Brev:

Storesøster igen igen

Kære netsundhedsplejerske,

Dette er anden gang vi skriver til dig vedr. vores datter. Sidst sendte du et svar d. 21.2.2011 - Storesøster - svær tid .
Vi har brug for input endnu engang og denne gang har vi sammen formuleret en laaaangt brev til dig – vi håber på, at belyse situationen så rigtigt og ærligt som muligt, så du forhåbentlig kan give os nogle konkrete input til, hvordan vi får vores store datter til at trives i sociale sammenhænge nu og på sigt...

Kort baggrund:
Som helhed oplever vi at have det godt, det går godt på familiefronten, ægteskab, karriere og arbejdsliv-familietid balancen. Vi oplever dog udfordringer med at få opmærksomheden vi giver til børnene til at række- eller skabe en ligevægt mellem børnene, hvor ungerne (og de voksne for den sags skyld) oplever de er en vigtig del af familien, men at man også skal tage hensyn til hinanden.

Søskendejalousi – udviklingen siden sidste brev d. 21.2.2011:
Vi har ikke oplevet nogen egentlig udvikling siden sidst. Fiona reagerer fortsat ofte, som en der er jaloux på lillebror. I det hele taget virker det ikke som om hun har affundet sig med, at han også skal have en del af opmærksomheden. Lillebror virker heldigvis til at stortrives over en kam, også selvom Fiona lader det gå en smule hårdhændet for, når mor eller far lige kan blive uopmærksomme. Vi kommer ikke som sådan til at overse de mange af sådanne episoder, da lillebror gør meget opmærksom på, når han bliver sur eller ked af det.

Vores reaktion er tit at kigge bebrejdende på Fiona, da det næsten altid er åbenlyst at hun har heflet med ham, eller håndteret ham for hårdhændet. Vi er dog også opmærksomme på, at hun ikke altid er årsagen til han får en skramme, og når Fiona fortæller hvad der er sket, lytter vi også og snakker om det, uden at hun får skylden for noget hun ikke har gjort.

Vi kan komme til at tænke på om vi stiller for store krav til hendes evne til at aflæse situationen: hvordan og hvor vildt må det gå for sig med lillebror fx? Fiona får aldrig ansvar for noget med lillebror, men hun bliver (stadigt mindre og mindre...) spurgt om hun vil hjælpe med til noget. Det er som regel kun få gange hun giver udtryk for at hun vil være med fx til at give ham et bad, eller spille musik med ham. På os virker det som om hun synes han allerede får alt for meget opmærksomhed.

Vi har en god hverdag med rutiner, børnene i institution 7-8 timer om dagen (den ene afleverer den anden henter på skift), hverdagen godt planlagt så vi oplever ikke ulvetime eller kaos omkring de ting, der skal nås osv – tværtimod synes vi, at vi har overskud på kontoen, Fiona får naturligvis godnathistorie og bliver puttet under rolige omstændigheder, når lillebror er puttet (ca en times mellemrum). Vi sætter ting på dagsordenen hun kan lide, ting, hun kan glæde sig til (svømmehallen i weekenden, eller miniferie om tre uger osv) og tænker umiddelbart, at hun ”burde være taknemmelig” for, hvor nemt vi har det også sammenlignet med nogle af de børnefamilier, vi kender. Sommetider virker det lige omvendt – vi har gjort noget sammen, hun kunne lidt, og hun har måske tilkendegivet dette. Men pludselig slår hun om og har haft ”den værste dag nogen sinde i hele mit liv!” - og vi bliver trætte af hende, når vi ved, at det faktisk har forholdt sig lige omvendt...

Autoritets udfordring:
Siden sidste brev, er vi så konsekvent som muligt begyndt at stille flere krav- og være noget mere kontante i vores udmeldinger.
Fiona kan veksle meget i hvor let det er at give en besked om noget hun skal gøre eller ikke gøre.
Men der opstår tit konflikter, da Fiona ikke lytter og tager imod besked. Når der så er sket noget, fx lillebror har slået sig, Fiona har været utålmodig og ikke set sig for, ikke kan udsætte et behov, ikke vil sidde stille på stolen til aftensmad, forsøger vi at formulere klart og kort hvad vi vil have og anden gang hvad konsekvensen bliver hvis ikke. Oftest kan det dog udvikle sig til nogle meget lange (og barnlige) diskussioner, som vi egentlig slet ikke vil ud i, men hvor hun siger nej, når vi beder hende om noget og så siger vi jo, og så nej, osv osv – det virker helt latterligt at beskrive, men det er sådan, det foregår.

Det kan også være at vi kræver hun siger undskyld (for fx at have sagt ”du er bare den dummeste mor i hele verden) – og så nægter hun og griner os tilbage i hovedet, fx . Vi bruger somme tider time out – hun skal sætte sig ud i mellemgangen og tænke over (vi gentager, hvad hun skal tænke over) og må komme ind, når hun er klar til at opføre sig ordenligt og evt sige undskyld, hvis det er det, det handler om. Somme tider virker denne ...

... konsekvens; men somme tider svarer hun også her igen ”jeg er da bare ligeglad, sæt mig bare derud, ha, jeg leger da bare her! osv” - hvad filan gør man så?

