Annonce

Annonce

Svar: 9 mdr. dreng vågner kl 04


25. november 2012

Kategori:
Alder:
9 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Sara og Kristine

Tak for jeres brev og velkommen til - dejligt at høre at I har læst i min bog om børn og søvn og nu har fået lyst til at skrive :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer, for der er naturligt flere ting der spiller ind hos jer ...

Hele dagens rytme, tidspunkter jeres dreng spiser på, er vågen og aktiv på og også sover på, vil naturligt påvirke hans søvn om natten. Derfor er det ikke lige gyldigt, hvornår I gør hvad, hvis man kan sige det sådan og det er en rigtig god idé at I forsøger at arbejde på en rytme, som også vil passe med den rytme, han naturligt vil have, når han starter i vuggestue lige om lidt ... Det vil være en god idé at I taler med vuggestuen om, hvornår børnene plejer at blive lagt til at sove og at I så forsøger at skabe en rytme, der passer med dette.

Og som det er lige nu, så sover jeres dreng 2 lure af ca 2 timer hver dagligt. Altså 4 timer samlet i løbet af dagen - og det må han naturligvis gerne. Han sover ca 9 timer om natten, og samlet sover han 13 timer i døgnet - det er lidt under gennemsnittet, men stadig okay. Når man skal vurdere, om børn sover det de har behov for, så skal man naturligvis se på, hvordan barnet trives med sin søvn og det lyder umiddelbart som om at jeres dreng sover godt og trives godt men at tidspunkterne ikke helt passer til det, I kunne ønske jer ...:)

Jeg er enig med jer i at det er uhensigtsmæssigt at vågne allerede kl 04 om morgenen og at det ville være rigtig dejligt for jer, men bestemt også for jeres dreng, hvis han kunne sove lidt længere nattesøvn - enten sove lidt senere og således rykke sin rytme eller sove lidt mindre om dagen og sove mere om natten ...

En hjælp til dette vil normalt for et barn på kun 9 måneder være at få en flaske med mælk og det kan ikke udelukkes at han vågner så tidligt, fordi han egentlig har brug for mælk her ... Når han ikke ammes eller får flaske, så kan alternativet være at I giver ham lun mælk af en kop - gerne både, når han puttes til natten, men også gerne, når og hvis han vågner allerede kl 04. I kan også overveje om han om natten kunne have glæde af en drypfri kop med vand i sengen - han vil netop få dækket lidt af sit væskebehov og måske derefter sove videre.

Det er også sådan at når man vil ændre rytme, så er det ikke nogen god idé at fjerne en time fra dagssøvnen på en gang - han kommer i søvnunderskud og sover ikke bedre, hvis man skærer for meget af søvnen. Som udgangspunkt sover børn jo, når de er trætte og har brug for det og vågner naturligt, når de ikke har brug for at sove yderligere ...

Og derfor anbefaler jeg at man forsøger at ændre rytmen med ca. 15 minutter af gangen hele dagen igennem - ikke kun puttetidspunkter, men også tidspunkter for mad, aktivitet osv. Så hele dagens rytme kommer til at passe ind i den rytme I ønsker og i jeres tilfælde altså med den rytme, som vuggestuen naturligt vil bruge.

Der er stor sandsynlighed for at det at starte i vuggestue, naturligt vil hjælpe jer og ændre på jeres drengs rytme, så at samarbejde med vuggestuen om hans søvn og at arbejde på at han der sover to lure dagligt, vil være en rigtig god idé.

Det er normalt også en god idé at arbejde på at formiddagsluren er den korteste lur og middagsluren den længere lur. Når han sover sin længste lur midt på dagen, så er der større sandsynlighed for at han kan holde sig vågen og aktiv om eftermiddagen og sove godt til natten. Samtidig er det vigtigt at han ikke sover efter kl 16, da dette faktisk godt kan påvirke til at han netop vågner meget tidligt om morgenen. Det er således bedre at arbejde på en rytme, hvor han sover to lure dagligt og hvor han kommer op af sin middagslur før kl 16 ...

Mit ...


Annonce

... forslag til en dagsplan, som jeg forestiller mig kan passe ind med vuggestuens dag, ser således ud:

Meget tidlig morgen 04/05: Tilbydes lun mælk af en kop eller tilbydes vand af drypfri kop og hjælpes herefter videre til ro - forsøg at få ham til at sove lidt videre, evt. lade ham putte sig sammen med jer. Så han vænnes til at dagen ikke starter allerede der.

Morgen 6.30-7: Havregrød, mælk (sødmælk eller mme) af kop.

Formiddag 8.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden, frugtmos. Vand af kop.

Formiddagslur fra ca 8.45 til ca. 10-10.15 (sover her 1-1 ½ time)

Frokost 11: rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleret med grøntsagsmos med kød eller fisk - kan få varm eller kold frokost. Vand eller mælk af kop (sødmælk eller mme)

Banan og lun mælk af kop og puttes til middagslur ca kl 13-13.30, må her gerne sove til han vågner af sig selv - sover måske 2-2 ½ time.

