Brev:

Trodsalder? - 20 mdr.

Kære Helen

Jeg skriver til dig angående vores søn som nu er 20 mdr. Han er en dreng der har travlt med at udvikle sig, hans sprog begynder også så småt at komme (mor, far, bil, traktor, hej, godnat osv.) og vi forstår mere og mere af hvad han siger og han forstår meget af det vi siger til ham.
Han plejer at være en kærlig dreng med masser af kys og kram – han var god til at finde på lege og lege selv, han kunne godt lide at ’hjælpe’ til herhjemme osv.

Men hen over sommeren har alt dette desværre ændret sig, han er en lille bestemt herre (det har han nu altid været) som vil gøre alt hvad der står i hans magt, for at få tingene, som han vil have dem.

I starten – blev han bare ekstremt sur hvis han fik et nej. (Vi har altid gået meget op i at være anerkendende og fortælle ham at vi selvfølgelig godt kan forstå det er træls at vi eksempelvis ikke kan få is nu). Men hen over sommeren har det udviklet sig og nu står vi så desværre i den situation, hvor stemningen herhjemme er meget negativ og det pludselig er blevet virkelig svært for os at blive ved at være anerkendende.

Jeg vil komme med nogle eksempler fra en typisk hverdag hjemme hos os. Vi står op ved 8 - 8:30 tiden, og det første vores søn siger, er Traktor Tom eller Pingu, jeg prøver at forklare ham at vi ikke skal se Pingu lige nu, men først skal vi lige have en tør ble og have noget creme på osv. og så smider han sig på gulvet og skriger og det fortsætter han så med resten af morgenen – han vil derefter ikke spise morgenmad, tøjet kommer på med kamp og det at komme i overtøjet og ud af døren er nærmest umuligt – da vi begge er studerende og jeg møder sent og far tidligt så har jeg ham om morgenen alene og jeg aflevere først mellem 9-10 i vuggestuen.

Der er ingen problemer i vuggestuen, vi kysser og han siger ”vi ses” og han har en dejlig dag derhenne, de beretter om en dreng der spiser godt og sover godt og trives – han er kærlig overfor de andre børn og tager meget hånd om de mindste på stuen. Han er i vuggestuen en stille dreng, der godt kan lide at trække sig lidt og sidde og hygge med en leg selv. Desværre en dreng som vi nærmest ikke ser herhjemme mere.

Når jeg så henter ved 15 tiden er der ikke noget før vi kommer ud af vuggestuens hoveddør – så starter han – pyldre over alt og vil alt andet end det vi egentlig skal. Når vi en halv time senere er hjemme virker han simpelthen så træt og han orker intet. Jeg har prøvet alt om eftermiddagen og intet stiller den lille herre tilfreds – hvis jeg eksempelvis foreslår at vi leger med klodserne og spiser lidt frugt skriger han neeeej ...

... ind i mit hoved. Jeg fortæller selvfølgelig at jeg ikke vil have at han råber af mig og at det er okay at han ikke vil lege med klodserne – jeg tilbyder i stedet at vi kan læse en bog, hvilket så resultere i at han råber igen og denne gang slår. Sådan fortsætter det også efter far er kommet hjem. Aftensmad får vi heller ikke i ham – han vil som regel have rosiner eller kiks eller havregryn eller noget andet. Vi forklare ham at han må få det der står på bordet og at vi får rosiner i morgen på morgenmaden.

Han virker dødtræt fra jeg henter ham og til han går i seng og så er det ellers slut – så liver han totalt op og det kan tage mellem 1-2 timer at putte ham. Han falder i søvn i sin egen seng og vi putter ham 19:30-20:00 vi læser en bog og beder ham ligge sig ned – han falder ikke i søvn medmindre vi sidder ved siden af ham – går vi ud, skriger han og han bliver ved! Vi har begge mange lektier om aftenen så vi frygter hver aften når vi skal putte ham – selvom vi sidder ved bordet lige udenfor hans værelse og arbejder og han kan se os, så er det ikke godt nok – vi skal holde ham i hånden. Når kl. nærmer sig 12 kommer han dappende ind i soveværelset og vi er så udmattede at ingen af os orker at tage kampen med ham igen, så han ender med at sove hele natten i vores seng og så sover ingen af os godt.

Vi er noget helt derud hvor vi føler at vores søn kun kan kigge på os med vrede i øjnene og vi frygter at vi kommer til at gøre det samme ved ham.

Han spiser intet mad herhjemme længere, han får kun det han spiser i vuggestuen. Vi prøver at være anerkendende, men han virker ærligtalt fuldstændig ligeglad. Han bliver ved og ved og han stopper ikke, han er fuldstændig ligeglad med et nej.

Måske jeg lige skal nævne at han er begyndt at banke sit hoved ind i væggen og ned i gulvet når han er sur – jeg har troet at det var hans måde at prøve at komme ud af vreden på, så jeg har pustet på hans pande og sagt at det var jo også dumt og av det gør da ondt og kysset på hans pande – det har så resulteret i at han gør det HELE tiden og nærmest bruger det for at få sin vilje.

Er det okay at blive sur og vred og hvor går grænsen, er det forkert at sende ham på værelset når han ikke acceptere et nej?

Vi håber meget du kan hjælpe – vi savner en glad lille dreng som vi glæder os til at hente hver dag jo før jo bedre og vi savner at skændes om hvem der skal være den heldige og putte fordi det burde være hyggeligt og ”nemt”

Det blev en noget lang smørre - jeg håber det er til at overskue og finde hoved og hale i.

Hilsen
fra en frustreret lille drengs mor og far

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.

En hård tid

Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar

26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.

Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?

Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Sut - 23 mdr.

Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Selvstændig 2 årig

Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: