Svar: Opdragelse - skal man bare sige nej?

---

Hej med dig :)

Tak for dit brev og dine mange spørgsmål om opdragelse, grænsesætning, regler og hvordan man kombinerer det hele med kærlighed, så man netop får et barn der føler sig højt elsket barn og som også ved, hvordan man skal opføre sig ...

Jeg tror der er ligeså mange meninger om opdragelse og hvordan man skal opdrage, som der er forældre - og noget af det allervigtigste og som du også nævner er:

Barnet skal ikke opleve, at det er barnet der er forkert, men at det er det barnet gør, der er forkert!. Det er meget vigtigt og den indstilling skal du huske at have med dig.

Det lyder som om at I gør det ret godt hos jer. Og med den alder jeres datter har nu, er det meget fint og netop meget vigtigt ikke at gøre et stort nummer ud af det, når hun gør noget forkert. Bare stille og roligt sige "Nej!" og så lade en handling følge med. Det kan være at flytte tallerkenen som hun leger med, eller det kan være at flytte hende ned fra bordet, som en markering af at nu er hun færdig med at spise. Hun må gerne få sin tallerken igen og du kan forklare hende kort, at hun skal spise pænt og ikke smide med tallerkenen og hvis hun så igen smider med den, ja så er måltidet slut.

Tonen man siger nej, har naturligt noget at sige, din ansigtsmimik og de signaler du sender har betydning og det er vigtigt at du signalerer nej, når du mener nej. Nogle gange kommer vi til at grine, når vores børn gør noget uventet, for det er jo sjovt, når de, som de små filurer de jo er, nogle gange prøver grænser og overrasker os på forskellig vis. Men hvis vi griner eller prøver at undertrykke et grin, så spotter din datter det jo lynhurtigt og så vil hun naturligt forsøge igen, for det er spændende at udforske, hvad du egentlig synes - er det sjovt? Er det et nej? eller hvad sker der ... Det betyder at der naturligt gerne må være forskel på måden du siger "Nej!" eller "Stop!" på, og så måden du siger "Ja!" på. Både i dit tonefald og i din mimik. Men det betyder ikke at du behøver råbe højt eller skræmme din datter, ligesom du igen skal sørge for at din datter ikke skammer sig og ikke føler sig forkert. Det er svært, jeg ved det godt :)

Du nævner selv at du ikke ønsker at være laissez-faire-forældre og når man taler om opdragelse, så nævnes der ofte to måneder at være forældre på - to modpoler. Du kan enten være den autoritære og meget strengen forældre eller du kan være laissez faire forældre, der lader barnet styre det hele ...

Men du kunne også være myndig forældre. Hvis man er myndig forældre, så sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare, hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn.

Og det betyder at man naturligt anerkender barnet og den udvikling barnet er igennem og viser barnet, andre muligheder, lærer barnet hvordan. Hvis jeres datter f.eks. slår sin tallerken i bordet igen og igen så kan du godt sige nej og komme med en forklaring "jeg vil ikke have du slår med tallerkenen, den går i stykker" og samtidig også anerkende hendes lyst til at banke og lave lyd "hvis du gerne vil slå, så kan du slå på dit hammerbræt her". Så du viser hende at du forstår hvad hun vil, anerkender og guider og samtidig også lærer hende, hvad der er okay og hvad der ikke er.

Hvornår man skal sige "du ...

---

---

... skal!", synes jeg afhænger meget af situationen og så vidt muligt skal sådan en bestemmelse ikke siges ret tit. Men det kan være nødvendigt at sige, når det f.eks. handler om sikkerhed. Det kan f.eks. være nødvendigt at sige "Du skal holde i hånd, når vi går over vejen!" også selvom barnet bliver frustreret, vrider sig og sparker. Dette fordi vi som voksne ved bedst og fordi det handler om sikkerhed, så her kan det ikke blive som barnet gerne vil eller ikke vil - her bestemmer vi. Men de fleste gange kan det godt blive som barnet gerne vil eller vi kan finde et kompromis som både barn og forældre er glade for og kan acceptere og hvorfor så bestemme alt og gøre alt til en kamp. Der er der ingen grund til!

Det giver jo netop respekt hos vores børn, hvis vi også respekterer dem. Vi skal se dem som de små mennesker de er, små selvstændige individer med egne behov og lyster og vi skal give plads til dem, lytte og anerkende. Hvis et barn vokser op med tyranniserende forældre, med manglede omsorg og uden emotionel nærhed vil naturligt begynde at tilpasse sig det. Det betyder at barnets hjerne vil aktivere de celler og forbindelser der styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb. Hvor et barn der bliver mødt med positivitet, lydhørhed og kærlighed, naturligt vil danne de forbindelser i hjernen, der på sigt lærer barnet at beherske vrede, at være venlig og hvordan man i det hele taget møder en anden.

Det handler ikke om at gennemtvinge vores vilje - det handler om at indgå i et samspil, hvor vi er ligeværdige. Kun ved at være ligeværdige med vores børn, så kan vi give dem selvværd - selvværd er lige med ligeværd. Og et højt selvværd er noget at det vigtigste vi som forældre kan give vores børn.

---

---

Det er korrekt at børn skal prøve ting af igen og igen, og igen og igen. Børn afprøver hypoteser "hvis jeg slår med skeen ned i glasset, så siger mor nej?! - Ja det gjorde hun". Jeg prøver lige igen - det samme sker. Ny hypotese "Hvis jeg gør det igen, siger far så også nej?" - Ja det gjorde han ... Og barnet skal prøve det igen og igen, mange gange for tilsidst at have lært hvordan verden hænger sammen og have forstået det. Nogle ting skal prøves rigtig mange gange, andre ting lærer barnet efter få gange ...

Og når Mary beder Isabella om at sætte sig på stolen, så lytter Isabella og retter sig efter det, for det har hun hørt mange gange. Hun har fået at vide igen og igen, masser af gange, at det er sådan hun skal sidde, det forventes af hende. Og Isabella har også afprøvet hypoteser, prøvet af hvad der sker, hvis hun ikke gør som mor siger eller hvad far siger - hun har prøvet det igen og igen, men med respekt for hinanden, så lærer man at lytte til hinanden.

Og børn lærer naturligt også netop, ved at vi viser dem respekt, anerkender dem og lytte til dem - at vi jo vil deres bedste og derfor lytter de også til os. Derfor kommer de også til os, når de er kede af det, når de er utrygge, eller når de står i en situation som er svær for dem at tackle. Vores børn (også vores store børn) går til os, hvis vi fra starten har givet dem tilliden og trygheden ved netop at være der for dem og anerkende dem, som de er.

Det lyder som sagt som om at I er rigtig godt på vej og ikke behøver korrigere jeres måde at reagere på ... Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---