Svar: Har ikke lyst til at indgå i sociale aktiviteter

---

Kære kærlige mor

Tak for dit brev :)

Det lyder som om at du har en lidt følsom dreng, der har brug for at føle sig helt tryg og kende sine mennesker og omgivelser, før han åbner op og kan lege frit og det er helt okay. Vi er alle sammen forskellige og har forskelligt temperament og nogle vil altid være dem der stiller sig op i forsamlinger eller råber "tag mig, tag mig", hvor andre er mere tilbageholdende og lige skal se tingene lidt an.

Mon ikke han ligner en af jer forældre? Og måske er det noget af det, som gør det lidt svært .. For måske er du selv genert og tilbageholden, eller var det i skolen og oplevede at blive holdt uden for eller drillet og den erfaring og historie vil så naturligt påvirke dig og du vil naturligt have et stort ønske om at han ikke skal opleve det samme ... Men nogle gange så er det måske netop en hjælp for ham at vide, at du også kan have det sådan og at det er okay, at det ikke er forkert.

For det bedste du kan gøre er faktisk at fortælle ham og vise ham at der ikke er noget galt med ham, at han er præcis som han skal være. Og derfor skal du også passe rigtig meget på med at kalde ham genert. Det er vigtigt at du ikke sender nogle signaler om at jeres dreng hører til 'de generte'. Hvis man først har fået en rolle som værende den generte, så er det svært at komme ud af den igen. Man kan ofte kommer til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "han er jo lidt genert". På den måde bliver han holdt fast i rollen som "den generte".

Du skal også passe på med at sammenligne ham med andre børn, pas på med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden dreng, hvor han...'. Det er ikke befordrende for hans selvværd. Han vil hurtigt kunne føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre.

Hjælp ham med at svare, når han ikke selv kan. Hvis I møder nogen der spørger ham om noget og du kan mærke at han har svært ved at svare og føler sig beklemt ved situationen, så skal du ikke afklare ham et svar. Det går ikke at sige "fortæl nu hvad du hedder!" eller hvad han nu spørges om. Gør i stedet det at du svarer for ham og inddrag ham, så du hjælper ham og på sigt giver ham lyst til selv at sige noget. Så når fremmede spørger "Hvad hedder du så?", så svarer du, fortæller hvad han hedder, kikker på ham og siger "ik' os?", så han er med i samtalen, oplever at du træder til, når han ikke selv kan og samtidig får mulighed for at sige noget når han tør, når han har modet til det.

Du skal hjælpe ham med at ...

---

---

... være social og når du kan se at han vægrer sig ved at gå hen til andre børn og voksne, så skal du gå med ham. Sæt ord på, fortæl at du godt kan forstå at han er lidt utryg, men nu går du med ham og så tager du ham i hånden og I følges derhen. Igen er det vigtigt at give ham værktøjer til at tackle forskellige situationer. Han skal ikke presses til at klare det alene, men have små succesoplevelser hvor han sammen med dig, får redskaber til at kunne og stille og roligt tør prøve selv, først med dig ved sin side og derefter alene.

Og så er det ikke nogen god idé at melde ham til gymnastik, fodbold eller andet hvis du ved at han vil sidde på bænken hele sæsonen og ikke vil deltage, men kun sidde og kikke på de andre. Det vil i stedet være en rigtig god idé at vælge noget, hvor du kan være med, hvor I er der sammen, så han igen sammen med dig får følelsen af at han sagtens kan og stille og roligt bliver mere modig og selv tør.

Det kan f.eks. være svømning. Der er forældre / børn hold, hvor du er med ham i vandet hele tiden og når han er tryg ved det, så kan han komme på et hold, hvor han selv er i vandet. Når den tid kommer, så kan I forberede ham på det, tale med ham om det, se på nogle af de børn der så er i vandet og forældrene der sidder på bænken osv. så han til den tid ved, hvad han så kan forvente og naturligt er parat, fordi han er startet sammen med dig.

---

---

Også musik kan være noget I gør sammen. Børn kan godt, når de er ca. 4 år gamle begynde at spille f.eks. violin og kan få eneundervisning. Det betyder at du kan være der sammen med ham, du sidder der hele tiden imens læreren viser ham hvordan og hjælper ham. Og bliver han spurgt om noget, så kan du naturligvis svare og igen inddrage ham. Man kan også nogle steder gå til musik og bevægelse for førskolebørn, hvor man som forældre også er med til at synge, danse og spille på forskellige instrumenter. Jeg ved at der i den kommune hvor I bor er en musikskole der blandt andet tilbyder musik for forældre og børn (børnene er aldersinddelt) og at I netop kan gå sammen, hvor I begge deltager på lige fod ... Det er naturligvis lidt dyrt, koster ifølge hjemmesiden 239 kroner om måneden ...

I nogle kommuner er der også foreninger eller museer der tilbyder at man børn og voksne kan gå til f.eks. billedkunst sammen, hvor man tegner, laver ler, malerier osv. og hvor man igen er der sammen barn og forældre.

Så prøv at finde noget, hvor I kan være fælles om det, så er sandsynligheden for at han vil turde langt større og når han få disse små succesoplevelser med sig, så vil han måske også selv turde lidt mere på egen hånd ...

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---