Annonce

Annonce

Svar: Beroligende ord søges


13. juni 2012

Kategori:
Alder:
10 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Opdragelse.

Hej med dig

Tak for dit brev, dine åbne og ærlige tanker :)

Jeg er helt sikker på at mange vil nikke genkendende til de følelser du beskriver. Vi vil jo vores børn det bedste og vil gerne gøre det hele så godt og nogle gange helst være perfekte - men hvad er det egentlig at være perfekt og skal vi være det eller skal vi bare "være gode nok"?

Det handler naturligvis om den enorme kærlighed vi føler til vores barn og vores store ønske om at gøre det bedste, give hende alt hvad hun har behov for, give hende et godt liv - intet kan være mere vigtigt. Og nogle gange så sker der naturligt nogle ting, - du bliver optaget af noget andet, du har praktiske ting du skal tage dig til i løbet af dagen, og du synes måske ikke altid at leg på gulvet er det sjoveste og så kan man godt få følelsen af ikke at være god nok og få dårlig samvittighed.

Det er dog meget vigtigt at følelsen af ikke at være en god nok mor, ikke dukker op for tit og det er meget vigtigt at det ikke bliver det styrende i hverdagen. Du bør ikke gå rundt og være ked af det og føle at du ikke er en god nok mor for din datter, du bør ikke have en følelse af at hun ville være bedre tjent med en anden mor end dig. Hvis du har det sådan, hvis du generelt føler dig nedtrykt, så er det en god idé at tale med din læge om, hvordan du har det. Det kan godt være en efterfødselsreaktion du har.

Hvad betyder det at være en god mor for dig? Som jeg læser dit brev, så betyder det at være nærværende 24 timer i døgnet. Du føler at den gode mor altid er intens og nærværende sammen med sit barn ... Det er meget store krav at stille til sig selv og faktisk umuligt at leve op til og jeg tænker at du måske har brug for lidt hjælp til at tale igennem og finde ud af at "den gode mor" er alt mulig andet og at du ikke behøver være så perfekt ... eller måske få hjælp til at se, når du gør det rigtigt gode.

Måske vil det hjælpe dig at se det lidt som et kærlighedsforhold til en mand. Sammen med ham, vil du også have intense øjeblikke, hvor I ser på hinanden, føler og mærker hinanden og båndet imellem jer, men der vil også være perioder i løbet af dagen hvor I bare er sammen. I nyder at være sammen og I registrerer hinanden og er der for hinanden, men ikke på en intens måde.

Du er der også sammen med din datter, i perioder er I intense i jeres kontakt, du er der hundrende procent for hende, du reagerer på hende og de signaler hun sender, men der er også perioder, hvor du ikke er intenst på hende. Der er perioder, hvor hun vil være for sig selv eller bare være ved siden af dig imens du foretager dig andre ting - og det er helt okay. Det er helt naturligt. Ligesom du heller ikke ville kunne sidde og kikke en mand dybt i øjnene hele tiden, så kan du heller ikke være på din datter med samme intensitet hele tiden.

Og der kan ikke sættes tid på - de vigtige og nære øjeblikke vil være der, men der vil også være masser af praktiske ting, som I foretager jer sammen, hvor kontakten er der, men hvor den er mindre intens. Det der er vigtigt er dog, at du kan mærke, når der er behov for at du er der for hende 100 pct. og at du så prioriterer dette. Ligesom du også skal legalisere ...


Annonce

... overfor dig selv, at det er okay at du nogle gange ikke er der.

Jeg ved fra dine tidligere breve at du er alene med din datter og det giver naturligt ekstra udfordringer, for det er sjældent at du har tid for dig selv. Du er på hende hele tiden og skal være der for hende altid. Har du nogen i dit netværk, som kan passe hende et par timer? Det kunne være en god idé at du prioriterede dig selv lidt, både fordi det vil give dig overskud til at være der mere for hende, når I så er sammen, men det vil også gøre at du kommer til at "savne hende" og det er faktisk en meget rar følelse, netop når man går sammen hver dag og altid ... :)

At være en god mor handler for mig om rigtig mange ting. De handler f.eks. om at kunne se sit bar, være i stand til at tage vare om det, vurdere om det er sulten, skal have skiftet en ble, skal vugges lidt, hjælpes med at finde roen, tale med det når det har brug for det, hjælpe det med at sove, når det er behovet. Det handler også om at kunne rumme barnets følelser. At kunne rumme når barnet er ked af det, vred, frustreret ligesåvel som at kunne rumme, når det smiler, kluk-ler og pludrer lystigt. At kunne rumme handler om at kunne bære det uden at ville ændre det og uden at tage det personligt.

At være en god mor handler for mig også om at vi nogle gange begår fejl. For nogle gange ved vi ikke, hvad der er rigtigt og derfor må vi prøve os frem. Vi skal træffe forskellige valg og nogle gange vælger vi måske forkert eller kunne måske have valgt noget andet, som kunne have været ligeså godt. Men vi begår nogle gange fejl og det er okay - for det viser jo netop at vi er mennesker og hvem vil ikke gerne have en menneskelig mor ... :)


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Du skal ikke være pædagog sammen med din datter, du skal være mor. Og det betyder at I skal lave ting sammen, der for jer er naturlige og rare. Naturligvis skal hun stimuleres og leges med, men det behøver ikke altid at være på gulvet, på en bestemt måde med noget bestemt legetøj. Nogle gange vil det være ligeså fint at gå en tur, hvor hun sidder i barnevognen og I kikker på ting I kører forbi, eller I kan tage på biblioteket og sidde lidt sammen i deres legerum, kikke på de andre børn, eller du kan tage hende med op at handle, lade hende sidde foran i indkøbsvognen og få lidt varer i hånden, opleve, mærke osv. Fordi det der er vigtigt er at I gør det sammen og at I er sammen :)

Jeg tænker, at da du er alene, så mangler du en i hverdagen, der kan fortælle dig at du gør det godt som mor, at det er så dejligt at se måden I er sammen på, kontakten I har. Du mangler en du kan dele dine tanker og bekymringer med, en som kan berolige dig en gang imellem og sige at jeres datter er skøn og at hun trives, en som kan give dig roen i at alt det du gør er godt nok.

Du kan altid ringe til din sundhedsplejerske og få et ekstra besøg, hvor du kan tale med hende om disse ting. Hun kan se hvordan din datter trives og udvikler sig og fortælle dig om alt det gode du gør - for det er jo netop fordi du gør det så godt, at lillepigen også har det godt og trives :)

Jeg håber at ovenstående tanker hjælper lidt videre på vej og sender dig et stort knus!

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar


18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.

Lur og temperament udfordringer

Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...

Læs hele brevet og Helens svar


13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.

Voldsom separationsangst

Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...

Læs hele brevet og Helens svar


22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...

Læs hele brevet og Helens svar


19. september 2025 | Opdragelse | 14 mdr.

Vuggestue og opdragelse.

Hej Helen, Mit barn på 14 måneder går i vuggestue og har snart gjort det i 4...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Sko

Det er vigtigt at barnets muskulatur i fødderne får mulighed for at udvikle sig rigtigt. Dette gøres bedst, hvis barnet får lov til at gå så meget som muligt på bare fødder.

Som hovedregel har børn ikke brug for sko, før de begynder at rejse sig og gå rundt. Når barnet skal have sin første sko, er det vigtigt at skoen er blød og passer til barnets fod. Der bør være en fast hælkappe og skoen bør ikke være så stor, at barnet risikerer at glide frem i den. Hvis foden glider, er...

Læs mere i Babylex

Brystbetændelse

I daglig tale bruges betegnelsen brystbetændelse om to tilstande i brystet - det der egentlig er tilstoppede mælkegange, som er en ikkeinfektiøs tilstand i brystet og så en infektiøs brystbetændelse.

Tilstoppede mælkegange opstår ofte fordi amninger springes over eller fordi barnet ikke har fået "tømt" brystet tilstrækkeligt, måske fordi barnet dier med forkert teknik.

Infektiøs brystbetændelse opstår ofte, fordi det er gået hul på brystvorten, hvorved der er...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen & Co.

Jeg har gjort det før, og det kan måske virke af for meget, at jeg nu gør det igen, men synes endnu engang, at jeg vil sende en tak til dig Helen og hvem end der ellers sidder bag hjemmesiden.

Nu med datter nr. to og efter syv ugers bekendskab med nyeste arving, finder jeg mig selv en lørdag aften helt i panik over, om vi da bare slet ikke kan finde ud af at have en baby. Og wupti på fem minutter har jeg fundet flere lign tilfælde af frustrerede mødre, der beskriver scenarier, der minder om det jeg sidder i. Med et bliver min situation helt "normal" og efterfølgende kan jeg med stor ro læse dine konstruktive svar, som jeg endnu engang finder både kompetente, letforståelige og direkte anvendliege (nu håber jeg også baby-pigen gør det;) )

Så igen stor ros herfra - det er en super hjemmeside!

Med lidt mere ro i mor-sindet sendes en stor TAK herfra.


Annonce