Eftermiddag 15.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. En lille portion tykmælk med rugbrødsdrys, revne æbler, frugtmos eller lignende, vand af kop.

Powernapper ikke længere eftermiddag


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Aften 18: Udgangspunktet er familiemaden, kød, fisk, kartofler, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og moset mad - frikadelle kan gives i stykker og kartofler moset med sovs. Vand eller mælk (sødmælk eller mme) af kop.

Kommer i bad, gøres klar til natten, godnatgrød

Kop med mælk og puttes til natten 19.30-20

Denne plan skal ses som en rettesnor - det er en plan I stille og roligt arbejder hen imod med små skridt, I kan ikke ændre rytmen fra den ene dag til den anden. Og med små skridt mener jeg ved at flytte på tidspunkterne med 15 minutter af gangen.

Det vil sige, at hvis han lige nu sover morgenlur kl 7.30 og den skal ændres til en formiddagslur kl ca 9, så skal I flytte ham, så han i stedet puttes kl 7.45, så kl 8, så 8.15, 8.30 osv. indtil I rammer det rigtige tidspunkt - og det kan her også være nødvendigt at vække ham så han ikke sover mere end 1-1 ½ time om formiddagen. Det er okay at vække ham her og så arbejde på at han til middagsluren sover mere sammenhængende.

På samme måde kan det være nødvendigt at rykke lidt på nogle af tidspunkterne for mad, aktivitet osv. Men jeg kan se, at nogle af de angivne tider stadig følger hinanden og det er rigtig godt. Han plejer f.eks. at spise frokost kl 11 og det må han gerne blive ved med, hvis det er det tidspunkt de også spiser på i vuggestuen. Dette skal I således ikke ændre på ...

At ændre på en søvnrytme tager tid og kræver tålmodighed og overblik og det kan være rigtig svært med et barn i denne alder, ligesom start i vuggestue osv. også kan spille ind og gøre det mere svært - det kan sagtens tage 3-5 uger at ændre på en søvnrytme ... Men som nævnt, så kan det også nogle gange netop hjælpe at starte i vuggestue, fordi dagen her ofte helt naturligt bliver kørt ind i en rytme og det kan hjælpe på jeres drengs indre ur og netop fornemmelse for hvornår han skal sove og hvornår han skal være vågen - jo mere regelmæssighed om dagen, jo mere vil det ofte give mere ro og regelmæssighed om natten ...

Separationsfase osv. spiller også ind og han vil naturligt søge jer ekstra og også sove mere uroligt om natten, så det er også vigtigt at I lader ham sove hos jer og at I forsøger at berolige ham med hænder, kærtegn og nærhed og netop prøver på den måde at lulle ham lidt videre til ro tidlig morgen. Kan I på den måde starte dagen bare 20 minutter senere, så er det en god start ...

På samme måde skal I udnytte, hvis han pludselig en dag naturligt sover senere, står senere op og så forsøge at styre hans rytme ind :)

Jeg håber at mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?

En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby

Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

1. oktober 2026 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang fra middagsluren

Kære Helen. Tak for din brevkasse og for din tidligere hjælp. Nu har jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Baby døgn rytme

Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...

Læs hele brevet og Helens svar


13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Overstimulering og babysøvn

Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...

Læs hele brevet og Helens svar


5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Meget udfordret søvn

Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....

Læs hele brevet og Helens svar


5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Nyfødt søvn

Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Tun og børn

Har du børn mellem 0 og 14 år, er det vigtigt, at du serverer masser af forskellig fisk for dem – men nye beregninger viser, at børn under 3 år bør få andre typer fisk end tunbøffer og udskæringer fra andre store rovfisk samt dåsetun.

Problemet med tunbøffer og andre store rovfisk er, at selv ved indtag af en lille mængde, kan barnet få kviksølv i en mængde, der kan skade barnets udvikling.

Alle børn op til 14-års alderen bør styre uden om tunbøffer og andre...

Læs mere i Babylex

Barselshvile

Førhen i tiden var kvinder som lige havde født indlagt på sygehuset i flere dagen inden de kom hjem. I dag kommer man hjem så snart man har lyst og føler sig parat til det og det sker også at man kommer hjem før man som mor egentlig føler sig helt parat ... Det er mere og mere almindeligt at gå hjem allerede få timer efter fødslen.

Når man går tidligt hjem, så vil det være rigtig godt at den nybagte far har mulighed for at tage nogle dage fri, så den lille nye familie kan lære...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tusind tak for dine dejlige, fornuftige svar. De passer så godt til mit temperament, og det giver altså ro i sjælen at høre fra dig. Mange gange hjælper det også at få sat ord på sine bekymringer.

Jeg finder mange gode råd i dine tidligere svar til andre forældre. Jeg kan nogle gange føle mig som verdens dårligste mor, når ingenting vil lykkes. Derfor trøster det mig, når jeg kan læse, at jeg ikke er den eneste, der har problemer med de kære børn. Så føler jeg mig ikke så alene.

Tak fra Lis, mor til datter på 4 måneder


Annonce