Svar: Mavekneb og luft
Kære trætte mor
Tak for dit brev og velkommen til :) Og tillykke med din lille datter :)
Det lyder som om at I stadig skal finde den erstatning, som jeres datter vil trives bedst med og det kan godt tage lidt tid ...
I har forsøgt med NAN 1, men den gav hård mave. Så har I forsøgt med Syrnet Allomin, den blødgjorde afføringen, men gav ekstra luft i maven. Og nu er I så skiftet tilbage til NAN 1 og giver så også NAN HA ved siden af + biogaia... Hvordan kan det være at I er gået tilbage til NAN 1, som I oplevede gav hende hård mave? NAN HA er en fuldgyldig erstatning og hun må godt nøjes med at få dette, hun behøver ikke også få NAN 1 ...?!
Umiddelbart tænker jeg at hun måske ville trives bedre med kun at få NAN HA, altså den erstatning som I lige nu giver 1-2 flasker af i døgnet ... Det er en erstatning hvor proteinerne er delvist spaltet og det betyder ofte at den "glider lidt lettere igennem" systemet, hvis man kan sige det sådan, så det kunne måske hjælpe hende, hvis I kun gav den :) Den kan gøre at afføringen bliver mere grønlig, men det er normalt og det vigtigste er jo at hun ikke har ondt i maven :)
I skal også medtænke om en anden flaske eller flaskesut kunne være en idé. Det kan godt have noget at sige i forhold til hendes indtag af luft, hvordan hun spiser af flasken. I skal naturligvis være opmærksomme på at der skal være mælk i flaskesutten, hun må ikke kunne trække synlig luft ned i maven. Derudover kan I forsøge med en "anti-kolik-flaskesut" som flere firmaer laver. De skulle kunne mindske barnets indtag af luft. Nogle gange kan en almindelig naturgummisut med ventil også have en positiv effekt ...
I skal være opmærksomme på at jeres datter skal have hjælp til at bøvse i forbindelse med at hun spiser. Selvom du køber en flaskesut der minimere hendes indtag af luft, så vil hun naturligt sammen med sit madindtag sluge luft, det kan ikke undgås og det er vigtigt at hun kommer af med den luft - enten ved at bøvse eller ved at prutte.
Den luft der ikke komme ud som en bøvs skal naturligt passere igennem tarmsystemet og kommer ud som en prut. Nogle børn er rigtigt gode til at bøvse og andre har sværere ved det. Da hun har svært ved at få luften igennem systemet, så prøv at hjælpe hende med at bøvse.
Når hun skal bøvse så er det vigtigt at hendes ryg er strakt og at armene/skuldrene er lidt løftet - jo mere lige hun holdes, jo lettere vil luften kunne finde vej op. Derfor er det vigtigt at hun, når I sidder med hende, enten kommer så højt op at hænge over skulderen at hendes arme ligger oppe på jeres skulder. Alternativt kan I sidde med hende foran jer på skødet, støtte hende ved at holde jeres hænder rundt om livet på hende/holde hænderne under hendes armhuler, så hun igen får ryggen strakt ud og armene løftet en lille smule. Når I ...
... sidder med hende hen over skulderen, så lav også nogle små lette klap på ryggen af hende, ligesom for at hjælpe luften den rigtige vej.
Gør det også til en vane at bære hende, hvor hun ligger med maven på jeres underarm og gør det generelt til en vane at hun skal ligge på maven når hun er vågen. At ligge på maven hen over ammepuden kan f.eks. hjælpe hende rigtig godt. Det giver varme på maven og gør at tarmene slapper af og mad og luft bedre optages og også passerer.
Det vil være en god idé at du giver hende lidt mavemassage og at du cykler med hendes ben. Det kan også hjælpe at give hende et lunt bad, fordi hun slapper af i kroppen, når hun ligger i det varme vand. Læg hende også på puslebordet, sørg for at der er lunt og brug evt. føntørreren på hendes lille numse, det kan også nogle gange gøre at barnet slapper af og får lidt ro i maven.
Du skal også overveje om hun vil have glæde af at få en sut. Netop det at sutte sætter gang i tarmperistaltikken og netop det at få hjælp til at få maden igennem systemet på denne måde uden at fylde ekstra mad på og kan faktisk også ofte give barnet lidt ro i maven. Sutten skal naturligvis først bruges, når du er sikker på at hun har fået, hvad hun behøver af mælk:)
Nogle forældre oplever også at deres børn reagerer på D-dråberne. Hvis du tænker at der kan være en sammenhæng mellem hendes indtag af D-dråber og hendes mavekneb, så kan I prøve at skifte til en anden type D-dråber. Der er endnu ikke lavet undersøgelser som viser at der er belæg for at D-dråber giver mavepine, men nogle forældre oplever det sådan. Det anbefales ikke at man skifter til ACD dråber i stedet, da der så er risiko for at barnet får for meget af de andre vitaminer.
Med hensyn til putning, så er det vigtigt at du give din datter mælk hver gang hun skal sove og det vil være rigtig godt at du svøber hende. Start med at skifte hende, så hun har fået ren numse, ren ble. Svøb hende og giv hende så en flaske. Se på hende, lyt til hendes vejrtrækning, læg mærke til hendes øjne. Prøv at lægge hende fra dig, når du fornemmer at vejrtrækningen er blevet roligere, langsommere og når du kan se at hun er lige ved at falde i søvn og endnu ikke sover tungt. Stille og roligt putte hende fra din favn ned i egen seng. Hun er svøbt og hun kan evt. få en sut og/eller en sutteklud som følger med hende fra din favn og ned i seng eller barnevogn.
Stå lidt ved hende, hold dine hænder roligt på hende, så hun fornemmer at du stadig er der. Lad dine hænder have lidt vægt på hendes krop, så der er lidt tyngde, vug hende blidt imens hun ligger ned, stille og rolige, rytmiske bevægelser. Ligger hun i barnevognen, så tril den frem og tilbage og lul hende til ro, ligger hun i liften så sving den stille.
Rigtig meget held og lykke fortsat - håber du her er hjulpet videre på vej :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
Viden om børn:
Klip i mellemkødet (Episiotomi)
I forbindelse med en fødsel kan det være nødvendigt at klippe kvinden i mellemkødet så barnet bedre kan komme ud. Dette kaldes en episiotomi og jordemoderen klipper i det stykke der er mellem skeden og endetarmsåbningen. Man kan også briste spontant.
Uanset om man brister eller bliver klippet, så vil man blive syet sammen, for at såret gror rigtig sammen igen.
Det er altid vigtigt at skylle såret efter hvert toiletbesøg den første tid efter fødslen, for at undgå...
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







