Svar: Alene med 2 små børn

---

Kære Stine

Tak for dit brev og velkommen til :)

Jeg kan godt forstå at du nogle gange står i situationer, hvor du er nødt til at lade drengene være alene sammen i kortere tid, fordi du har noget praktisk du skal lave, lige skal på toilettet eller lignende. Og det er naturligvis ganske frustrerende, at hver gang du vender ryggen til, så kommer de op at slås ...

Der er ikke ret stor aldersforskel på dine drenge og på sigt vil de to sandsynligvis vokse op og have rigtig meget glæde af hinanden. Men det er bestemt ikke nogen let opgave og du må nok indstille dig på at I vil have en vis portion konflikter i hverdagen. Men netop konflikterne er jo også med til at udvikle dem begge to, selvom det nogle gange er rigtig hårdt og det kan være svært at se det positive ved det.

Søskendejalousi skal tages alvorligt. Og du skal lægge meget mærke til hvordan storebror reagerer, når du er i kontakt med lillebror. Du skal lægge mærke til hans ansigtsudtryk, hvilke signaler han sender, for det er rigtig hårdt at være 2.5 år og skulle dele mor med en anden. Din ældste dreng er naturligt igang med at udvikle sit selvbillede. Han er igang med at finde ud af, hvem han er og hvordan han påvirker andre, ligesom han skal lære hvordan andre påvirker ham. Han begynder f.eks. at sige "min, min, min" om ting der ikke er hans, eller siger "nej, nej, nej", når du beder ham om noget.

Og han er meget følsom overfor hvordan du reagerer på ham og de ting han gør. Han kan meget let føle sig sat ud på et sidespor, når du er sammen med lillebror. Han vil naturligt blive meget usikker på sin egen rolle i jeres familie og vil være i tvivl om, hvorvidt han betyder ligeså meget for dig, som lillebror gør.

Det gør ondt i ham, når han ser dig sidde og have tæt kontakt med lillebror. Det er en voldsom følelse, en smerte, at se dig sidde og have tæt kontakt med et andet menneske. Han ser sin lillebror som en rival, hvilket er helt naturligt. Han har jo ikke bedt om at lillebror skulle være en del af jeres familie og når han ser jer sidde tæt sammen, så opstår følelsen "de to mennesker har det jeg gerne vil have, og de giver det til hinanden og ikke til mig".

Nogen sammenligner det med de følelser der ville opstå, hvis ens partner kom hjem med en ny kvinde og sagde "er hun ikke smuk, er hun ikke dejlig" og sad og hyggede, nussede, kælede osv. med hende og hun så samtidig også ...

---

---

... skulle sove i soveværelset og han var tydeligt forelsket i hende - de følelser, der i den situation ville opstå i dig, er de følelser, storebror godt kan have.

Og derfor reagerer han voldsomt. Derfor skubber, slår og hiver han lillebror i håret. Og det er normalt, som vuggestuen har sagt. Det er ikke ensbetydende med at storebror ikke får mindst ligeså meget kontakt som lillebror. Du giver ham måske nogle gange næsten mere kontakt, fordi du er opmærksom på at han har det svært. Men det ændrer ikke ved at han føler sådan. Det er en følelse som sidder dybt i ham og fordi han ikke med ord er i stand til at fortælle, hvordan han har det - så reagerer han fysisk i stedet for, så reagerer ham med at slå.

Du fortæller at du flytter ham og siger at den opførsel vil du ikke have. Og jeg kan godt forstå at du bliver sur. Det er naturligt - men, du skal prøve ikke at skælde ham ud. Jo mere du skælder ham ud, når han gør det, jo mere forstærker du problemet. Det er derfor allerbedst, hvis I kan undgå at han forløber sig og derfor er det helt fint at du nogle gange lægger lillebror i kravlegården, hvis du er nødt til at gå væk kortvarigt, så storebror ikke hiver fat i ham. Du er jo også nødt til at beskytte lillebror.

Hvis storebror er for voldsom, så er det helt rigtigt det du gør - flytter ham og siger til ham at du ikke vil have han slår "du må ikke slå", som en generel besked. Men det er vigtigt at du ikke råber af ham eller skælder voldsomt ud. Og så er det vigtigt at du viser ham, at du også ser ham. Og som sagt er det vigtigt at du forsøge at undgå situationer, hvor han forløber sig. Det er vigtigt at aflede ham, før det sker.

---

---

Det er vigtigt at du viser ham at han er elsket overalt på jorden. Han skal mærke at han er noget ganske særligt netop fordi han er den han er. Prøv at nurse ham lidt, lad være at stille alt for store forventninger til ham, selvom du godt ved at han kan nogle ting selv, så prøv i en periode at hjælpe ham lidt mere, vær lidt mere til rådighed.

Fortæl ham og vis ham billeder fra han var en lille baby, fortæl ham at han var så sød, lækker og super dejlig - og det er han stadig væk. Fortæl ham om alt det gode og skønne man kan når man er 2½ år i forhold til når man er helt lille og hvor dejligt du synes det er at have netop ham.

Håber du kan bruge dette lidt videre :)

Læs også gerne min bog "Helens bog om dit barns udvikling" :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---