Brev:

Mister besindelsen

Kære Helen,

Jeg har lige været hos dig, og fået svar på et spørgsmål, men kunne egentlig godt tænke mig at vende endnu en lille forvirrende sag med dig..

Jeg håber, at jeg kan forklare det tydeligt nok, da det er lidt "indviklet"..

Det drejer sig om vores dejlige dreng, Simon, på snart 3 år (han er fra den 26.05.09).

Simon har et dejligt teperament, lidt italiensk krydret, som de kalder det i vuggeren ;o) Han ved hvad han vil, og ikke vil, og vil han ikke, ja, så er der ikke så meget at gøre ...

Simon er en dejlig sød og venlig dreng, han er blevet rigtig god til at acceptere et "nej", måske også fordi vi har lært at hjælpe ham med det, hvilket er dejligt for os alle ...
Desværre får han ind i mellem en totalt nedsmeltning, det er når noget ikke går som han forventer det ...
Det er meget tydeligt for os, at se at når det sker.. Det er forventningerne, der ikke bliver indfriet, og vi er meget i tvivl om hvordan vi skal takle det ...

Et meget friskt eksempel:
Lørdag var vi i byen og gå tur, Simon hyggede sig gevaldigt, han elsker at gå tur og se på ting i byen ...
En is butik havde åbning, og tilbød gratis is til alle, og far mente at det skulle Simon selvfølgelig også opleve, og de stillede sig i kø ...
Simon ville ha en ballon, som en dame satte fra sig i en skraldespand, en pige tilbød dog at Simon måtte få hendes ballon, og det takkede far "ja" til ...
Og herefter gik det helt galt – og her kom jeg hen til dem ...

Simon ville pludselig ikke ha' ballonen, det var jo ikke den han ville ha', og når det sker, så går det HELT galt, og han vil ingenting ...
Han bliver helt vildt ked af det, og vi ved ikke hvilket ben vi skal stå på ...

Den flinke mand fra is butikken kom ned til os, og tilbød at hente en klat is til Simon, så vi kunne komme ud af køen.. Det sagde takkede vi ja til ...
Simon ville nu hverken have is eller ballon, vi beholdte dog begge dele, da vi ved, at når han endelig falder ned, så vil han gerne ha det hele – er det forkert ..???

Da vi gik ud af køen, gik far direkte ind hos en bager for at købe brød, og jeg blev og trøstede Simon.
Sagde bl.a. at det er ok at blive ked af det, og at han ikke behøver at spise isen, gik rundt med ham på armen, og gjorde ...

... hvad jeg kunne for at berolige ham – han var totalt utrøstelig.. Nu var det galt, at far ikke var hos ham, og han skreg højlydt efter ham :o(

Da far kom retur ville vi gå op til bilen, og håbede på at han ville falde til ro på vejen..
På vejen foreslog vi Simon, at vi kunne sidde i solen på en bænk og spise is, men det ville han heller ikke, da vi gik videre ville han så gerne, men da vi kom tilbage til bænken, ville han alligevel ikke – pyhhh…
Nå men vi fortsatte turen op til bilen, og så ville han alligevel sidde på bænken, og da vi kom retur til bænken igen-igen, ja, så lykkedes det endelig for Simon at falde til ro, og vi kunne sidde og falde til ro alle sammen, og Simon spiste sin is, glad igen..
Puhh det er bare SÅ hårdt, det sker heldigvis ikke så tit, men det sker, og vi aner ikke om vi gør det godt nok..

Far og farmor har samme temperament, og hvis deres forventninger ikke bliver opfyldt, er "fanden løs i laksegade"..
De er jo heldigvis voksne mennesker, og kan "finde ud af at takle det" – skulle man tro – har dog eksempler på det modsatte, hvor maden er blevet kylet tværs igennem lokalet, eller en pizza er blevet slået "ihjel", men Simon er så lille, og har følelserne i fuld udbrud..
Jeg ville ønske at vi kunne hjælpe ham, det gør ondt i mig når han bliver så frustreret og ked af det – synes du at vi gør det rigtigt, eller kan vi gøre noget andet/mere..??

Jeg sidder lige og læser en artikel om, at man ikke skal påtvinge børn det man selv mener er sjovt, man kan jo ikke vide om det bliver sjovt..
Hvis drengen ikke vil med på tur, kan man ikke bare sige at det bliver sjovt, det kan man jo reelt ikke vide – og det synes jeg jo lyder logisk nok..
Reelt kunne vi jo ikke vide om det ville være dejligt for Simon at få en is, så måske skulle vi bare ha' smidt det hele ud, vi mener bare at vide at når Simon endelig falder til ro så vil han hjertens gerne gerne spise isen, OG lege med ballonen..

Det sker heldigvis ikke så tit, men når det sker, ved vi lige hvordan det kommer til at foregå, og tager ham typisk væk fra situationen..

Jeg håber at jeg har forklaret det på en tydelig måde, og glæder mig rigtig meget til at høre fra dig..

Mange tanker fra
Simons bekymrede forældre

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

11. januar 2026 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Bleafvænning, sutafvænning eller egen seng?

Kære Helen Jeg har tidligere skrevet til dig ang. vores dreng J – det var i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: