Brev:
Raserianfald
Hej Helen.
Jeg skriver til dig, fordi vi virkelig har brug for, at få nye øjne på vores nuværende situation med vores datter. Jeg læser af og til din brevkasse, og er stor tilhænger af din måde, at se tingene på samt dine besvarelser til de forskellige indlæg.
Først lidt om vores lille familie... Vi er begge først i 30'erne, har en datter "I" på tre et halvt og en søn "M" på 9 mdr. I 98 % af tiden er vi en velfungerende harmonisk familie, i de sidste 2 % er vi nok som mange andre.... vasketøj, irritationer, job, madplaner, trætte børn og voksne osv, der helt naturligt giver daglige udfordringer.
Vi er langt hen ad vejen enige omkring opdragelsen af vores to poder - i hvert fald hvad angår de vigtigste ting - og vi har i 6 ud af 7 dage, nogle velfungerende børn, både socialt og emotionelt. Den seneste tid, har vores datter dog virket frustreret og ked af det (ikke hele tiden!), og hun har enormt svært ved at agere i modstand. Hun bliver sur og gal, råber og skriger, og har meget svært ved at "vende tilbage" til "normal" tilstand. Vi er bevidste om, at børn gennemgår udviklingstrin, og har også skiftende gode og udfordrende perioder. Denne gang er vi bare kørt fast, og vi har svært ved at hjælpe hende ud på den anden side af denne frustration. Vi er naturligvis begge interesseret i at guide hende bedst muligt, således at hun lærer noget at situationerne, og ikke ender med at blive en frustreret lille pige, der føler sig overset.
Jeg er klar over, at dette er ved at udmunde sig i en roman ;), men jeg bliver nødt til at give dig lidt viden om "I" samt nogle konkrete situationer.
"I" er en glad og kærlig pige. Hun er et følsomt væsen, dog med et kæmpe temperament, samt en stærk vilje. Hun er enormt stædig, hvilket bevirker, at hun kan mange ting, og lærer sig mange ting, fordi hun ikke giver op, men bliver ved med at kæmpe. Hun vil sjældent tage imod hjælp, og at skulle bede om den, kræver en ihærdig egenindsats først. "I" er meget bestemmede og kan argumentere sig ud af mange ting. I daginstitution samt vennekreds/familie er hun en vellidt pige, der begår sig fint socialt, og der er aldrig nogen bemærkninger på hendes adfærd. (Dejligt!).
Det har været sådan at vi, fra "I" har været meget lille, har måtte vælge vores kampe, fordi hun simpelthen er klar til at tage dem alle, og det kan vi ikke.
"I" er forud for sin alder hvad angår mange ting - hun er utrolig dygtig både motorisk og verbalt. Har talt rent siden hun var 2 år, kan hoppe, hinke, løbe, skrive sit navn, synge alfabetet, tælle til 20, tegne ansigter, tage alt sit tøj af og på selv, knappe knapper (store og små) osv. Alt sammen har hun kunne længe, og har selvfølgelig altid fået ros for sin kunnen, alle steder hun kommer. Vi forventer nok ubevidst meget af hende, fordi hun jo kan meget, og fordi hun er nem at kommunikere med.
"I" husker og hører alt, hun ...
... er meget observerende, og kan følge med i samtaler der foregår "udenom" hende i køkkenet selvom hun er i stuen ;) Hun husker alt ned til mindste detalje, og kan huske ting fra langt tilbage... Dette gør selvfølgelig at vi er meget opmærksomme på, hvad der bliver talt om i hendes påhør, og vi er opmærksomme på fjernsyn, computer osv...
Med til romanen hører at "I" siden maj måned sidste år har gennemgået følgende: Stop med middagslur, stop med ble (både dag og nat), fået lillebror, startet i BH, stoppet med sut om dagen og om natten - den om natten fik hun så igen, efter at vi i 3 uger så en fuldstændig ulykkelig lille pige, der ikke ville sove om aftenen, og som vågnede hver nat, og var fuldstændig utrøstelig. Vi valgte at give hende den igen, og hun er derefter vendt tilbage til at falde i søvn med det samme, samt igen at sove hele natten. Måske det var en forkert løsning - dog fungerer det, og så må vi tage "suttekampen" senere.
Hun er utrolig glad for sin lillebror, men nogen situationer er begyndt at blive en udfordring for hende. "M" er begyndt at kunne en masse, og vi kan se/mærke på hende, at det kræver tilvænning at dele opmærksomhed fra f.eks bedsteforældre.
Der er altså sket MEGET for den lille pige på kort tid, og vi er klar over at det er naturligt at hun reagerer.
MEN... hvad gør vi når hun skriger af os? (og hun skriger, så hun bliver nærmest blå i hovedet). Når hun beder os om at gå, men samtidig kalder på os? Når hun sparker og slår?
Alt dette er oftest når hun møder modstand - når der er noget hun ikke må få, eller noget hun ikke vil. Vi har forsøgt alt. Vi er anderkendende, vi er eftergivende, vi er konsekvente, bestemte, taler roligt, mister tålmodigheden og skælder ud. Vi går fra hende på værelset, med beskeden om at vi kommer tilbage om lidt, og så kan vi tale sammen. Vi har sendt hende på værelset, vi har siddet på værelset hos hende osv... Disse raserianfald kan tage op til 15 minutter, hvorefter vi sidder med en opløst datter, der selvfølgelig ikke kan huske hvorfor hun blev sur til at starte med.
Jeg fornemmer at vi (min kæreste og jeg) er begyndt at gå lidt på listefødder for at undgå disse voldsomme konflikter - dog ligger det meget langt fra vores holdning til, hvordan vi ønsker ar dette skal løses, og personligt mener jeg ikke, at hun skal pålægges det ansvar, det er at "styre" familien med hendes humørsvingninger.
Vi er enige om, at "I" nok nogen gange har brug for lidt ekstra snor, men også klart enige om, at hun ikke skal bestemme, hvilket ben vi skal stå på.
Det blev virkelig langt - sorry ;), men jeg er meget frustreret over vores situation, og håber du kan komme med et bud på handling, så vi igen kan "få vores datter tilbage" i en velstøbt form, som vi ikke har ødelagt, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere hende bedst ...
Kærlig hilsen og på forhånd tak
fra
en frustreret
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...
22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...
10. september 2025 | Diverse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Tak for din inspirerende brevkasse. Det er så dejligt at læse...
9. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Hej Helen. Så er vi godt igang med 3-års alderen her hjemme og vores datter...
5. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Kære Helen Min datter er en smule sensitiv og bliver let overvældet og træt...
Viden om børn:
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Tænder
Der er stor forskel på, hvornår børn får deres første tænder. Nogle bliver født med en tand eller to. Andre er over et år før den første tand melder sig.
De fleste børn får dog deres første tænder omkring 6 mdr.´s alderen og vil have et komplet sæt tænder omkring 3 års alderen, dvs. 20 tænder.
Mange børn får ondt i gummerne, når tænderne bryder igennem. Her kan det hjælpe med en bidering, eller noget koldt at bide i f.eks. et stykke agurk. Skær en skive agurk på...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder