn i 2-3 års alderen vil ofte kunne begynde at blive bange for mørke og har brug for en natlampe, når de skal sove. Og når børn bliver omkring 5 år, så kan angsten for mørke være sådan, at barnet ikke tør gå ovenpå alene eller ikke tår gå ind et sted, hvor lyset er slukket. Selvom barnet i den alder godt ved, at man bare skal tænde kontakten, så føler barnet angst og behov for at mor eller far går med og tænder lyset.

I 5 års alderen bliver mange børn også ofte bange for "onde og skrappe" mennesker. De er f.eks. bange for indbrudstyve, bange for at komme til skade, bange for at blive kidnappet og denne frygt kan børn sagtens bibeholde op i 7 års alderen, præcis som du beskriver. Børn kan fastslå ud fra udseendet om personen hører til de onde. Og de skrappe mennesker kan være personer som hæver stemmen på en måde, der får barnet til at føle sig skidt tilpas.

Omkring 6 års alderen begynder mange børn at blive bange for overnaturlige væsener, - en frygt for uhyrer, spøgelser, hekse, mumier, vampyrer osv. Det kan pludselig være vigtigt at tjekke under sengen for at sikre at værelset er helt 'monsterfrit'. Og mange børn vil i 6-7 års alderen ofte også være bange for at sove, de smutter ind til forældrene midt om natten eller vægrer sig mod at blive puttet i egen seng på eget værelse og vil gentagne gange bede om at få lov at sove med andre. Børn i denne alder vil ofte også være bange for at være alene i situationer hvor forældrene ikke er inden for synsvidde også selvom man ikke er langt væk - barnet kan f.eks. være utrygt ved at være i et andet værelse end forældrene. Frygten for at være alene og sove alene vil som regel aftage når barnet når 8 års alderen ...

Jeg håber du kan bruge ovenstående lidt videre, fortsat held og lykke til jer alle:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---