Brev:

Har svært ved at lege selv

Kære Helen.

Vores søn er nu blevet 22 ½ måned, og han har meget svært ved at lege selv. Engang imellem gør han det i ca. 5 minutter, og han er på det sidste også blevet ok til nogle gange at sidde selv og se et halvt til helt afsnit af Bamse og Kylling, mens vi går rundt og gør nogle andre ting. Men ellers vil han have os med (og oftest mig) …

Jeg synes, han er ekstremt dygtig til selv at igangsætte legene. Det har længe været sådan, at man mest ”bare skal følge med ham”, fordi han selv finder på. Når min familie passer ham, har de den samme oplevelse. Han bliver ikke i hver leg særligt længe, men skal nok selv fortælle, hvornår han vil lege med tog, bygge hule, ned i kælderen og kigge osv. Og nogle gange bliver han faktisk sur, hvis man selv forsøger at komme med indspark til legen, ændre på den eller ikke lige gør, som han havde tænkt det. Det er heller ikke altid sådan, at vi skal være med i legen – men vi skal være dér, og sådan er det altså størstedelen af tiden. Det er ikke nok at sidde på en stol ved et bord, mens han leger ved siden af, eller stå og lave mad, mens han leger ved ens fødder – man skal være nede på gulvet med ham, for at han føler, at man er med, man skal have opmærksomheden rettet mod det, han laver, og mange gange trækker han en med, hvis bare han skal flytte sig to meter for fx at tage en bog i bogreolen. Hvis man forsøger at sige, at man sidder her, og at han kan hente legetøjet herhen, bliver han ved med at hive og trække i en, klynker, siger ”mor med” osv.

Jeg kan se, at mange andre børn tuller rundt for dem selv – men hvad er normalt, hvad er forventeligt, og hvad er rimeligt at kræve af et barn på hans alder?

Hvis det handler om tryghed, synes jeg, at han skal have det, og at jeg dermed skal følge med ham i hans behov, også selvom de nogle gange kan være omfattende? Omvendt vil jeg jo gerne gøre ham så selvstændig og selvhjulpen som muligt her i verden, og jeg er bange for, om det kan være blevet lidt en vane, at vi (jeg) bare altid er der? Han er jo nok på mange måder et klassisk barn nr. 1 med to forældre, der har villet ham utroligt meget, og som også har haft tiden og muligheden for at være der for ham det meste af tiden… Og hvordan ændrer jeg så bedst muligt og mest nænsomt på det, uden at han føler sig helt ulykkelig og afvist?

Jeg må være ærlig og sige, at det nogle gange er rigtigt hårdt – Vi stiller os tit og laver aftensmad aftenen før, da det kan være svært ”at få lov til”, når han er der om eftermiddagen. Min mand kan ikke møde tidligt på arbejde, hvis jeg også skal ud af døren, fordi det umiddelbart ikke er muligt for mig så at gøre mig klar med tøj, hår m.m., inden jeg skal af sted, hvis jeg også har ansvaret for ham… altså med mindre jeg så har et skrigende barn hængende i låret eller på gulvet ved siden af mig, hvilket mit moderhjerte har meget svært ved at bære. Men det fastholder ham jo så bare også i oplevelsen af, at vi ofte har tid til ham!

På samme måde kan det være rigtig hårdt at være ude, og jeg har taget mig selv i flere gange at være trist, når jeg tager hjem igen, fordi jeg aldrig synes, at jeg er rigtigt tilstede og får set vores venner. Jeg sidder i et hjørne eller et helt andet rum med min søn og ...

... forsøger at følge delvist med i samtalen, mens de andre sidder og hygger og snakker (når far er med, forsøger vi at skiftes lidt, men han foretrækker som oftest mig, og skal far på banen, skal han helst helt væk fra mig – at de fx går ud i haven, mens jeg bliver indenfor eller omvendt…). Det kan være et rigtig svært dilemma, især når vi er ude – for jeg vil jo gerne lære ham, at verden også hænger sådan sammen, at mor bare nogle gange har nogle andre, hun også gerne vil snakke med, men det kommer jeg så alligevel ikke til, fordi han så bliver så vred og ked af det, at jeg jo må tage mig af dét. Derfor kommer jeg også nogle gange til bare at ”føje” ham, hvis han ikke accepterer for den gode stemning og fredens skyld. Men det virker jo umiddelbart ikke som en super hensigtsmæssig løsning?!

Herhjemme har vi det sidste stykke tid valgt at begynde at øve det punkt, at vi gerne vil have lov at sidde og spise færdigt, også selvom han er færdig og har fået lov at komme ned (vi øver også dette, når vi er ude). Resultatet er, at han så kommer hver 15. sek. og siger ”mor med” og hiver i mig og kan blive ked af det. Andre gange accepterer han det relativt smertefrit, men kommer så og hiver i en, så snart han kan se, at tallerkenen er tom og siger "mor færdig" eller "mor spist"… Vi øver det desuden lidt i det små i forbindelse med fx tydeligt at fortælle ham, at man nu går på toilettet, så han ved, at man forsvinder – ofte ender han dog med at gå med eller komme derud og finde en…

I vuggestuen kan han godt lege selv – han har som sådan ikke knyttet sig til nogen fast pædagog, og han leger tit helt for sig selv, når vi henter ham, også selvom de andre sidder fælles og læser historie. Afleveringen går som oftest helt uproblematisk – han vender sig af sig selv og vinker farvel til os, når vi er ankommet, og han er klar til, at vi går.

Pædagogerne siger, han er en glad og meget social dreng. Herhjemme oplever vi ham også som kærlig, glad og opmærksom… Hvis vi er med, kan han erobre hele verden. Han er aktiv og meget nysgerrig – vi har aldrig skullet bekymre os om, at han bliver overstimuleret, men vi skal altså være der og være der meget tæt på det meste af tiden. Han er også meget temperamentsfuld, meget bestemt og meget beslutsom – han ved, hvad han vil og ikke vil og skal nok fortælle os det, hvis det ikke går, som han vil. Dette er på det sidste taget til, sådan at han ikke bare græder eller siger nej, men råber fx ”nej nej nej”, skriger, hviner el.lign. Som spæd var han også allerede der meget tydelig i sine behov – hvis han var sulten, skreg han osv., men han var også et barn med meget behov for tæt kontakt – længe måtte vi fx svøbe ham og vugge ham i søvn i vores favn, da han ikke kunne finde ro selv og blev ked af det. Der er fuld fart på hans udvikling – han går, løber, klatrer, hopper og snurrer, han snakker hele tiden, snakker i sætninger med 3-4 ord og får et større og større ordforråd dag for dag.

Jeg synes, at det er rigtig svært ikke at føle, at jeg afviser ham, når han opsøger mig på den måde hele tiden, og det skærer mig i hjertet at gøre mit barn ked af det… Jeg vil rigtigt gerne høre, hvad du tænker? Hvordan kan jeg bedst håndtere vores situation?

Mange hilsener,
M.

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.

Lang putning - 21 måneder

Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.

Natlampe

Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...

Læs hele brevet og Helens svar

13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Reaktion på at være blevet storesøster

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...

Læs hele brevet og Helens svar

4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.

Opfølgning på opvågninger om natten - 22mdr

Kære Helen Tak for dit svar vedr. mit brev om min datters opvågninger....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: