Brev:
Vågner (stadig) hver anden time - hjælp til længere søvnstræk om natten

Hej Helen
Tak for dit sidste svar vedrørende min søns søvn om natten.
Jeg har siden sidst forsøgt at arbejde på 3 daglige lure frem for 4, ligesom jeg har forsøgt at strække den første lur fra kl. 8 til lidt senere på morgenen/formiddagen. Derudover har jeg introduceret 2 daglige grød/mos-måltider.
MEN - intet hjælper - min søn, som nu er 21 uger - altså snart 5 måneder, vågner stadig hver 2. time hver nat. Det har nu stået på i over 2 måneder, og jeg er træt, da jeg kun sjældent har mulighed for at sove om dagen. Jeg har virkelig brug for dit råd.
HELT KONKRET: Jeg vil gerne have din mening om, hvad jeg kan gøre, for at få min søn til at sove i længere stræk om natten.
Som jeg ser det, kan jeg gøre to ting: Give ham (endnu) mere mad og/eller tage kampen om natten, og kun amme ham omkring 22/23 og igen ved 4/5-tiden og så komme igennem hans gråd på den hårde måde ved at vugge og kramme osv.
Vores daglige rytme er god, synes jeg. Han falder fint ind i familiens rytme de fleste dage, og accepterer også fint, at nogle gange må han bare ligge og kigge på os andre, mens vi klarer dagligdagens opgaver.
Vores dag starter dog tidligere og tidligere, hvilket igen undrer mig, eftersom han jo ikke sover bedre og eftersom han nærmest kommer lidt senere i seng.
P.t. ser rytmen sådan ud:
5.30: Han vågner (han ligger ved siden af mig i min seng) og pjevser. Jeg lader ham som regel pjevse indtil han virker meget utilfreds. Derefter ammes han fra et bryst, og han spiser lidt og falder lidt hen.
Kl. 6.15: Han vågner og pjevser og basker rundt. Jeg lader ham ligge ved siden af mig, da jeg er så udmattet, at jeg desperat forsøger at sove videre.
Kl. 7: Jeg overgiver mig, og kysser ham godmorgen og ammer ham fra et bryst, mens jeg aer hans hoved og ryg, som for at fortælle ham, at nu er det morgen, og det er ok at være vågen.
Kl. 7.15: Jeg vasker og skifter ham. Vi leger og hygger lidt.
Kl. 7.40: Han bliver lagt på legetæppe og hygger for sig selv lige i nærheden af os andre, imens storesøster får tøj på og morgenmad.
Kl. 8: Storesøster sendes afsted i børnehave, og jeg leger lidt med ham i form af rolig motorisk leg og sang. Derefter ammer jeg ham fra et bryst, og han spiser som regel ok der og falder hen ved brystet.
Kl. 8.30/9: Han falder i søvn i barnevognen uden hjælp.
Kl. 9.30/10/10.30: Han vågner og ammes fra det ene bryst. Vi leger og hygger.
Kl. 10.30/11: Han får grød med frugtmos og vand af kop. Maden går fint - koppen gider han slet ikke.
Kl. 11/11.30 eller 12: Han skiftes og ammes fra det andet bryst.
Kl. 11.30/12: sover i barnevogn uden hjælp
Kl. 13/13.30: Han vågner og ammes fra det ene bryst. Vi leger og hygger.
Kl. 15/15.30: Han puttes og jeg kører med ham i barnevogn, hvor vi henter søster.
Kl. 16.30/16.45/17: Han vågner og ammes fra det andet bryst. Spiser som regel kun meget lidt her. Ligger på legetæppe og hygger. Søster er god til at ...
... lege med ham. Jeg forsøger gerne at amme ham igen et par gange uden held.
Kl. 18/18.30/19: Han får mos samtidig med resten af familien spiser. Han spiser godt. Koppen vil han ikke.
Forsøger nogle gange at amme herefter, men uden held - han vil ikke.
Kl. 18.30/19/19.30: Vi begynder putterutine med vask og skift - indimellem et bad, hvis han ikke er for træt. Altid massage og sang. Derefter amning fra det andet bryst i sengen i soveværelset, hvor han døser hen og vågner, når han puttes i tremmeseng. Han spiser godt her.Det tager i alt ca. 40-60 minutter. Han falder selv i søvn uden gråd senest kl 20.30 (og tidligst kl. 19.15).
Kl. 22/22.30: Vågner og hyler: Han ammes fra det ene bryst, og falder i søvn med det samme efter 5 minutter. Jeg har forsøgt at holde ham vågen for at give ham fra begge bryster,men han vil ikke.
Kl. 23.30/24: Vågner og hyler: Han ammes fra det andet bryst. Her er jeg som regel selv for udkørt til at tilbyde det andet bryst også og han sover alligevel videre efter 5 minutter.
Kl. 2: Vågner og ammes fra et bryst. Her falder han ofte ikke i søvn igen, men ligger og basker rundt. Jeg ammer som regel mange gange i træk her eller lader ham ligge og baske. Uanset hvad vågner han igen timen efter.
Kl. 3.30/4.30: Vågner og ammes fra et bryst.
Kl. 5.30/6: Han vågner og ammes fra et bryst - og basker og smådøser indtil kl. 7, hvor jeg står op med ham.
Som du kan se er natten rodet. Jeg er ikke klar over om amning fra et bryst udgør et eller to måltider?
Jeg ved ikke hvor jeg kan putte endnu en amning ind om aftenen, da det er ret hektisk, hvis min store pige også skal have en chance hos mor. I øvrigt spiser han som regel ikke, hvis hun er i nærheden, selvom hun er ret stille og rolig. Hvis jeg går i et rum for mig selv med ham, så synes han det i sig selv er så spændende, at han ikke kan koncentere sig. Men den sidste aftenamning batter som regel godt, ligesom mosen jo også burde udgøre en god bund.
Han vil ikke tage flaske eller sut. Han vil heller ikke tage noget ekstra MME på kop. Jeg har masser af mælk, og jeg synes ikke han virker sulten mellem måltiderne. Han spiser som regel kun mellem 5 og 15 minutter pr gang, så vil han ikke mere - heller ikke selvom han bøvses og så tilbydes igen.
Jeg ved godt, at der sker er stor udvikling hos ham pt.- det gør der jo reelt hele tiden, men dette her natterod har stået på i 2 måneder, og det kan ikke stadig være pga udviklings- og appetitspring. Der MÅ være noget, jeg kan gøre, og jeg håber, du ved hvad.
Hvis jeg vælger at tage kampen, og nægte ham mælk mellem 23 og 4/5, hvordan undgår jeg så, at han ikke bliver forvirret over, at han gerne må få på de tidspunkter og ikke andre? Og vedr. kampen, som jeg jo ellers har prøvet et par nætter uden held - er det rimeligt, at han skal græde/SKRIGE i 1½ time i mine arme af to omgange, før han får mælk?
Jeg håber, du har et godt råd, for jeg er så træt.
Med venlig hilsen
Fie
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
26. januar 2026 | Diverse | 6 mdr.
Påvirkning af trist mor på baby
Hej Helen Jeg har to overordnede spørgsmål, som jeg brændende ønsker svar og...
7. januar 2026 | Sovevaner | 5 mdr.
Svært ved at sove indendørs og puttes til natten
Hej Helen Det er et stykke tid siden, at jeg sidst havde brug for lidt...
31. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.
Hej Helen, Jeg sendte et brev ind for en god måneds tid siden angående min...
26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.
Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...
7. juli 2025 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen, Tak for besvarelsen på sidste brev. Det, som du har foreslået i...
Viden om børn:
Navlestrengsblod - stamceller
Navlestrengsblod - det vil sige, det blod, som er tilbage navlestrengen og moderkagen efter fødslen - indeholder stamceller. Disse celler har hjulpet dit barn med at udvikle organer, blod, væv og immunsystem gennem hele graviditeten.
I dag forskes der meget intenst i brugen af stamceller, og håbet er at kunne gøre noget ved en række sygdomme, som i dag er uhelbredelige, fordi manglende eller ødelagte celler visse steder i kroppen ikke bliver dannet igen. Der findes mange...
Stå selv
Mange børn kan slet ikke vente på at komme op i lodret stilling og vil allerede i 5-6 mdr´s alderen gerne trække sig op ved mors eller fars hænder. Når det lykkes er det dejligt med en hoppetur på mors og fars ben.
Vær dog opmærksom på at barnet skal være noget ældre før det er stærkt nok til selv at kunne holde sig oprejst. Først omkring 10 mdr´s alderen rejser de fleste børn sig ved møbler og andre faste steder.
At barnet vil stå, betyder ikke at barnet er parat...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for dit tidligere svar, som gav os meget ro omkring vores 4 uger for tidlig fødte datters måltider.
I det hele taget tak for denne brevkasse, den hjælper mange forældre... jeg er taknemmelig helt inde i mit dybeste over den tid du bruger, dine lange og fyldestgørende svar og din evne til at forstå....!!
Mor til pige født 4 uger for tidligt




