Svar: Brødre

---

Kære Signe

Tak for dit brev og alle dine tanker - og stort tillykke med at I har fået en lillesøster i familien :)

Jalousi mellem søskende er normalt, men det gør det naturligvis ikke mindre svært og jeg ved godt, hvor frustrerende det er. Det er så opslidende, at de ikke bare kan finde ud af at være gode venner, men altid skal slås ..

Søskende konkurrerer med hinanden, de er rivaler, også selvom de jo et eller andet sted er rigtigt glade for hinanden. Og det handler dybest set om at de konkurrerer om forældrenes kærlighed. De konkurrerer om at være den foretrukne, om at blive set.

Jeres ældste dreng havde jer for sig selv i to år, her kom så lillebror og han skulle pludselig dele jer med en anden. Det er meget meget svært og det er især tre store følelser der er på spil - sorg, vrede og angst. Sorgen over ikke længere at have jer for sig selv, vreden over at være bragt i den situation og angsten for at I bedre vil kunne lide den lille end ham ...

Han kan ikke huske det, for han var kun 2 år, da lillebror kom, så han husker ikke hvordan det var at have jer for sig selv. Men det har ganske givet været rigtig svært for ham og nu sker det samme igen - nu kommer der en lille pige, en ny konkurrent til jeres kærlighed og han bliver usikker på sin egen rolle og i tvivl om, hvorvidt I nu elsker ham ligeså højt som før..

Følelserne er de samme som hvis din mand kom hjem med en ny kvinde. Han sad med hende i sofaen, kyssede og kærtegnede hende, sov sammen med hende osv. - hvilke følelser ville det ikke frembringe i dig? Han var tydeligt forelsket i hende, når han talte til hende, var hans toneleje blidt og nænsomt, og alle der kom på besøg sagde at hun var sød, dejlig og spurgte dig om ikke du synes det var fantastisk ...

Men du ville ikke synes det var fantastisk, du ville føle det var forfærdeligt og du ville være ked af det, vred og bange - sorg, vrede og angst. Og du ville måske være efter hende hele tiden, drille hende, gøre livet lidt mindre sjovt for hende .. Ligesom du ville gøre alt hvad du kunne for at han skulle være sammen med dig.

At se tingene på denne måde giver ofte en idé om, hvorfor vores ældste børn reagerer så voldsomt som de gør ...

Det er rigtig vigtigt at I bruger tid med jeres børn hver for sig, så de hver især opdager at I prioriterer netop dem. Det er rigtig vigtigt at I laver noget med storebror uden at de andre børn er med, ligesom han naturligvis også skal opleve, at I laver noget med lillebror uden at han er med ...

Det er vigtigt at I ikke tager parti og ikke er "dommer", hver gang drengene er oppe at slås. I kan ikke være dommer eller skælde den ene ud, uden at tager parti for den anden og ofte er de begge lige gode om det. Det er ofte den ene der starter den ene dag og den anden der starter næste dag. De vil begge gerne favoriseres og vil derfor begge gøre noget, som de ved at mor eller far bliver irriterede på den anden over. Og det er faktisk okay at sætte ord på dette, sige det som det er "jeg ved ikke hvem af jer der startede, men lige nu kan I tydeligvis ikke finde ud af at være sammen" og så synes jeg faktisk det er helt fint, at sende dem begge på værelset.

Jeg vil foreslå jer at I laver nogle regler og at I sætter jer ned og ...

---

---

... taler om, hvordan reglerne er hos jer. Det er her vigtigt at anerkende, at de nogle gange skændes, ikke kan finde ud af at være gode venner - man behøver ikke elske sin bror, hvilket I også gerne må sætte ord på - men I skal alle sammen kunne være under samme tag og derfor er der nødt til at være lidt regler. Og en regel kan f.eks. være, at hvis de ikke kan finde ud af at være sammen, så må de være hver for sig.

Ikke tage parti, men lægge op til at de selv skal finde ud af at være gode venner. Det er rigtig fint med en regel som at man kun siger stop 1. gang, 2. gang og at man så stopper, men hos jer gælder det kun storebror - og det er vigtigt at det gælder begge drenge. De har begge en forpligtelse til at finde ud af at stoppe og kan de ikke det, så sendes de begge på værelset. Her kan de så falde til ro hver især og derefter er sandsynligheden for at de kan finde ud af at lege sammen igen større.

De kan godt brokke sig over at det ikke er retfærdigt, eller "det var ham der startede" eller lignende og så må du svare, at du ikke var der, du ved ikke hvad der skete, du elsker dem begge to højt og du forventer at de kan finde ud af at løse deres konflikt. Lige nu kan de ikke finde ud af at være sammen og så er det bedre at de er hver for sig. Og sådan bliver det så. Det er bedre at skille dem ad end at de slås.

At skille dem ad kan også nogle gange være at kræve at de sidder i hver sin ende af sofaen eller at den ene sætter sig ved spisebordet, imens den anden sidde i stuen. De behøver ikke nødvendigvis blive sent på værelset, nogle gange er det nok rent fysisk at bede dem fjerne sig fra hinanden og så give dem hver et eller andet, som de så kan aktivere sig selv med. Det afhænger af situationen - nogle gange vil de opleve det mere fair, hvis de kan være på hver sit værelse, ellers kan de begynde at diskutere om det er snyd at den ene må være i stuen og den anden i køkkenet eller lignende. Hvert sit værelse er ens for begge :)

---

---

Og så er det rigtig vigtigt at sætte lidt ord på, når de rent faktisk hygger sig sammen og når I alle har det rigtig dejligt. Så de også hører og fornemmer, at I rent faktisk lægger mærke til, når der ikke er konflikter. Man behøver ikke kun opføre sig dårligt, for at blive set ... :)

Man kan godt holde et "familiemøde" med børn på 4 og 6 år og tale om hvad regler der gælder hos jer. Man kan godt stille lidt krav og man kan godt give børnene lidt ansvar for selv at være deltagende i at det er rart at bo hos jer - det skal være rart at være hjemme, det skal være dejligt at holde weekend sammen og I skal naturligvis alle sammen forsøge at gøre, hvad I kan, for at det bliver rart og hyggeligt.

Det er vigtigt at børnene har forskellige roller og der er naturligt nogle ting jeres dreng på 6 år mestrer og kan fordi han er den ældste. Ligesom lillebror kan noget andet, fordi han er yngre. Og det må godt være tydeligt at der er disse forskelle. Det synliggør netop også hvorfor begge børn er vigtige for jer.

Regler er også godt, fordi det giver retfærdighed. Hvis reglerne er sagt højt, så alle kender dem, så ved man også når en regel brydes, hvorfor man så f.eks. bliver sendt på værelset.

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---