Svar: Afviser far - 2 år, 6 mdr.

---

Kære lillepigens mor

Det er rigtig godt at I har forsøgt og stadig forsøger at få far mere og mere med på banen i løbet af dagen, fordi de to så naturligt kan gøre flere og flere ting sammen og naturligt også vil knytte tættere bånd. Det vil også være sådan, at når I får en lille ny, så vil far og datter naturligt skulle bruge mere tid sammen, fordi mor skal tage sig af den lille og det vil være helt fint :)

Jeres datter har en alder, hvor der udviklingsmæssigt sker rigtig meget. Hun begynder at forholde sig til at hun er en pige, mor er en pige og far er en dreng. Når børn er to år, så så skal de til at forholde sig til hvem de selv er og hvordan de påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at sige "jeg" eller "det er min" eller f.eks. "min mor" og netop på den måde begynder at blive bevidst om hvem de selv er.

Selvbilledet udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Jeres datter bliver stolt og glad, når hun får ros og hun bliver utroligt ked af det, når hun bliver irettesat, når hun får at vide, at hun gør noget forkert. Hun er meget følsom og meget sårbare overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør.

Det er meget vigtigt at man som forældre forsøger at støtte barnets selvbillede og det gør man ved at vise det kærlighed, accept og opmuntre og støtte. Man må gerne udfordre barnet og stille krav til det, men det er vigtigt at man er realistisk og forsøger at undgå at barnet får nederlag. Derfor er det rigtig vigtigt at I forsøger at undgå konflikter før de opstår og derfor er det heller ikke alle kampe man skal tage og i hvert fald skal man altid overveje hvorfor .. :)

Det er vigtigt at far ikke reagerer såret, når lillepigen afviser ham, for det skal sjældent tages personligt, det handler bare om at hun lige nu er mest tryg ved mor. Hvis hun mærker at far trækker sig, så bliver hun et eller andet sted bekræftet i at de to ikke skal være sammen og derfor er det vigtigt at far stadig er med på banen, men naturligvis med respekt for at hun nogle gange har brug for mor (pige til pige).

Det er også meget vigtigt at du som mor ikke automatisk bare tager over, når jeres datter afviser far, men lige vurderer situationen og støtter op om at far ...

---

---

... kan ligeså godt som dig. Hvis jeres datter f.eks. protesterer over at far giver hende jakke på og hun vil have mor til det, så må du godt sige "nu er det far der giver dig jakken på skat, mor er lige her imens" så hun fornemmer at du faktisk synes det er okay, det far gør. Når du putter hende om aftenen, så må du også godt gå hen til far og som det mest naturlige i verden sige "kom vi skal ligge kysse far godnat" eller lignende, og du må gerne kysse far, så det igen ikke er et egentlig valg, men en helt naturlig situation.

Det er også vigtigt at hun mærker at I forældre er glade for hinanden og at hun ikke kan spille jer ud mod hinanden. Det er vigtigt at hun ser jer knuse og kramme hinanden. Det er vigtigt at I overfor hende fremstår som en enhed og ikke diskuterer over hovedet på hende om I nu skal reagere på den ene eller den anden måde. Og det lyder som om at I er rigtigt gode til dette :)

Og så er det en god idé at I laver ting sammen alle tre, men også at I laver ting med hende hver for sig. Det vil være rigtig fint at far og datter har noget sammen, som kun de to laver. Det kan være at tage på legepladsen eller i svømmehallen, noget der kun er for dem. Mor og datter kan så gøre noget andet sammen.

---

---

Og så vil det faktisk være rigtig godt at far ikke altid acceptere at hun afviser ham, men at han griber det som en chance for at lade hende mærke, at han vil hende rigtigt gerne - også selvom hun umiddelbart ikke vil ham. For når hun afviser far, så er det også fordi hun undersøger, hvordan han reagere og det er rigtigt spændende at udforske. Og den reaktion hun ofte får er at far bliver ked af det eller at far prøver at lokke "må jeg ikke godt ..?!" eller lignende, hvor det er hende der styrer det.

Far kan derimod reagere med et "hvad søren, vil du ikke kysse mig, din lille bølle, ved du hvad vi gør ved bøllespirer her i familien, dem kiiiilllder vi" og så kan han tage fat i hende og kilde hende, give hende masser af fysisk kontakt, vende hende på hovedet, eller begynde at kysse hende over hele kroppen på en måde, hvor hun ikke kan lade være med at grine. Så hele situationen bliver brudt og så hun ikke får lov til at skubbe far væk, men oplever at han faktisk er ret sjov og dejlig :)

Håber I kan bruge dette videre, fortsat held og lykke og rigtig glædelig jul!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---