Når hun bliver så kæk og ”næsvis” ser vi to forskellige ting som forældre: mor ser en usikker og såret pige, der tester om vi stadig elsker hende når hun opfører sig bevidst grænseoverskridende; far ser en pige fyldt med tro på sig selv som skal lære at indpasse sig i sociale sammenhænge. Ingen tvivl om, at hun også somme tider opfatter vores forskellige signaler og reaktioner, selvom vi over for hende generelt bakker den anden op, selvom den ene ikke ville have håndteret situationen sådan.

Vi ved at der pt i Fionas børnehave er den problemstilling at udelukkelse og status fokus fylder for meget for den gruppe hun hører til. Fiona er et af de børn som er øverest i hierarkiet/ størst status, hvilket vi ikke er stolte af- i et familieliv skal der være plads til alle, og man skal udvise tolerance, og give plads til hinanden. Dette har vi god dialog med institutionen om og de har igangsat et forløb med stor forældre involvering (på vores foranledning). Dette til info om at Fiona har en krævende hverdag, hvor der er kamp for opmærksomheden, status osv.

Vi har en teori om at dette miljø får indflydelse på hendes væremåde herhjemme, som så afføder konflikter når hun ikke kan bestemme alt, eller bliver givet en ordre hun skal følge- konflikt opstår, og det er lillebror der må holde for, og/eller kammeraterne henne i børnehaven dagen efter. Med andre ord en forstærkende cirkel som vi har svært ved at se, hvordan vi skal sætte ind over for. Hun har særligt en veninde, som har samme status, som også taler grimt, som kommanderer og er fræk også overfor os fx når hun er med hjemme – og de virker bare selvforstærkende på hinanden de to, for os på en negativ måde.

Når hun har legeaftaler med børn som ikke går i institutionen er hun generelt mere rummende og mindre kommanderende. Hun kommanderer generelt helt utroligt meget med sine kammerater, og det er jo nærliggende at tænke, at hun oplever, at vi kommanderer meget med hende...Det gør vi jo også i situationer – vi prøver dog altid bagefter at forklare hende, at vi hellere ville undgå at skulle skælde ud eller hæve stemmen eller sende hende i time out – hvis bare hun gjorde som vi sagde.

I det hele taget foregår der meget kommunikation og diskuteren og forklaren, som vi ikke er sikre på rigtig gavner noget (andet end hendes ordforråd og argumentationsevne, som vi så får lige tilbage i synet næste gang...). Vi ville gerne have, at hun kunne – bare en gang i mellem – have tillid til, at når vi beder hende pænt om at gøre noget, så er det for hendes eget bedste, og selvom hun ikke kan se det, så skal hun bare gøre, som vi siger. Det er som om hun har indbygget i sig en reaktion imod at gøre, hvad autoriteter siger – de oplever det også i børnehaven, og ved heller ikke her, hvad de skal stille op... Igen, på mor virker det som om hun er meget usikker på sin position, men omvendt er der ikke noget konkret at være usikker over – hun véd hvad der forventes af hende, hun ved, hvad konsekvenserne er af ikke at gøre det osv.

En kontra to voksne:
I sommerferien har farmand været alene med ungerne nogle dage, og til den store glæde oplevede han at der meget hurtigt indfandt sig en balance. Vi tilskriver dette at farmand har været meget mere på og fokuseret (det var ferie uden nogen andre ting at gøre end at hygge med ungerne). Farmand oplevede en hjælpende Fiona, som udviste stor situationsfornemmelse, forståelse og tålmodighed - selv overfor at lillebror skulle alt muligt. Kunne det tænkes at når der ikke har været et forældrepar at spille på, men kun en far, så har det set med Fionas øjne været nødvendigt at få det til at lykkedes at være sammen - uvenner eller til irritation for far, er jo ikke just en hyggestund på ferien? Eller kan situationen med Fiona skyldes at der er tale om et sceneskifte (sommerhus kontra hjemme)?

Som du nok kan høre, er vi meget i vildrede omkring hvordan vi skal få vores dejlige ubekymrede pige tilbage – vi forsøger med klar kommunikation og konsekvens som hun forstår, vi har forsøgt med humor (”kan du ikke lige gå ind på værelset og se om den glade Fiona er der, for hende vil vi hellere have med i svømmehallen”), vi har forsøgt med dage med specifik og særskilt tid og opmærksomhed til Fiona, men vi føler ikke, at det rykker... og vi bliver kede af det, når børnehavens voksne også siger, at de oplever at hun taler meget grimt til de andre børn og endda svarer de voksne igen. Hvad pokker skete der med vores glade, kvikke og charmerende
pige???!

Hilsen

Læs Helens svar »

Pas på din babys sarte hud

Sådan undgår du unødig kemi på puslepladsen
Som forælder vil man altid gøre det bedste for sit barn – også når det kommer til pleje af den særligt sarte babyhud. Men det kan være forvirrende og svært at finde rundt i, hvad der er sundt for huden og sikkert at bruge. Ved at vælge produkter, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

5. august 2025 | Kost og ernæring | 4 år, 8 mdr.

Stadigvæk kræsen

Kære Helen Vi kunne godt bruge noget hjælp ang. vores datter E på 4,5...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

30. september 2024 | Renlighed | 5 år

Laver i bukserne - 5 årig

Kære Helen. Vores dreng F. er lige fyldt 5 år. Han smed bleen for ca. 2 år...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: