Svar: Hvad dælen er der gået galt?

---

Kære Charlotte

Tak for dit brev :)

Jeg kan godt forstå du undrer dig og jeg kan også godt forstå at du bliver bekymret, når jeres datter nærmest fra den ene dag til den anden ændre opførsel. Mit umiddelbare bud er at hun lige nu gennemgår en rigtig stor udvikling både motorisk og mentalt og at det er med til at give den forandring I oplever.

Jeres datter har en alder lige nu, hvor hun er bevidst om at I er der, selvom hun ikke kan se jer. Hun begynder at forstå, at hun kan kalde på jer, og I kan komme fra et andet rum, ligesom hun fornemmer at når I går, så er I ikke væk for altid, I kommer tilbage igen.

Hun begynder også at få lidt fornemmelse for at verden kan være farlig og at det hele ikke bare er sjov og ballade. I stiller flere krav til hende, I siger mere og mere nej i løbet af dagen, I forhindrer hende i mange af de ting hun gerne vil selv. I holder f.eks. fat i hende, når I er ude at gå, fordi hun ikke må løbe ud på vejen, eller fjerner hende fra ting hun vil have fat i - eller fjerner ting fra hende, som hun ikke må få fat i. Hun møder også modstand fra andre børn, de tager legetøjet fra hende, de skubber til hende - mange børn bider i denne alder, river i hår osv. Hun bevæger sig også mere og mere rundt, skubber ...

---

---

... måske sin høje stol hen til bordet og klatrer op, hun går/løber hurtigere og falder og slår sig og det er alt sammen med til at gøre at hun lige nu har mere farefornemmelse end tidligere.

Det kan derfor godt være dette som gør at hun både bliver lidt utryg ved at gå ind i et tilstødende lokale, bliver lidt utryg ved mørke - nogle børn bliver også utrygge ved vand i denne alder og vil pludselig ikke i bad. Det kan være svært for hende at finde ud af at lade sig trøste, for på den ene side vil hun så gerne selv og hendes spirende selvstændighed blomstrer lige nu - og på den anden side, så er hun også stadig meget hjælpeløs og har rigtig meget brug for jer, jeres forståelse og omsorg.

---

---

Så nogle gange, når hun bliver ked af det og der ikke rigtig er noget der virker, så vil det være rigtig fint at I "bare" er der, forsøger at vise hende medlidenhed "såå skat, er det hele bare så svært, sååå" - ikke stiller nogen krav, ikke stiller spørgsmål, men bare er der, lytter og forsøger at trøste - netop ved at vise forståelse og give hende masser af fysisk kontakt :)

Læs gerne to af mine bøger "Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om gråd og trøst" ...:)

Jeg håber ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---