Svar: Selvstændighedsalder og opdragelse

---

Kære Frida

Tak for dit brev og dejligt at høre fra dig igen :)

Det lyder som om at jeres dreng og I har det godt. Det er en rigtig svær alder og det giver store udfordringer og stiller store krav til både barn og forældre. For det er en tid, der kræver rigtig stor tålmodighed, anerkendelse og omsorg, samtidig med at der også skal sættes nogle grænser.

Det er vigtigt at du ved, at din dreng er nødt til at være uenig med dig. Han er igang med at udvikle sin selvstændighed, han er igang med at finde ud af hvem han selv er og hvad han vil og ikke vil - og for at kunne gøre dette er han nødt til at ville noget andet end dig. Han kan ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af, hvad I vil, og derfor opstår der dagligt konflikter og netop situationer, hvor han kategorisk nægter, siger nej og ryster bestemt på hovedet eller hvor han bestemmer, at du skal noget andet end du vil eller gør ...

Måske kan du være heldig en gang imellem med list at bede ham gøre det modsatte af, hvad du vil have ham til, og på den måde få ham til at gøre det du gerne vil ... det virker nogle gange, men ikke altid. Andre gange kan løsningen vær at "tælle til tre" og gøre det til en leg, så I får fokus på at han skal skynde sig og det skal være sjovt, mere end på det der egentlig skal gøres, det du gerne vil have ham til. Hvis han f.eks. ikke vil med ud at køre og I skal af sted, så kan det være en god idé at lave en "jeg tæller til tre og så ser vi hvem der kommer først" - og naturligvis lade ham vinde.

Når man er 2 ½ år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder igang med at forholde sig til hvem man selv er og hvordan man påvirker andre. Og et led i dette er blandt andet at sige "Nej!", "Vil selv!" eller "Det er min!". Det er alt sammen noget der viser at han er igang med at finde ud af, hvem han selv er og det du oplever lige nu er således normalt - ikke at det gør det mindre hårdt:)

Og han reagerer naturligvis også med det som han hører I siger "det bestemmer jeg" eller "opfør dig ordentligt". Det er ikke sikkert han forstår det, men han bruger de sætninger og ord han hører - og derfor vil du naturligt kunne høre dig selv (og dine forældre), når han kommunikerer med dig. Både de situationer, hvor det er dig der ofte bestemmer og ofte virker kontrollerende (fordi du er den voksne), men også de kærlige ting, hvor du kalder ham skat, krrammer og kysser ham. Han spejler det hele.

Derfor skal du naturligvis være opmærksom på, hvordan du selv kommunikerer med ham - for du får det du selv siger retur ...

---

---

... ... :)

Hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat, så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Det er vigtigt ikke at stille for mange spørgsmål og ikke give for mange valgmuligheder. Det kan f.eks. være en god idé at hjælpe og støtte hans lyst til selvhjulpenhed ved at lægge tøj frem, så han selv kan prøve at tage det på. Du skal være til rådighed, når han virker til at have brug for det, men lade ham prøve selv - præcis som du fortæller at I er begyndt på, og det går rigtig godt :)

---

---

Det kan være en god idé at forberede ham på at I f.eks. skal køre, eller at I skal spise lige om lidt. Så han nogle gange har mulighed for lige at lege færdig, eller lige når at forholde sig til at der skal ske et skift. Det er dog vigtigt at du ikke siger "vi skal spise om lidt" 3-4 gange, for så kan han ikke forholde sig til, hvornår det er.

Det er rigtig godt at du lader ham hjælpe med madlavningen, borddækningen osv. Jo mere du inddrager ham, jo mere han er med i forberedelserne, jo mere vil han også føle at han bestemmer og at hans mening tæller. Lad også ham være den der henter far, når det er spisetid (med mindre det er far der laver mad), så han på den måde gøres aktiv i processen "vil du være sød at finde far og sige vi skal spise" og så det ikke er jer, der bestemmer, men så han får en følelse af at hans rolle er vigtig og så han er den der kan sige til far "vi skal spise nu!" og hvor det rent faktisk er i orden at være den der bestemmer ...

Det er ofte også en rigtig god idé at afværge konflikter med fysisk kontakt og nærhed. Så når han f.eks. bevidst gør noget, der er imod dig, så i stedet for at tage det personligt, blive ked af det eller skælde ham ud, så prøv at dreje det hen på kontakt og nærhed. Sig f.eks. "skal du være fræk din lille bølle" og fang ham, kild ham eller lignende, så han mærker at du er der og får masser af nærhed. For når han øver sig i at adskille sig, så har han også rigtig meget brug for at mærke at du er der for ham og er der 100 pct. og derfor er det rigtig dejligt at blive fanget, at du leger at du er en stor farlig løve, der spiser ham eller lignende. Og bagefter vil han ofte være mere parat til at gøre som du gerne vil have...

Jeg håber ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---